Flere i familien får ønskerne opfyldt, men ikke manden.
Lige nu læser andre
Vil du vide, hvordan det føles at vinde en million i Lotto?
”Et smil på læben og en lettelse i kroppen, når man havde glemt det, men lige kommer til at tænke på det.”
Det fortæller en kvinde fra Aalborg Kommune, som har været så heldig at vinde den store gevinst på 1.000.000 kroner i Lotto.
”Det er det største. Det er uvirkeligt, men når man så kniber sig i armen, så er det alligevel virkeligt. Jeg er glad og taknemmelig,” fortæller kvinden, der godt vil være anonym.
Hun fortæller, at hverdagen har været lidt anderledes, lige siden pengene gik ind på kontoen.
Læs også
”Det kedelige er, at vi betalte resten af huslånet ud, så nu er vi gældfri, men der er stadig mange penge tilbage. Vi fik en ekstra god sommerferie, hvor vi skruede op for luksussen, hvor vi normalt ville have sparet lidt væk. Og i stedet for en enkelt uge, så tog vi to uger og på et lidt bedre sted og med flere restaurantbesøg,” lyder det fra kvinden.
Også efter ferien har der været lidt mere flødeskum på dagligdagen end normalt.
”Så køber vi os lige til nogle flere ting i det daglige hamsterhjul. Så køber vi lidt lækker mad til fredag og lørdag,” siger hun og fortæller, at hun også er begyndt at glæde andre i sin omgangskreds.
”Arh, det er de små ting. Meget beskedent. For eksempel kan jeg finde på at sende en ekstra buket blomster til min gamle mor. Sådan en koster jo snildt 500 kroner, så det gjorde jeg ikke før. Det er de små ting, som glæder andre helt enormt meget. En ekstra opmærksomhed, som min mor kan sætte pris på på en helt almindelig og kedelig regnvejrsonsdag,” siger hun.
Også familiens yngre medlemmer har på samme måde nydt godt af lidt ’ekstra opmærksomhed’.
Læs også
”Mine niecer og nevøer ved ikke, at jeg har vundet, men de får større gaver, og den anden dag fik ungerne nye sneakers. Det syntes jeg bare, at de skulle have,” fortæller kvinden.
Der ER dog en grænse for de gode gerninger – og den rammer i første omgang hendes egen mand.
”Jeg ved, at min mand drømmer om at have en stor Porsche holdende i indkørslen, meeeen…. det må blive en anden gang,” slår hun fast med et grin.