Formand for Frivilligt Forum, Johs Bertelsen, savner en mere samfundskritisk socialdebat.

Johs. Bertelsen: Vi må genopfinde den kritiske socialdebat

Der er sket en stadigt stigende afkobling af visionen bag og realiseringen af velfærdsmodellen til en ren administration af modellen, skriver formand for Frivilligt Forum, Johs. Bertelsen, her.

Hvad er din diagnose af socialdebatten anno 2014?

Debatten mangler en sammenhængende samfundsmæssig analyse/teori og foregår derfor i en række del-debatter baseret på en blanding af forargelse, moralisering og populisme. Det er en debat alle kan hoppe ind i og ud af, både som medier, politikere og NGO'er, alt efter hvilke hensigter man har med debatten, men alle med den udmelding, at man er på de svage borgeres side.

De samfundsmæssige rammer for en kritisk socialpolitisk debat

Læs mere om konferencen og tilmelding her

Debatten kan imidlertid ikke levere troværdige svar på de sociale problemer, og derfor oplever mange borgere utryghed og magtesløshed, hvilket fører til let spil for de populistiske svar.

Hvad er forskellen mellem i dag og for 10 år siden?

På mange måder er situationen den samme, men skærpet i den forstand, at leveringen af socialpolitiske løsninger bliver stadigt vanskeligere. Årsager/udfordringer som globalisering og individualisering er alle enige om. Det vigtigste socialpolitiske redskab for såvel den borgerlige regering som den nuværende regering er brugen af beskæftigelsespolitikken som incitamentspolitik. Fra welfare til workfare.

Situationen er dog ændret ved, at vi har fået større kommuner og, at Socialdemokratiet og venstrefløjen ikke som for 10 år står for løsningen og håbet om, at de kunne bidrage til at ændre på ”den nødvendige politik”.

Kunstprojektet Fuck the Poor af Marc Trensig er eksempel på nye veje i den socialkritiske debat. Først stilles teltene frem, dernæst foræres de til byens hjemløse. Foto: Oya Metin

Tværtimod betyder de nye storkommuner og den nuværende regerings ”fastlåsning” af ”den nødvendige politik”, at en alternativ socialdebat både hvad angår lokale perspektiver og hvad angår nationale/globale perspektiver har stadigt vanskeligere ved at løfte et perspektiv udover at det går ud over de svage borgere.

Hertil kommer en stigende éndimensionalisering af socialdebatten. Den sociale kritik mister mere og mere karakter af en alternativ stemme/vision i de samfundsmæssige løsninger. Både ministerierne, konsulentfirmaerne, storkommunerne og til en vis grad de store NGO'er beskæftiger i dag i stor stil veluddannede akademikere som er uddannede i at foretage samfundsanalyser og –beskrivelser, men som samtidig er trænede og uddannede til, at løsningen skal ske på ”den nødvendige politiks” præmisser.

Hvorfor er det vigtigt at have en kritisk socialdebat?

En kritisk socialdebat er af afgørende betydning for at sætte pejlemærker for den samfundsmæssige udvikling. En kritisk debat bør ikke kun handle om økonomisk politik og socialpolitik, men bør løbende sætte samfundets værdigrundlag til debat.

Den rolle havde det økumeniske arbejde og de mange kristne NGO'er i høj grad i slutningen af 18-hundredtallet og starten af det 20. århundrede. Her blev i høj grad sat en dagsorden for den danske velfærdsudvikling i et spændende samspil med såvel socialistiske idéer som andelsbevægelsens idéer om fælles produktion og folkeoplysning.

I disse år savner vi en kritisk social debat, som er i stand til at sætte pejlemærker for en anden ”nødvendighedens politik”, end den såkaldte ”nødvendige politik”.  Pejlemærker med visioner for sociale og miljømæssige løsninger, og pejlemærker, som både politikere og borgere har mod på at udfolde i samfundsmæssige løsninger.

Hvad er din oplevelse af medierne?

Konsekvensen af fokus på personhistorier og populisme er kortsigtede løsninger, som ikke ændrer på de grundlæggende problemer.

Konsekvensen er samtidig en udbredt politikerangst for skandaler med det resultat, at vi har fået meget udbredt kontrolsystem, som skal sikre, at ansvaret altid kan placeres det rigtige sted i systemet. Heraf følger endvidere kravet om evidens, så man kun tør afprøve løsninger, som man ved virker.

I denne sammenhæng marginaliseres den kritiske sociale debat:

- den sælger ikke på samme måde som personhistorier

- den er for kompliceret for både medier og politikere

- den fremstilles som ”uansvarlig” modsat ”ansvarlige” politikeres prioriteringer

Kan du give et eksempel på en mediehistorie, der underbygger dine pointer?

Historien om Dovne Robert gav alt for let spil for alle moraliseringer og fordomme, og gav ikke plads til at rejse en relevant debat om incitamentspolitikken som socialpolitisk virkemiddel.

Her burde være plads til en diskussion om sammenhængen mellem borgerens samfundsmæssige deltagelse og borgerens motivation hertil. Det er en debat, som handler om pædagogik, meningsfylde, deltagelse og ejerskab, og som ikke kun er relevant i forhold til beskæftigelses- og socialpolitikken, men i det hele taget i forhold til at føle ejerskab til samfundet og den politik, som driver det.

Kan du nævne en eller flere politiske sager, hvor en kritisk socialdebat er savnet?

Her må jeg igen nævne incitamentspolitikken. Reformerne, som betyder to år på dagpenge og hårde betingelser for at få kontanthjælp samt beskæring af kontanthjælpsydelserne for unge mellem 25 og 30 år, har mødt lidt sporadisk modstand fra venstrefløjen, socialarbejdere og NGO'er, men der har ikke været en kritisk social debat bag hele menneskesynet bag denne måde at enten motivere eller marginalisere borgerne på.

Især incitamentspolitikkens konsekvenser i form af marginalisering af svage borgere har mødt meget lidt bevågenhed. Her lever vi et 5/6-samfund, hvor den sidste sjettedel efterhånden betragtes som en nødvendig omkostning for, at vi andre 5 sjettedele kan have det stadigt bedre. Baggrunden herfor er jo en indgroet vækstfilosofi, som den kritiske sociale debat har meget vanskeligt ved at stille noget op overfor med det resultat, at sådanne reformer har held til at glide igennem uden noget folkeligt oprør.

Med en tidligere LO-formands omskrevne ord, har den danske velfærdsmodel sejret ad ....?

Nej den har desværre tabt, fordi vi ikke har forstået at bygge videre på den fortælling og vision, som lagde grunden for den. Der er sket en stadigt stigende afkobling af visionen bag og realiseringen af velfærdsmodellen til en ren administration af modellen. De nuværende administratorer kan desværre kun administrere og magter ikke at være visionære og at udvikle modellen. Et fænomen, som også ses i mange virksomheder, som har succes med et produkt. Hvis de ikke magter at udvikle nye produkter går virksomheden ned.

Billedet er bare ikke analogt. For velfærdsmodellen handler det ikke bare om at vækste, snarere tværtimod. Her handler det om en gennemgribende debat om, hvordan vore menneskelige værdier kan kombineres med nye produktionsformer og fordelingsmæssige udfordringer på en måde, så vi både kan se os selv og de kommende generationer i øjnene.

Derfor har en kritisk socialdebat ikke overlevet sig selv.

Hvad er fortællingen og visionen bag velfærdsstaten set med dine øjne?

Fortællingen er primært vokset ud fra to fortællinger:

  1. Den kristne, som siger, at over for Gud er vi alle lige, og at du skal elske din næste som dig selv bl.a. eksemplificeret i ”den barmhjertige samaritan”

  2. Den socialistiske, som siger, at når vi alle er med til at producere værdierne i samfundet, skal vi også dele dem lige. Og hvis du som borger ikke er i stand til producere skal samfundet sikre dig, da du ikke selv er skyld i dine manglende evner eller handicap.

Ud af dette er der udviklet en masse politisk filosofi og teori med forskellige bud på, hvordan fortællingen og visionen skal realiseres i praksis. Og man kan vel sige, at den kritiske teoris og den sociale debats rolle har været og til enhver tid er at holde praksis op mod visionen.

Samtidig er det måske her den største udfordring ligger begravet, nemlig en fælles besindelse på, hvad et godt samfund går ud på, og hvordan det realiseres. Her er den kristne og socialistiske tilgang efterhånden neutraliseret til idéen om menneskerettigheder, men da disse er uden en national social eller kulturel/eksistentiel referenceramme, danner de kun i ringe grad basis for en ny fortælling, som kan være basis for folkelig opbakning.

Den kritiske debats krise hænger således også sammen med, at en ny kritisk teori har vanskeligt ved at finde et fast fundament at stå på og dermed udgangspunkt for en fortsat/ny fortælling.

 
Emneord: Socialkrise, Socialkrisen, Frivilligt Forum, Socialdebat, Velfærdsdanmark, Udsatte, Fattige
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1828 | Events: 7 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også