Foto: Shutterstock

Vi mangler stadig at knække koden til at dataunderstøtte det professionelle arbejde

Visionerne mangler ikke flyvehøjde i spørgsmålet om at anvende data til at understøtte det professionelle arbejde. Men hvordan ser virkeligheden ud i dag, og hvad skal der til for, at arbejdet med data giver mening i det professionelle arbejde?

Niels Borch Rasmussen, Lektor, ph.d., Videreuddannelse, Københavns Professionshøjskole
 
Data er i disse år øverst på den forvaltningspolitiske dagsorden. Der er en rivende udvikling i gang med eksempelvis at automatisere visse former for sagsbehandling og indføre chat-bots til at tage imod borgerhenvendelser. Derudover har styring af det offentlige gennem flere årtier været baseret på måldata, der anvendes som ledelsesinformation i kommunale forvaltninger. Den massive målstyring har ført til den velkendte problematik, at for meget af de velfærdsprofessionelles tid bruges på dokumentation på bekostningen af kontakten med borgerne.
 

I de seneste år er der føjet en ny vinkel til, hvordan vi skal arbejde med data i den offentlige sektor. Fokus er skiftet fra at bruge data som ledelsesinformation til at data nu skal understøtte det professionelle arbejde. I ledelseskommissionens rapport fra 2018 fremgår det, at forvaltninger har en ”særlig forpligtelse” til at arbejde med data for at bidrage med viden om effekter af velfærdsydelser og ”præsentere dem for det borgernære driftsniveau med henblik på refleksion over, hvad der kan gøres for at forbedre resultaterne for borgerne” (s. 43). Ambitionen er med andre ord at bruge data til at understøtte og udvikle professionelles praksis. Tankegangen er, at data, der understøtter det borgernære driftsniveau, ikke længere vil blive opfattet som tidskrævende og meningsløs dokumentation for at tilfredsstille niveauer ”højere oppe”. I stedet skal data skal give mening for de professionelle i deres arbejde og indgå som vidensgrundlag for opgaveløsningen på lige fod med andre former for professionel viden og metoder. 

Kigger man på, hvordan der i de seneste år er skrevet om datainformeret praksis, så skorter det ikke med ambitiøse udmeldinger om potentialet i at understøtte velfærdsprofessionelles praksis. Et gennemgående argument synes at være, at der i de enorme datamængder, som kommunens fagsystemer ophober, gemmer sig en guldgrube af viden om, hvad der virker. Det er blot et spørgsmål om at dykke ned i disse data og identificere mønstre og sammenhænge, som vi ikke får øje på i vores travle hverdag. Som iagttager kan man hurtigt komme i tvivl om, om det er nutiden eller en nærmere fremtid, der hyldes. 

Så hvordan går det egentlig med at dataunderstøtte det professionelle arbejde i offentlige velfærdsorganisationer, og hvorvidt matcher de nuværende erfaringer med det potentiale, der bliver talt om i den forvaltningspolitiske debat? 

Kigger man på den gennemsnitlige kommunale forvaltning, er der imidlertid ikke meget, der har ændret sig siden sagsbehandlingen blev digitaliseret for efterhånden to årtier siden. IT-baserede systemer bliver måske nok anvendt som sagshåndtering og kommunikationsplatforme, men man skal lede længe efter eksempler på, at data bliver anvendt til at understøtte eller nytænkte kerneopgaven. Det er formentlig på skoleområdet, at de mest ihærdige forsøg er gjort med at integrere data i læreres arbejde. Her er erfaringerne med bl.a. nationale test noget blandede, og det er i dag ikke tydeligt, hvad det er for særlige indsigter, lærerne får fra arbejdet med data. Flere kommuner landet over er derfor begyndt at prioritere andre dagsordener i folkeskolen. 

Der findes dog eksempler på, at systematisk arbejde med data anvendes direkte i det professionelle arbejde. Ni kommuner på Vestegnen og på Amager har indgået i et samarbejde om projektet ”Bliv en vinder uden tobak” der tilbyder rygestop kurser for borgere, hvor de systematisk indsamler data til en fælles database. Med en sådan database har kommunerne mulighed for sammenligne rygestopindsatsen på tværs af kommuner og dele viden om, hvad der virker i indsatsen. Med et sammenligneligt datasæt har det været muligt at erfaringsudveksle og reflektere over rygestopindsatsen på tværs af kommuner, mens ledere har haft mulighed for gå i dialog om konkrete resultater, som kommunale rygestoprådgivere har opnået. Den dataunderstøttede tilgang har resulteret i den mærkbar forøgelse af andelen af kursister, der stopper med at ryge permanent. 

Der ligger imidlertid et stort arbejde i at etablere en fælles database på tværs af kommuner, der gør det muligt at sammenligne indsatser. Kommunerne i projektet skulle ikke alene blive enige om, hvilke dele af indsatsen, der var væsentlig at måle på, men det var også nødvendigt at etablere ensartede rygestopindsatser for at sikre et sammenligningsgrundlæge. Dermed kom arbejde med data til også at definere, hvordan selve rygestopindsatsen skulle se ud i alle Vestegnssamarbejdets kommuner. 

Rygestopindsatsen i Vestegnssamarbejdet viser, at det er mulighed at realisere ambitionen om at understøtte det professionelle arbejde med data. Samtidig viser erfaringerne fra netværkssamarbejdet i projekt ”Bliv en vinder uden tobak”, at det kræver en målrettet indsats at få data til at give mening i den borgernære praksis. Så hvad skal andre kommuner være opmærksomme på i arbejdet med at understøtte den borgernære praksis med data? Generelt gælder det, at data skal tænkes som en integreret del af det professionelle arbejde, og må ikke være endnu et målesystem, der er afkoblet fra kerneopgaven. Derudover er her tre specifikke opmærksomhedspunkter, som kommuner bør overveje i anvendelsen af data på det borgernære driftsniveau.

1. Gå væk fra forestillingen om, at der i de enorme mængder af data i kommunens fagsystemer allerede gemmer sig viden, der er relevant for det professionelle arbejde. Erfaringerne viser for det første, at det er enormt ressourcekrævende at ordne og systematisere ustruktureret data, og for det andet, at det er tvivlsomt, om denne type data kan understøtte professionelles opgaveløsning.
 
2. Tænk i stedet på data som noget, vi skaber bevidst og med et specifikt formål. Data siger nemlig ikke noget sig selv, men det er mennesker, der tolker mening ud af det, vi måler på. For at data skal give mening, skal vi være bevidste om, hvordan vi indsamler, bearbejder og præsenterer data. Data skal derfor tænkes ind i den måde, som opgaveløsningen tilrettelægges på, og der ligger et stort arbejde i at beslutte, hvad der skal måles på, og hvordan indsamling af data skal lægges ind i de daglige rutiner. Ligeledes er det vigtigt at organisere, hvornår og hvordan data skal anvendes. For at sikre kontinuitet og systematik kan det være nødvendigt at lægge arbejdet med at præsentere og bearbejde data ind i faste mødestrukturer.
 
3. Det er ikke nødvendigvis samme data, der giver mening for ledere og medarbejdere. Hvis data skal understøtte det professionelle arbejde, skal de professionelle selv kunne se, hvordan data understøtter opgaveløsningen. Derfor skal de professionelle inddrages i et tæt samarbejde mellem professionelle og de dataanalytikere, der typisk sidder i forvaltningen. Et sådant samarbejde er vigtigt eftersom analytikere har indsigt i, hvordan data indsamles og bearbejdes, mens professionelle har indsigt i målgruppen og den professionelle opgaveløsning. I arbejdet med data kan den ene faggruppe derfor ikke lykkes uden den anden.
 
Der findes ingen snuptagsløsninger i arbejdet med at understøtte det professionelle arbejde med data. Det lange, seje træk består i at opbygge professionelles kompetencer i forhold til at bruge datahvor mange i dag oplever, at den faglige viden, deres arbejde bygger på, ligger langt fra målindikatorer og effektanalyser.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også