Ville vi finde plads til Maria og Jesus?

Europa

23/12/2018 19:46

Kofoeds Skole

Vi kan ikke løse alle verdens problemer, men vi kan heldigvis heller ikke lade være med at prøve. For der sker jo noget med os, når vi møder et menneske, der ikke har fået plads i herberget.

 

Af Robert Olsen, forstander på Kofoeds Skole

Når vi samler familien og fejrer, at Jesus blev født, sætter vi os i den stik modsatte situation af de omstændigheder, han blev født under. Jesus kom til verden som hjemløs. Vi fejrer ham ved at samle os i familiens skød eller på en varmestue, et herberg eller andre steder, hvor der er åbent og inkluderende.

Noget af det helt særlige ved juletiden er, at hér kan man opleve, at der er vilje til at give og plads til at rumme hos rigtig mange mennesker. Men da Josef og Maria i sin tid ankom til Betlehem, fik de at vide, at der ikke var plads på herberget. Man kan lige forestille sig Josef stå og argumentere for, at der burde kunne findes plads, med henvisning til Marias store mave. Men det var der ikke. De måtte overnatte i en stald, hvor Maria Julenat nedkom med Jesusbarnet. Men der var ikke plads til dem i herberget.

Sætningen er blevet hængende i vores kollektive bevidsthed gennem århundreder. Den fortæller nøgternt om en realitet - og udfordrer samtidig vores ansvarsbevidsthed og medfølelsesevne. Der burde jo være plads til dem! Hvorfor var der ikke pladser nok? Hvorfor var der ikke to af gæsterne på herberget i Betlehem, som afgav deres plads til en højgravid kvinde og hendes mand?

Det er spørgsmål, som gennem mange århundrede har trængt sig på, når vi læser juleevangeliet for hinanden. Men også spørgsmål, som trænger sig på hver dag - hele året rundt.

For realiteten er jo, at der ikke er plads til alle i herberget. Det gælder både det helt konkrete spørgsmål om plads på vores herberger for hjemløse. Det gælder mennesker, som befinder sig i en udsat situation, fordi de ikke kan forsørge sig selv via arbejdsmarkedet. Og det gælder den globale situation, vi befinder os i, hvor mennesker migrerer på tværs af både grænser og kontinentalsokler for at komme væk fra sult, nød, krig, fattigdom og forfølgelse.

Vi ved godt, at vi ikke kan løse alle verdens problemer, men vi kan heldigvis heller ikke lade være med at prøve. For der sker jo noget med os, når vi møder et menneske, der ikke har fået plads i herberget.

Tag dette eksempel fra mit arbejde: Jeg mødte G., han var flygtet fra sit hjemland i Afrika til Italien. Her arbejdede han illegalt på en frugtplantage til en lav løn. En lokal konflikt fik italienske beboere i området til at brænde de illegale arbejderes barakker ned. 3 dage efter jeg havde læst om denne begivenhed i en avis, mødte jeg G. på et dansk herberg. Han havde hørt, at der var arbejde at få i Danmark og gode muligheder. G. blev en af de flere og flere migranter, der findes på det grå/sorte arbejdsmarked. G. havde ikke en chance på et offentlig finansieret herberg, og han havde kun ringe chancer for at få en arbejds- og opholdstilladelse. For G. blev løsningen en periode med løst, grå/sort arbejde i Danmark. Han skulle jo overleve.

Realiteten er, at der ikke er plads til mennesker som G. i ’herberget’ Danmark. Det har vores folkevalgte politikere vedtaget ved lov, og vores lovgivning følger i det store og hele de internationale konventioner og retningslinjer. Men i midt møde med G. oplevede jeg, som medmenneske, at det var forkert, at hjemløse, udenlandske migranter i København kun skal opleve en lukket dør.

Hvis Josef og Maria skulle komme til København i dag, ville de faktisk heller ikke kunne få en plads på et offentligt herberg. Heller ikke selvom der var ledige pladser. De ville mangle en opholdstilladelse og et cpr-nummer, og hvis disse ting ikke er i orden, får man ikke plads på et offentligt dansk herberg i dag. Sådan er realiteten.

Men heldigvis er realiteten også til forhandling. Som for eksempel når kirkelige og andre frivillige organisationer, som udfører socialt arbejde, gør opmærksom på forskellige problemstillinger og handler. Både ved at gøre noget for den enkelte hjemløse migrant og samtidig gøre opmærksom på, at verden lige uden for vores dør ændrer sig, og at nye sociale problemer opstår. Og det lykkes jo faktisk af og til at få ændret på realiteterne, når nogen taler de svagestes sag.

Spørgsmålet er vel i virkeligheden, om vi vil give hinanden plads.  Både i det nære og i det samfundsmæssige er der god mulighed for at skabe plads og rummelighed, hvis viljen og det personlige engagement er til stede. Direktør i Boligselskabet KAB, Jesper Nygaard, skrev på et tidspunkt i et debatoplæg, at det handler om at ”fastholde og udvikle”. Fastholde de gode sider ved vores velfærdssamfund og udvikle de sider af samfundet, hvor der er behov.

Flere har gennem tiderne brugt udtrykket ”Et samfund skal måles på, hvordan det behandler de svageste".

 I juletiden rykker vi sammen og finder plads til hinanden, og selvom der ikke var plads i herberget til Josef, Maria og Jesusbarnet – ja, så var der jo altså nogen, som gav dem plads i en stald.

Robert Olsen er forstander på Kofoeds Skole. Han har i 18 år været forstander på Mændenes Hjem. Han er medlem af Rådet for Socialt Udsatte og Formand for Frivilligrådet i København Kommune.

 

Mest Læste

Annonce