“Vores investering betyder, at vi styrker pant- og retursystemets effektivitet.”
Lige nu læser andre
Siden januar 2023 har Dansk Retursystem været i gang med at bygge en ny fabrik i Fredericia, der kan modtage og sortere de mange dåser og flasker, forbrugerne panter i automater, butikker og på pantstationer.
I dag indvies den 13.000 kvm. store fabrik, der skal fremtidssikre det danske pant- og retursystem:
“Emballageområdet udvikler sig meget hurtigt i disse år, og vores opgave er sikre en moderne, cirkulær infrastruktur, hvor dåser og flasker bliver indsamlet, sorteret og genanvendt i højeste kvalitet,” siger Kasper Qvant Schmidt, der er administrerende direktør i Dansk Retursystem.
“De stigende mængder af pantemballage betyder, at vi er vokset ud af vores nuværende rammer i Vestdanmark. Derfor har vi bygget en ny, højteknologisk fabrik i Fredericia med større kapacitet, som udgør en vigtig milepæl i vores 25-årige lange historie.”
I 2024 returnerede forbrugerne 2,1 milliarder tomme flasker og dåser, hvilket er en markant stigning siden 2019, hvor 1,4 milliarder tomme drikkevareemballager kom retur.
Læs også
Det betyder, at forbrugerne hver dag returnerer 5,8 millioner tomme dåser og flasker – eller hvad der svarer til, at hver dansker panter knap én emballage dagligt.
Panteemballager genanvendes til nye flasker og dåser
Dansk Retursystem indsamler og sorterer de tomme plast- og glasflasker samt aluminiumsdåser, forbrugerne panter, og afsætter dem til genanvendelse på det europæiske marked.
I dag kommer 93 procent af emballagerne retur, mens 99,7 procent af de emballager, der genanvendes, bliver til nye dåser og flasker igen.
“Indsamlings- og sorteringsanlægget er state-of-the-art for pantemballage i Europa og automatiserer en meget stor del af vores processer. Vores investering betyder, at vi styrker pant- og retursystemets effektivitet, øger kapaciteten og sikrer, at vi kan fortsætte med at levere sorterede emballager i så høj kvalitet, at flasker og dåser kan blive til nye igen i ‘closed loop’ – til glæde for forbrugerne, producenterne og den grønne omstilling,” siger Kasper Qvant Schmidt.
Fabrikken i Fredericia vil have 120 ansatte, når den er i fuld drift.
Læs også
Indvielsen finder sted i dag den 6. november kl. 11-13 på Bundgårdsvej 6, 7000 Fredericia.
Fakta
- Siden 2019 er antallet af tilmeldte drikkevareemballager næsten fordoblet (31.700 drikkevareemballager i 2019 stigende til 62.578 i 2024).
- 92 procent af forbrugerne synes, pantsystemet er en god ide.
- På mindre end tre år – fra de første streger blev tegnet – er den nye fabrik klar til indvielse og de nye højautomatiserede procesanlæg klar til drift.
- Dansk Retursystem har uddannet procesoperatører på forhånd, så fabrikken er klar til at køre fra dag ét.
- Fabrikken er automatiseret og så højteknologisk, at de fleste anlæg kan styres af én enkelt person.