En af dem, der påbegyndte uddannelsen i foråret 2017, er Leif Storgaard, som er uddannet socialpædagog og familieterapeut og tilknyttet en specialskole. Han fortæller her om, hvad han har fået ud af at deltage på supervisoruddannelsen, der udbydes igen med holdstart i februar 2018.
Man skal supervisere ind i eget fag
Uddannelsens udgangspunkt er, at man skal supervisere ind i eget fag. Man kan med andre ord ikke uddanne generelle supervisorer.
– Det ville fx ikke være fuldt ud hensigtsmæssigt for mig at supervisere fagpersoner i psykiatrien eller socialforvaltningen, der ikke fungerer som pædagogisk personale. For jeg ved ikke nok om specifikke arbejdsgange, lovgivning, vilkår, og hvordan det i det hele taget er at sidde i den stol. Når jeg superviserer, trækker jeg på den rygsæk, jeg fagpersonligt selv har med mig. Det er fx heller ikke optimalt, at jeg superviserer ledergrupper, da jeg ikke selv har ledelseserfaring og kendskab til deres specifikke dilemmaer og udfordringer.
Sådan siger Leif Storgaard, der også mener, at uddannelsen bl.a. har hjulpet ham med at få øjnene op for det her med, at han ikke skal rådgive eller vejlede.
– Jeg skal supervisere. Uddannelsen er baseret på det oplevelsesorienterede, og det er ikke mig, der på forhånd skal bestemme, hvad supervisionen skal handle om. Jeg har ansvaret for rammen og for, at jeg i fællesskab med supervisanten indgår en gensidig kontrakt om indholdet. Jeg har så at sige lært at sidde på mine hænder. Uddannelsen ruster mig til ikke på forhånd at vælge en dagsorden og i stedet have øje for supervisanterne og deres vigtigste opmærksomhedspunkter, udfordringer og dagsordener.
Den gensidige kontrakt
En af de ting, Leif Storgaard fremhæver ved uddannelsen, er fokus på den gensidige kontrakt. Supervisionens mål er fagpersonlig udvikling og en sådan kan kun ske ved, at supervisanten indvilliger i at lade sig supervisere. Det er fundamentet for en bæredygtig supervision.
– På uddannelsen er der udover undervisning og praksisøvelser, også gode debatter og diskussioner om de dilemmaer, vi hver især møder i vores hverdag. Supervision handler om både faglig og personlig udvikling, og her har vi som fagpersoner en forpligtelse i forhold til at sikre, at vi inden en supervision afdækker i hvilken grad, der er tale om frivillig supervision. Så vi på den måde sikrer optimalt udbytte.
Leif Storgaard kommer med et eksempel, som også underviserne på uddannelsen fremhæver, nemlig plejefamilier. Her er praksis ofte, at plejeforældre skal modtage supervision, hvad enten de vil det eller ej. Og kan en udviklende supervision så overhovedet lade sig gøre?
Leif Storgaard synes, uddannelsen generelt tager fat i rigtig mange interessante og vigtige problematikker. For i en presset hverdag på arbejdspladsen eller i en supervisors ønske om at få supervisionsopgaver, kan det sagtens gå galt med den nødvendige fokus og kritiske vurdering af, at supervisionen foregår i rette rammer i forhold til frivillighed medvirken, om der er uklare/uheldige rollesammenfald supervisor/ledelse/supervisanter imellem på en arbejdsplads, eller om supervisionen faktisk er inden for supervisors kompetenceområde.
