Jeg undrer mig nogen gange højlydt. Det er hårdt, så nu er jeg fanget i at undre mig over hvorfor det skal være besværligt at undre sig.

Ansat i den offentlige sektors frontlinie: Vi må ikke undre os længere

Du kan undre dig, når du holder fri. Pas dit arbejde inden for rammerne, så er du en succes. Undrer du dig, må du finde et andet arbejde. Men den tilgang lukker også døren til forandringer og skaber regression, skriver vores første anonyme blogger om tilværelsen i den offentlige sektors krydspres mellem system, ledere og borgere.

Hvis man arbejder helt ude i frontlinjen i den offentlige sektor, derude hvor man tit står i l... til halsen og alligevel skal levere det som efterspørges, så er der ting man skal holde sig fra. En af dem er at man ikke skal undre sig alt for meget over hvordan man løser opgaven. Gør man det begynder man hurtigt at blive stresset over reelt set ikke at kunne gøre noget for dem man er til for. Det gælder om at parkere almindelig omtanke derhjemme og så acceptere systemet. Abstrahere fra den evige snak om, at der for mange regler, kontrol og bureaukrati. Lade systemet uanfægtet køre videre.

Om bloggen: Beretninger fra frontlinien

Med bloggen “beretninger fra frontlinien” giver DenOffentlige.dk ordet til medarbejderne ude i frontlinien, som det ofte kaldes. Vi inviterer offentligt ansatte til at dele deres oplevelser, refleksioner og ideer med læserne. Kun redaktør Nick Allentoft kender navnene på bloggens skribenter, og indlæg udgives anonymt for at kunne levere den rå fortælling, hvor politisk korrekthed og interne hensyn er frasorteret - og eventuelle opdragende samtaler kan undgåes. 

Bloggen er et redaktionelt projekt, der skal bidrage sagligt og konstruktivt til debatten - og den vil ligesom blogstafetterne på DenOffentlige udvikle sig over tid. 

Læs om bloggen her.

Jeg er en af dem, der alligevel ikke kan lade være. Jeg undrer mig nogen gange højlydt. Det er hårdt, så nu er jeg fanget i at undre mig over hvorfor det skal være besværligt at undre sig.

Forandringer parkeres i projekter

Jeg tror undren skaber generende sammenstød med den herskende kultur der har fokus på styring, regler og økonomi. Det er to modsatte tilgange. Alligevel taler mange fine ledere og meningsdannere, der ikke lever af andet end netop meninger, om fornyelse, innovation, omstilling. Men ude i min virkelighed har jeg erkendt, at det med at forny er stærkt undertrykt, hvis viljen overhovedet eksisterer længere.

Tema om offentlig modernisering

Gennem 30 år har politikerne forsøgt at modernisere den offentlige sektor.

Læs her hvad centrale nøglepersoner mener om de forsøg. 

Af og til forsøger vi at angribe udfordringen med omstruktureringer, fælles workshops og diverse projekter hist og pist. Særligt det der med at lave konkrete projekter, der skal lede til forandringer, er meget udbredt. Men disse projekter drives under styringsparadigmet, og så bliver os, der har viljen bare deprimerede, for så viser det sig alt for ofte, at tiltagene ikke giver de helt store ændringer i hverdagen.

Ugers fokus på samme proces hvert år

Det sker jævnligt, at jeg bliver deprimeret over det systemet kan præstere. Meget aktuelt kan man fremhæve de årlige budgetforhandlinger som falder på plads i disse uger. Alle offentlige organisationer med respekt for sig selv har alt fokus rettet indad på denne proces. Benhårdt på processen. På styringen, da systemet skal levere de bedste betingelser til at holde budgetforhandlingerne kørende uden for meget fnidder fnadder. Økonomer, jurister, kommunikationsmedarbejdere, udviklingskonsulenter osv. er virkelig i højeste gear på dette tidspunkt.

Her får man virkelig lov til at udfolde sine evner i at styre processen og levere det som systemet gerne vil have. Men virkeligheden ude hos os, der møder borgerne hver eneste dag, er den samme i morgen, som den var i går.

Imens budgetforhandlingerne kører prøver vi ude i frontlinjen stadig at få det til at fungere. Afsættes der penge til mit område oplever jeg, at det skal implementeres (eller udmøntes som det hedder) af de her styringsfolk.

Ofte er det slet ikke os, der holder maskinen kørende, der tilføres midler. Næ, de går til nye projekter og her sidder styringsfolkene klar. Der skal ansættes en projektleder. Der skal kommunikeres om projektet. Der skal laves borgerinddragelse.

Der skrives løs på projekter

Hvert år op til budgetforhandlingerne - det vil sige allerede i maj og juni måned - virker det faktisk som om styringsfolket allerede skriver løs på deres projektforslag. Det gælder jo om at køre de gode ideer i stilling.

De fleste projekter bliver rent faktisk ikke til noget. Men så er der altid et andet projekt, der skal afsluttes, og pludselig kan man igen forberede sig på at forberede nye projekter til de næste budgetforhandlinger.

Mange af disse mennesker har i øvrigt ikke fingrene nede i kerneopgaverne til daglig. De er en del af en kultur, som jeg undrer mig over fylder så meget. Lad os kalde det styringsdynen.

I det daglige sidder disse folk og finder på alt mulig slags dun til dynerne. Det spredes ud over organisationen og suger ressourcer. Ofte forklædt som implementering af det projekt de nu helt tilfældig er blevet projektleder på. Der skal jo afrapporteres et resultat.

Når man støder på disse projektledere i dagligdagen mærker man tydelig at fokus er på at implementere det, der er besluttet. Der er ikke plads til refleksioner, og så kan sådan en som mig godt blive lidt irriteret, fordi jeg er en af dem, der undrer sig.

Udviklingsmotoren er sandet til

Budgetforhandlingerne skulle ellers være det tidspunkt hvor systemet virkelig starter udviklingsmotoren. I stedet bliver ressourcerne brugt på styring og forudsigelighed omkring det der kommer med i budgettet. Det er ret deprimerende at se på ude fra frontlinjen. Her opleves det som en kamp omkring fordeling af nogle penge, som reelt set ikke har den store indflydelse på den enkelte medarbejders hverdag.

Derfor undrer jeg mig ofte, og jeg tror mange andre har det på samme måde. Drevet af nysgerrighed, engagement i vores arbejde og lyst til at deltage i forandringerne går vi med en stille undren, der alt for ofte bliver slået ned.

Hvordan kan vi præge dagsordenen og skabe virkelige forandringer i den offentlige sektor? Hvor er de ledere, der omfavner os, der kommer med undren? Vi vil så gerne omfavnes, for vores undren er faktisk udtryk for, at vi gerne vil være medspillere.

 
Emneord: Whistleblower, Trivsel, Ledelsesværdier, Medarbejdere
Beretninger fra frontlinien på DenOffentlige.dk Krydspres, spændingsfelt, ledelsesrum og medarbejderinddragelse. De fine ord er mange, men før det handler om borgerne er det de mange hundrede tusinde offentligt ansatte, det handler om....
Aktivitet: Artikler: 10 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 26.09.15 Mette Valentin
    Syg faglighed i frontlinjen

    Som uddannet socialrådgiver, coach, diplomleder mm - og tidl. sundheds og socialpolitiker - nu privat socialrådgiver, støtte og konsulent - ser jeg mange niveauer i det her kompleks og kan fremlægge adskillige konkrete eksempler på det som jeg under et har valgt at kalde "Syg Faglighed".

    https://www.facebook.com/notes/mette-valentin/kejserens-nye-kl%C3%A6der/10152906604245764

  • 21.11.14 Lise Pedersen
    De historieløse nye ledere.

    Stine siger det spot on. MÅ gentages: Efter Djøf'ernes indtræden i lederstillinger, fremfor fagudlærte, har holdningen til medarbejderne, ændret sig fra "lad os høre hvad I oplever derude" til "ret ind og gør det du får besked på". Faglige argumenter er blevet uvelkomne!
    Disse studietidskammerater på mellem 40 og 50 kender ikke det historiske træk gennem fundamental stabilitet. Disse regnedrenge er så effektive, at gode netværk der er opbygget gennem årtier, nedbrydes med KPI'er der bruges uforstandigt. Og de tror de har magten. Det har de i øjeblikket, men ikke på sigt når "hvad-sagde-jeg-embedsmændene" alligevel ender med at få ret. Men så ér de velopbyggede strukturer ødelagt. Og DJØF-direktøren forlader jo bare de ødelagte strukturer og glider ind i næste DJØF/KPI-direktørstilling. Se bare etaternes topledelser der har flakset rundt i den kommunale og statslige sfære med afstikkere på nogle år i hospitalsvæsen mv.. Effektive men ustabile. Og de hører ikke efter. Jo måske sådan lidt patriarkalsk, men fjerne i blikket, fordi de ikke kan overleve at få uret og er nødt til at fastholde deres egne ideer og planer for ikke at miste ansigt. Og indledningen ovenfor er så rigtig så rigtig, at den må gentages: "Du kan undre dig, når du holder fri. Pas dit arbejde inden for rammerne, så er du en succes. Undrer du dig, må du finde et andet arbejde. Men den tilgang lukker også døren til forandringer og skaber regression"

  • 21.11.14 Anonym
    Er tæt på at forlade hele sengen....

    Tro mig...der ER behov for anonymitet og dette indlæg og denne debat er præcis det der driver os helt i sænk, os menige ude på gulvene, os der er helt i front. Dem der bliver tilbage blive nikkedukker og der kommer til at ske SÅ mange fejl og resten...ja de forlader faget - for de kan og vil fortsat undre sig....det er meget trist at se sit fag svinde hen pga. et behov for at ville styre ALT. Den tavse viden og god praksis er ved at svinde hen...grafer over om div flueben er sat i de rigtige rubrikker indenfor den vedtaget tid er mere vigtig end anstændigheden.....eksempler tør jeg ikke komme med....

  • 21.11.14 Katrine Schumann, communicate2innovate
    Udfordringen: at slå i en (styrings)dyne.

    Sikke et vigtigt indlæg - og sikke vigtig kommentar fra "Politikeren". Jeg møder dagligt folk i hele "sengen" i det offentlige. Både dem under, over og i dynen. Og det slår mig, at alle faktisk er enige, når det drejer sig om budgetforhandlinger: Det, der er vigtigt, sker ikke. Og det, der sker, er ikke vigtigt. Det er allerhøjst legitimerende, dét, der sker i projektbeskrivelser, notater, forhandlinger og programerklæringer.
    Og det lader til, at alle deltager i hykleriet på den ene eller anden måde. De udskældte Djøf'ere bærer ikke skylden alene i mine øjne. Det er faktisk mit indtryk, at det OGSÅ godt kan se problemet. Men føler sig fanget i den selv- og styringsforståelse, der er opstået og vedligeholdt som kultur i det offentlige.
    Udfordringen må være at mødes uden dyne på - nærmest nøgne - og så tale reelt om dét, der er vigtigt at skabe i fremtiden.
    Så måske det ikke handler om at slå i styringsdynen, men at trække dynevåret af - lade dunene flyve frit - og så mødes til en ærlig samtale om, det, der ER vigtigt.

  • 21.11.14 Frank
    Konkret eller ej...

    ... så er det ikke svært at forstå det store billede og at arbejdsgangene må føles som en labyrint. Gode indlæg fra både whistlebloweren og politikeren og giver god mening med anonymitet, desværre.

  • 20.11.14 Politikeren
    Fra den anden side af dynen

    Da jeg for en god del år siden blev valgt ind havde jeg stor respekt for budgetprocessen og så det som meget vigtigt og betydningsfuldt. Der er sådan en ærefrygt omkring den - det mærker man på alle involverede både politikere og medarbejdere. Idag betyder den meget lidt for mig. Jeg har det næsten som dig og ser det lidt udefra selvom jeg står midt i det. Jeg ved at der falder et eller andet på plads. Tilfældigt om du vil - garanteret ikke optimalt og ikke de vigtigste ting. Hundredevis af medarbejdere har brugt deres dyrebare tid på at beskrive alle ideerne. Der er sat tal på og regnet igennem. Der er læst review og der har været en lang kvalificerede proces for at lave budgetnotatet. Tænk over argumenterne. Fundet på argumenter. Kommunikeret og lagt frem i udvalg, sendt til politikere og præsenteret i mange betydelige og ubetydelige fora. Og så er det så inderlig ligegyldigt. For Budgetaftalen afhænger af alt andet end de notater og embedsmændenes arbejde er kun en legitimerende skueproces, for den fordeling af magt, ære og millioner der sker i små lumre aftaler mellem ganske få mennesker i forhandlingen. Og det har altså mere at gøre med hvem der er med og hvilke personlige favoritter og ideer de bærer med til bordet, hvem der er venner med hvem og hvem der skylder noget til nogen. Jeg plejer iøvrigt at få "mit" og har meget sjældent haft brug for et notat. Vi bestiller det selvfølgelig altid efterfølgende for der skal naturligvis være et notat - hvad vil folk ellers tro. Men hvis jeg undres inde i kernen og du undres ude i fronten, hvem er så al den proces til for? Jeg er ret vild med dit begreb styringsdynen. Er sikker på at mange politikere også føler de slår i den eller er pakket godt ind i den. Den ligger i hvert fald mellem os - for sæt nu vi kom til at tale sammen og vores undren kunne mødes. Tænk - styringsdynen har endda fået lavet en lov, der forhindrer at vi kan mødes og undres sammen. Så skal det da ske igennem styringsdynen, så der ikke sker noget de ikke kan styre. Tænk endda hvis det ville føre til, at der ville ske forandring de ikke var en del af, som de ikke havde tænkt på og som de ikke havde beskrevet i et notat? De ville jo fremstå som overflødige og det kan vi ikke ha. Så må virkeligheden - den ude i fronten og den ved forhandlingsbordet leve hver deres isolerede liv, pakket ind i dun og dumheder. Tak for et godt indlæg, håber vi mødes derude.

  • 20.11.14 Lars
    Flot!

    For min Skyld behøver det ikke blive mere konkret. Jeg er overbevist om at de fleste i "frontlinjen" er helt klar over hvad der tales om.

  • 20.11.14 Stine
    Spot on!

    Jeg ved ikke hvor forfatteren arbejder, men det kunne have været min arbejdsplads.., og jeg kan sagtens forstå, at man i disse tider er nervøs for at stå frem. Efter Djøf'ernes indtræden i lederstillinger, fremfor fagudlærte, har holdningen til medarbejderne, ændret sig fra "lad os høre hvad I oplever derude" til "ret ind og gør det du får besked på". Faglige argumenter er blevet uvelkomne!

  • 19.11.14 Nick Allentoft, chefredaktør & stifter
    Generelt er en god start

    Hej Poul,
    Tak for din bemærkning, som du jo har lidt ret i. Vi glæder os til, at bloggen leverer mere konkrete eksempler fra hverdagen i den offentlige sektors mange delsektorer.
    BH
    Nick

  • 19.11.14 Poul Carlsbæk
    Mere konkret, tak

    Meget vigtigt emne, men det er svært at forholde sig til, når det er så generelt - og samtidig anonymt.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også