“Det betyder rigtig meget for os.”
Lige nu læser andre
Der var fynsk dominans, da Ostehandlerforeningen for Danmark og FødevareDanmark mandag afviklede fagkonkurrencen Danmarks bedste ostedelikatesser på fødevaremessen Foodexpo i Herning.
Steensgaard i Odense løb med sejren i hele to ud af tre kategorier og kunne dermed tage hjem med titlerne for Danmarks bedste rygeostsalat samt Danmarks bedste rørte flødeost med hvidløg.
Konkurrencen blev afviklet som en publikumskonkurrence, hvor det var messens besøgende, der smagte på produkterne og afgav deres stemmer.
Det gjorde sejren ekstra særlig for indehaver Maria Harring Clemmensen, der modtog prisen sammen med sit personale.
“Det betyder rigtig meget for os. Vi lægger mange kræfter i at udvikle og forfine vores produkter i hverdagen, så det er en stor anerkendelse at få fra dem, der smager og køber varerne. Det gør os både stolte og motiverede til at fortsætte arbejdet,” siger hun.
Læs også
Højt niveau og stærk konkurrence
Hos FødevareDanmark ser man konkurrencen som et stærkt udstillingsvindue for det danske ostehåndværk.
“Det er både spændende og relevant at samle nogle af landets dygtigste ostehandlere og lade dem dyste på deres specialiteter. Det giver en god anledning til at holde egne produkter op mod andres. Det er noget, der både skærper fagligheden og udvikler håndværket,” siger direktør Leif Wilson Laustsen.
Han fremhæver samtidig det høje niveau blandt deltagerne.
“Niveauet har været rigtig højt, og det er tydeligt, at der bliver arbejdet seriøst med kvaliteten ude i butikkerne. Det lover godt for fremtiden for det specialiserede ostehåndværk i Danmark.”
I alt blev 20 ostedelikatteser bedømt i forbindelse med konkurrencen.