På den ene side skal man som leder altså være praksisnær og udleve værdier, vision og identitet i sin ledelsesmæssige gerning.
På den anden side skal man også forpligte sig på, at vision og værdier skal afspejle noget, der rækker ud over den enkelte leder – som giver mening både internt og eksternt i organisationen.
Man risikerer derfor hurtigt at kunne ende i et paradoks: At forpligte sig på sin praksisnære tilgang og samtidig forankre praksisnærheden i overordnede principper, der ikke fuldstændig definerer den ledelsesmæssige praksis, man ønsker at udfolde i sin hverdag.
Logikken ser ud til at være, at det lader sig gøre at udvikle et fælles sprog og en fælles identitet samtidig med, at man giver det individuelle og det særegne plads.
Sympatisk. Men svært at udleve i praksis.
Derfor anbefaler Ledelseskommissionen også, at man finder, udvikler og forankrer et personligt ledelsesgrundlag. Dels giver det en praksisnærhed, hvor lederen som menneske er fremtrædende og ikke ’kun’ er identificeret ved sin faglighed, ledelsesmæssige portefølje og erfaring. Dels giver det plads til det individuelle aspekt, som ifølge Ledelseskommissionen er afgørende.
Men det kan være en svær mission, hvis man ikke tidligere har arbejdet med sin personlige ledelsesmæssige identitet. Af flere årsager:
For det første opbygges ledelsesmæssig erfaring over tid. For den unge leder uden den store praktiske erfaring kan det være svært at pege på centrale værdier, som er substantielle for vedkommende. Og hvis de ikke er (er)kendte, er det i sagens natur svært at udleve dem.
For det andet er der risiko for, at man som leder kommer til at overtage værdier fra ledelseskollegaen, teamet eller organisationen. Værdier, som er både sympatiske og velmente – men ikke integrerede, og dermed ikke personlige.
Og for det tredje vil en fagligt stærk leder med værdier dybt forankret i sit fag risikere at komme til kort, når fokus skifter fra faglig ledelse til personlig ledelse. Vedkommende vil hurtigt opleve, at faglige værdier er svært integrerbare med den virkelighed, vedkommende skal lede i.
Fra ledelsesgrundlag til grundlæggende ledelsestænkning
Det gode spørgsmål er, hvordan man som offentlig leder kan kombinere praksisnærhed med forankring i organisatoriske værdier, som ikke nødvendigvis korresponderer fuldstændigt med ens egne?
Man kan skifte tænkning fra at finde sin identitet til at opnå indsigt i den.
At man undlader at lede efter noget, der definitorisk kendetegner én som leder og i stedet søger indsigt i sin måde at lede på gennem det personlige, faglige og identitetsmæssige arbejde vel vidende, at den indsigt konstant er til diskussion, underlagt ændringer og præget af forandringer.
Denne indsigt tilbyder noget stabilt, som i samme åndedrag alligevel er usikkert og dynamisk. Det er naturligvis et paradoks, at noget er stabilt og dynamisk på samme tid – men ikke desto mindre er det netop i dette paradoksale felt, at en dygtig leder lykkes med at navigere mellem det individuelle perspektiv og de organisatoriske værdier – og tillader begge dele at sameksistere.
Det praktiske spørgsmål er naturligvis, hvordan man griber denne proces an. Her kan ledelsesfilosofien være en hjælp. Det ledelsesfilosofiske perspektiv giver adgang til at konkretisere den individuelle identitet som leder, de personlige værdier og den ledelsesmæssige substans – og giver således et praksisnært perspektiv på, hvad der er vigtigt i sit personlige lederskab.
Ved at arbejde med det filosofiske aspekt bliver det muligt at forankre, undersøge og være kritisk nysgerrig på, hvorvidt ens ledelsesfilosofi repræsenterer grundlæggende måder at handle og tænke på. Det vil sige, at den ikke blot tilgodeser ens egen måde at være leder på, men at man også har reflekteret over, hvordan værdier, praksis, identitet, tænkning og handling er forankret i noget alment gyldigt, som rækker ud over egen personlige filosofi, praksis og tilgang.
Helt konkret kan det paradoks, der viser sig i spændet mellem Ledelseskommissionens ønske om praksisnær ledelse og behovet for at forpligte sig på organisationens overordnede værdier, håndteres ved at være bevidst om de forskellige måder at tænke på, som netop filosofien konstant arbejder med.
Ledelsesfilosofien og den filosofiske tilgang tilbyder med andre ord en mulighed for at identificere og udvikle et personligt ledelsesgrundlag, der på en og samme tid er forankret i sig selv og eksponeret for en høj refleksiv kompetence – både principielt og i praksis. Vel at mærke på en måde, der samtidig giver mulighed for at adressere nogle af de komplekse sammenhænge, som offentlige ledere i stigende grad møder som følge af øget kompleksitet i opgaveløsningen, det borgernæreperspektiv og konstante krav om ny- og samtænkning.
Fakta: Niels Jakob Harbo er cand.mag. og filosof. Som konsulent og underviser arbejder han for at gøre filosofien brugbar og anvendelsesorienteret uden at gå på kompromis med filosofiens evne til kontinuerlig og logisk stringent tænkning. Niels Jakob Harbo underviser bl.a. på diplommodulet Ledelse og ledelsesfilosofi hos COK.
