Ventetider til velfærdshjælp er lang: Borgere søger mod foreninger for hjælp

Velfærd

24/08/2018 08:11

Nick Allentoft

Stigende bevidsthed om mental sundhed og ventetider hos psykologer skaber trafik hos frivillige foreninger.

Lange ventetider på at komme til psykolog og en stigende bevidsthed om mentalt helbred skaber travlhed hos frivillige foreninger, der tilbyder hjælp til folk med ondt i sindet og deres pårørende.

Det skriver DR P4 København.

Hos Depressionsforeningen har man over fire år oplevet en stigning i antallet af henvendelser. Alene det seneste år har foreningens depressionslinje ringet 15 procent oftere.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Ifølge tal fra Danske Psykologer skal man vente mere end ti uger, fra man har fået en henvisning fra sin læge, før man kan komme til hos en psykolog, skriver DR P4 København.

Ventetiderne betyder, at flere søger mod de frivillige foreninger. Det vurderer Kasper Tingkær, der er generalsekretær hos Depressionsforeningen.

- Flere er blevet opmærksomme på mental trivsel, og at der er hjælp at hente. Og så er det ligesom det greb, man kan gribe til, når nu ventetiden er flere måneder, og lægen ikke har den tid, som han/hun burde have til at tage snakken.

- Så tyr man til de frivillige ordninger for at komme ud af den situation, man står i, siger han til Ritzau.

Også foreningerne HeadSpace og Bedre Psykiatri giver over for P4 København udtryk for, at de oplever en stigende interesse for deres hjælp.

- Nogen henvender sig til os, fordi de har fået af vide, at de kan få en tid om tre-fire måneder, siger Hanne Block Bøttger, der er koordinationsrådgiver i Bedre Psykiatri til radioen. 

- Men når lokummet brænder, så er det her og nu, at man har brug for hjælp.

Ifølge Eva Secher Mathiassen, der er formand for Danske Psykologer, skyldes de lange ventetider et loft i tilskud til behandling fra staten. 

Det begrænser, hvor mange patienter psykologer kan tage ind efter henvisning fra læger, hvis ikke pengene fra staten følger med. Det forklarer hun til DR P4 København.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce