En ny maskine er dukket op.
Lige nu læser andre
De fleste kender det.
Man er på jagt efter den perfekte avocado, men indimellem ender jagten dog med en skuffelse, når avocadoen skæres op i køkkenet, og realiteterne bliver tydelige.
Avocadoen har måske mørke pletter, er blevet trykket, eller mangler et par dage, før den er helt spiseklar.
Det er en naturlig irritation, som Salling Group med Bilka, føtex og Netto i mange år har forsøgt at løse.
Nu skal en ny teknologi gøre en ende på udfordringen, når Bilka bliver som den første danske dagligvarekæde står klar med en avocadoscanner, der med et kamera kan scanne avocadoen og kategorisere den i tre niveauer:
Læs også
“Overmoden”, “Bør spises om et par dage” eller – som alle ønsker den – “Spiseklar”.
Scanneren måler avocadoens modenhed på få sekunder. Kunderne placerer blot frugten mod scanneren og får straks en konkret vurdering.
“Vi lever af glade og tilfredse kunder, og det er vores vigtigste opgave at sikre, at de har lyst til at besøge vores butikker igen næste gang, indkøbene skal klares. Derfor har det i mange år irriteret os, at vi ikke helt har knækket koden med at levere de bedste avocadoer til vores kunder,” siger Lennart Hinge, der er indkøber i Salling Group, og fortsætter:
“Sammen med vores avocadoleverandør Nature’s Pride, arbejder vi målrettet på at sikre kvalitet og smagsoplevelse for kunden, og vi tror på, at vi er kommet det et skridt nærmere med vores nye scanner, der skal hjælpe kunderne med at finde de bedste avocadoer.”
Avocadoscanneren har flere fordele, bl.a. fordi kunderne nu kun vælger de avocadoer, de har brug for i stedet for at købe et par ekstra for en sikkerheds skyld, hvis nu en eller flere skulle være dårlige.
Læs også
Desuden bidrager den samtidig til en bedre kvalitetsstyring i butikken, og håbet er, at scanneren kan forhindre, at kunderne selv vurderer avocadoernes modenhed og generelle beskaffenhed ved at klemme på dem – tryk på avocadoen er nemlig en af de største kilder til ødelagte avocadoer.
Det er den hollandske virksomhed OneThird, der leverer både scanneren og teknologien bag. På sigt er det planen, at scanneren skal rulles ud i flere af Salling Groups butikker.
“Som altid er det kunderne, der afgør, om det, vi tilbyder, bliver en succes. Derfor bliver deres tilfredshed – eller mangel på samme – det vigtigste pejlemærke for, om og i hvilket omfang scanneren skal udrulles,” siger Lennart Hinge og fortsætter:
“Vi kan ikke give nogen ultimative garantier, men vi tror på teknologien og glæder os til at teste denne produktinnovation sammen med vores kunder.”
Den første scanner er placeret i Bilka Tilst og kan benyttes fra i dag 27. oktober.