“Først og fremmest er det nødvendigt, at sekretariatet kender kommunens strategi og ved hvilken vej, politikerne vil gå. Det er vigtigt, at forvaltningen ikke gør A, når politikerne har besluttet B. Derfor handler politisk betjening om meget mere end den understøttende skrivefunktion. Sekretariatet skal kende både historik og retning, når de skriver sager og laver mødeforberedelse”, fortæller Jytte Bendtsen. Selv har hun stor respekt for de medarbejdere, der betjener politikere:
“Det må være en svær opgave at passe på os politikere, når man samtidig har sin egen faglighed og måske også egne holdninger til, hvordan en sag skal håndteres. Man skal virkelig forstå det politiske system og være meget ordentlig for at handle uden at lade egen holdning skinne igennem. Det er en kunst i sig selv”, siger hun.
Løbende og hurtig orientering
For Jytte Bendtsen er det vigtigt med understøttelse i forhold til mødeforberedelse. Som udvalgsformand leder hun udvalgsmøderne, og det gør hun bedst, hvis hun kender sagernes baggrund og fakta. Men politisk betjening handler også om at klæde politikerne på til at møde borgeren. Her er løbende og hurtig orientering centralt:
“Jeg bliver en bedre politiker, hvis jeg løbende bliver orienteret om aktuelle sager, både store og små. Jeg kommer fra en lille kommune, hvor vi er meget tæt på borgerne, og jeg får henvendelser næsten dagligt. For at besvare dem sagligt og hurtigt, har jeg brug for at være orienteret på forhånd. Det gælder også, hvis der er sager, som kan skabe politisk uro. Hvis vi orienterer hinanden, kan vi nogle gange tage udfordringerne i opløbet. Det hjælper både mig og forvaltningen”, fortæller hun.
Respekt for hinandens banehalvdel
Der er mange praktiske forhold, som påvirker samarbejdet mellem politiker og administration. Men i sidste ende handler det ifølge Jytte Bendtsen om gensidig tillid:
“God politisk betjening handler ikke kun om, at forvaltningen skal gøre noget for mig – samarbejdet går begge veje. Det handler om gensidig tillid og respekt for hinandens banehalvdel. Vi skal være ordentlige over for hinanden og ikke skyde nogen noget i skoene. Og så skal jeg som politiker forstå og have respekt for, at sekretariatet er med til at gøre mig til en bedre politiker”, siger Jytte Bendtsen.
Jytte Bendtsen er med på dag to på kurset politisk forståelse. Her sidder hun i det sounding board, der hjælper deltagerne til at diskutere roller og vilkår i moderne politisk betjening. På politisk forståelse sætter vi fokus på på det kommunalpolitiske system, vilkår og særlige udfordringer, og deltagerne udvikler forståelsen for deres egen rolle som embedsmand, der yder politikerbetjening.