Kære leder: Hold de varme hænder varme

Ledelse

01/05/2017 10:00

Medarbejderne i den offentlige sektor er under ekstremt pres i en hektisk hverdag, præget af opgaver med en stigende kompleksitet. Desværre genspejler kompleksiteten sig hverken i ledelsen eller organisationens måde at håndtere dagligdagen på.

De offentlige organisationer er pressede, indefra og udefra. Konstante reformændringer, varslede nedskæringer og organisationstilpasninger er blevet en integreret del af hverdagen – på linje med kaffebrygning og lønudbetaling.

COK på DenOffentlige

COK er redaktør for eget indhold på DenOffentlige, og udgiver artikler, debatindlæg, synspunker, pressemeddelelser og cases om offentlig ledelse og kompetenceudvikling. 

Læs mere om COK her. 

Læs mere om at blive redaktør her.

Den stigende kompleksitet og foranderlighed gør det sværere og sværere for medarbejdere og ledere at fastholde fokus på opgaven. I deres nød kigger medarbejderne ofte mod lederne og lederne mod HR, men sjældent føler nogle af parterne sig hjulpet. Disse kæder skal brydes, primært ved at klæde lederne på til at agere i den stigende kompleksitet.

Kompleksiteten – set fra medarbejderne
Fra min hverdag som organisationspsykolog og underviser i COK  ved jeg, at den stigende kompleksitet og foranderlighed ofte genspejler sig i medarbejdernes hverdag. Gårsdagens planlægning af dagens arbejdsopgaver kan kun sjældent gennemføres, endsige genbruges. Virkeligheden var en anden i går. Det betyder for nogle medarbejdergrupper og medarbejdere, at arbejdslivet bliver en konstant kamp om overlevelse – en daglig famlen i forandringerne.

Det er organisationerne ofte opmærksomme på, men i stedet for at tage udgangspunkt i den ændrede virkelighed, opfinder de ifølge Sten Visholm i stedet kortsigtede pseudokreative tiltag til at understøtte og afhjælpe medarbejderne. Disse tiltag er eksempelvis implementering af social kapital eller psykisk robusthed som alternativer til tidligere måder at samarbejde eller være kolleger på. Trods velmenende intentioner skaber disse tiltag imidlertid flere problemer for medarbejderne, end de løser.

For det første adresserer og medtænker disse tiltag sjældent det faktum, at forholdet mellem opgaver og ressourcer ikke længere er i overensstemmelse. For det andet indeholder disse tiltag sjældent løsninger på det, der er medarbejdernes problemer i en stigende kompleks hverdag, såkaldte dobbeltbind-situationer. Dobbeltbind-situationer opstår, når medarbejderen ikke kan gøre det ene rigtigt uden at gøre det andet forkert. Eksempelvis når sosu-assistenten skal bade fru Olsen på tre minutter – uagtet hendes syge hofte den pågældende dag. Bruger sosu-assistenten den nødvendige tid på at gøre fru Olsen i stand, vil tidsplanen skride og chefen være sur. Ignorerer sosu-assistenten fru Olsen og den syge hofte, tilfredsstiller hun sin chef, men er i samme moment i fare for at udhule egen faglighed og den mening, hun formentlig tilskriver sit arbejde. Med andre ord er sosu-assistenten “damned if she does, and damned if she doesn’t”.

Under sådanne forhold kan det opleves umuligt at lykkes som medarbejder.

Kompleksiteten – set fra lederne
En af de ledere, jeg samarbejder med, har udtrykt, at hun overvejer at sygemelde sig. Hun og den afdeling, som hun er leder for, har været igennem en længere forandringsproces. Igennem forandringsprocessen har hun afviklet workshops med henblik på afklaring af hovedopgaven, kortlægning af eksisterende samarbejdsformer og -relationer og etablering af nye. Mange tiltag, men lige lidt har det hjulpet. Mange af medarbejderne er fortsat utilfredse og føler sig utilstrækkelige i opgaveløsningen.

Værktøjskassen og energidepoterne er tomme, og som ansvarlig leder ser hun kun sygemeldingen som eneste udvej. I dnne leders fortælling er det tydeligt, hvorledes glæden og stoltheden i arbejdet gradvist er erstattet af utilstrækkelighed og apati. Forandringen er sket i takt med, at ethvert nyt tiltag til at forbedre medarbejdernes arbejdsvilkår er mislykket.

Værst for pågældende leder er det, at enhver retning, hun har udstukket for arbejdet, er blevet ændret af udefrakommende og særligt ovenfra-kommende kræfter. Som leder oplever hun, at sådanne kræfter underminerer medarbejdernes tillid til hende som leder og hendes ledelsesprojekt.

Under sådanne forhold oplever hun, at det er umuligt at lykkes – både som leder og som medarbejder.

Hvad er løsningerne?
Ifølge kompleksitetsteoretiker Ralph Stacey bliver verden dag for dag mere kompleks og uforudsigelig. Det samme er gældende for organisationer – private som offentlige. Til trods for denne kendsgerning synes lederne kun stadig mere stålsatte i troen på, at de kan forudsige fremtiden og planlægge sig selv og organisationer i bestemte retninger. Dette modsætningsforhold er åbenlyst problematisk, og gør utilfredsheden hos medarbejderne overdøvende, særligt når medarbejderne og deres ledere gang på gang opdager, at strategierne og visionerne bliver overhalet af virkeligheden.

Løsningen bliver ifølge Stacey at erstatte ønsket om at forudsige og planlægge med evnen til at rumme, acceptere og anvende foranderligheden som ledelsesprincip. Lederen skal således trænes i at tænke i forskellige tempi – til gavn for både lederen og medarbejderne.

Lad mig være klar. Jeg tror ikke på, at dilemmaerne i medarbejderne og ledernes hverdag bare er tankespind. De forsvinder ikke ved at sige ”pyt”, for problemerne opleves af alle parter som meget virkelige. På den måde er leder og medarbejder fanget i et forbundet lidelsesfællesskab.

Det er dog ledernes ansvar at italesætte og håndtere misforholdet mellem ressourcer og opgaver – uden at stille sig på medarbejdernes side og gøre systemet til fjenden, fordi de i situationen ikke kan håndtere deres egen afmagt.  

Medarbejderne har brug for ledere, som ikke reducerer kompleksiteten, men i stedet formår at navigere mellem modsatrettede forhold – mellem stabilitet og fornyelse, mellem langsigtede strategier og realiterne – uden at tabe blik for nogle af delene. Doublebind-situationer kan først håndteres, når de italesættes og bringes i spil. 

Det, jeg slår et slag for, er, at vi i stedet for at kræve mere og mere af de varme hænder og deres ledere, møder dem i det, der er deres virkelighed – og giver dem tid og rum til at tale om det, der er svært. Først da har vi grundlag for at skabe varige forandringer og et positivt arbejdsmiljø, som i sidste ende styrker den enkelte og sikrer, at de varme hænder forbliver varme.

I den virkelighed vil lederen i min historie fortsætte sit gode arbejde et par år endnu, og medarbejderne vil få mulighed for at føle sig mere tilstrækkelige. 

Læs mere om Jakob Thorsens kursus hos COK: www.cok.dk/opdag-handter-borgerkontaktens-svaere-folelser-0

Mest Læste

Annonce