Bogpanelets formand: Vi vil inspirere hele branchen til nytænkning

Kultur

12/08/2019 11:00

Christen Bonde

Formand for Bogpanelet, litteraturprofessor Anne-Marie Mai, fortæller om indsatsen for at registrere nybrud i læseuniverset.

I 2014 nedsatte Kulturministeriet Bog- og Litteraturpanelet, der med statistik og analyser skulle give et tiltrængt overblik over et bogmarked i forandring – rystelserne hedder digitalisering, ændring i læsevaner, forskydninger i forlagsbranchen med mere. Panelet har i år skiftet navn til det mere mundrette Bogpanelet.

Panelets primære opgave er udgivelsen af årsrapporten ‘Bogens verden’, dertil kommer afholdelsen af arrangementer og udgivelsen af specialrapporter om aktuelle emner. Sidste år kom eksempelvis en rapport om forskydningerne i forlagsbranchen med de seneste års vækst i mikroforlag.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Hvad kan man bruge Bogpanelets rapporter til?

”Rapporterne giver rigtig mange tal og oplysninger, som er svære at finde eller ikke tidligere har foreligget. Derfor lægger vi meget vægt på, at vores kortlægning af bogmarkedet skal give et godt udgangspunkt for diskussion – og for at træffe beslutninger blandt forlæggerne, hos boghandlere, bibliotekarer og forfattere. Nogle af de her tal ligger spredt rundt omkring, andre skaffer vi til veje.”

”Jeg tror,” fortsætter hun, ”at det har en stor værdi, at man kan aflæse forandringer i for eksempel læsningen af bestemte litteraturgenrer, udlån af lydbøger på biblioteket og så videre. Vores rapport er jo ikke en gammeldags telefonbog, men en overskuelig rapport om de ting, som, tror jeg, vil interesse folk med tilknytning til bogbranchen.”

Rapporterne rækker dog videre, fortæller Anne-Marie Mai:

”Jeg kan jo se, når jeg er ude at tale om litteratur og henviser til rapporterne, så interesserer de folk, og de er lutter øre. ‘Hold da op! Det var da interessant. Det må vi ind for at kigge på’. Og det er også helt almindelige læsere.

Nogle af tallene har også været ganske overraskende, for eksempel stigningen i antallet af udgivne romaner eller i bibliotekernes udlån af lydbøger. Forandringer, som er meget tankevækkende.

Det er værdifuldt at få tallene på bordet. Så rapporten er faktisk brugbar for alle slags folk med interesse for bøger, uanset om de har professionel tilknytning til bogverdenen, eller om de er læsere, som egentlig gerne vil se, hvordan det går med bogen og læsningen.”

 

Udover årsrapporten er der jo alt det andet, I også skal. Hvad har I planlagt at kigge nærmere på?

”Vi vil lave et åbent debatarrangement en eftermiddag i slutningen af september om et dansk bogmarked i forandringens tegn. Arrangementet vil omhandle de nye forretningsmodeller, de nye kommercielle aktører og de nye forbrugsmønstre.”

Debatarrangementet – som man skal tilmelde sig – vil både være med danske og udenlandske bogfolk med erfaringer og meninger om emnet, det være sig forfattere, forlæggere og forskere.

”Desuden udgiver vi en rapport, der samler op på de nationale og internationale forskningsresultater omkring læsningens effekter. Først og fremmest: Hvad ved vi om læsning? Hvad sker der med os, når vi læser? Hvorfor er det godt at læse?

Bogfolk har mange meninger om læsningens positive effekter, og de er måske rigtige, men det ville være godt med et grundigt forsknings-review, der giver et overblik over, hvad vi rent faktisk ved. Dét tror jeg også, politikerne har brug for, når de skal træffe beslutninger, der vedrører læsning, bøger og bogmarkedet i det hele taget.”

”Så vil vi se på Statens Kunstfonds betydning for produktionen af ny dansk litteratur. Hvad betyder de forskellige støtteordninger, arbejdslegater, præmieringer, hæderslegater for dansk litteraturs mangfoldighed og udvikling?”

Hertil kommer rapporter og undersøgelser af digital læseadfærd, litteraturformidlingens betydning for børns læsning og valg af litteratur og om oversættelser til dansk af udenlandsk litteratur, hvor Bogpanelet ser nærmere på, hvilke aktører spiller en rolle i dette kredsløb.

 

Litteraturbrug under forandring     

”Billedet af boguniverset er sammensat af mange modsatrettede tendenser,” påpeger Anne-Marie Mai. ”Man kan ikke bare pege på én tendens. Vi læser mindre, men vi skriver mere – hvilket forekommer paradoksalt!”

”Der er opstået nogle helt nye fællesskaber om at læse og skrive, og der er også rigtig mange, der udgiver deres bøger selv. Enten fordi de får afslag fra forlag, eller fordi de synes, det er en god idé selv at stå for hele processen lige fra det første tastenedslag på sin computer, til man står med den færdige bog,” uddyber hun.

”Forfatterrollen har ændret sig, men folk er stadig optaget af tanken om at skrive en bog eller udtrykke sig litterært. Forfatteren har en særlig aura og status hos læserne, men man deler i højere grad end for nogle årtier siden læseoplevelsen med andre.

Mange fascineres af at skrive en bog, og forfatteren er stadig noget særligt i manges bevidsthed – at skrive en bog giver særlig livsindsigt. Måske gemmer der sig her en tanke om, at der er noget, man skal have nået i sit liv – plante et træ og skrive en bog!” griner hun mildt.

”Fællesskabet om at læse og skrive kendetegner en ny bogkultur, der er på vej. Folk er ivrige efter at møde forfatteren, og litteraturfestivaler skyder op overalt. Det samme ser man hos boghandlere, der arrangerer forfatterevents. Jeg har selv deltaget i flere, og der er tæt pakket med folk, og der er en intens stemning. Folk vil gerne høre forfatterne læse op og fortælle om deres bog.”

Bogpanelet planlægger et eftermiddagsmøde om bogbloggere. Bogbloggerne er meget forskellige, og deres rolle bliver større og større. Litteraturinteresserede læser bloggene med interesse, og de ser ud til for mange at være et supplement til avisernes anmeldelser.

”Det er også interessant og værd at undersøge, hvad det betyder, at vi har en bloggerkultur, hvor grænsen mellem bogstof og livsstilsstof er flydende,” Anne-Marie Mai.

 

Artiklen er lavet i samarbejde med BogMarkedet.

 

 

Mest Læste

Annonce

05/10/2024

Jo tidligere kræft opdages, jo større er dine chancer for helbredelse. Kender du de 7 advarselstegn, der kan redde dit liv? Læs med her og bliv klogere på de skjulte symptomer, du ikke må overse.