Det gælder om at reagere i tide.
Den 31. maj 2026 er sidste dag, hvor 1000-kronesedler og ældre sedler kan indløses hos Nationalbankens tre indleveringssteder. Derefter er sedlerne værdiløse.
”Nu er det sidste chance. Der er kun seks uger til, at 1000-kronesedler og ældre sedler bliver værdiløse,” udtaler Niels Kaas, der er hovedkasserer i Nationalbanken, og fortsætter:
“Det er vigtigt for os, at så mange som muligt er bekendt med denne frist, så dem, der har sedlerne, kan tage stilling til, om de vil beholde dem som samleobjekter eller indløse dem.”
Nationalbanken gør nu ekstra meget for at oplyse danskerne om, at de skal til at reagere:
“Derfor sætter vi en slutspurt ind for at sikre opmærksomhed på, at sedlerne nu også bliver værdiløse over for Nationalbanken,” lyder det videre fra Niels Kaas, der tilføjer:
“Vi opfordrer alle, der har ugyldige sedler liggende og ønsker at indløse dem, til at afsætte god tid til indleveringen og ikke udskyde besøget til sidste øjeblik. Hvis man har mulighed for det, kan man med fordel lægge vejen forbi indleveringsstederne i Aarhus, Odense eller København uden for de travleste tidspunkter, som er hverdage mellem kl. 16 og 18.”
Nationalbanken annoncerede for knap to et halvt år siden udfasningen af 1000-kronesedlerne og seddelserierne fra 1944, 1952, 1972 og 1997.
Sedlerne blev ugyldige som betalingsmiddel i butikker den 31. maj 2025, og siden har borgerne haft mulighed for at indlevere sedlerne til en af Nationalbankens tre indleveringssteder.
I alt er der indleveret sedler for 21,1 milliarder kroner siden 30. november 2023. Siden årsskiftet har de tre indleveringssteder modtaget 9.257 indleveringer til en værdi af i alt 46 millioner kroner.
Der er nu seks uger tilbage til at indlevere de resterende 3,3 milliarder kroner, som snart bliver værdiløse.
Efter den 31. maj er det kun sedlerne i den nuværende 2009-seddelserie, der har værdi og er gyldige som betalingsmidler i Danmark og Grønland.
Sådan indleverer du sedler
Det er muligt at indlevere sedlerne i tre FOREX-butikker i Aarhus, Odense og København.
De tre FOREX-butikker, der fungerer som Nationalbankens indleveringssteder for de indkaldte sedler, er:
- Aarhus: Banegårdspladsen 20, Aarhus C
- Odense: Rosengårdcentret, Ørbækvej 75, Odense SØ
- København: Nørre Voldgade 90, København K.
Indleveringsstederne modtager kun sedler, der ikke har kunnet bruges i butikker efter 31. maj sidste år, og som bliver helt værdiløse efter 31. maj 2026.
Indløsning af kontanter kræver, at du udfylder en skriftlig erklæring og fremviser bl.a. gyldigt billed-id, ligesom der kræves fysisk fremmøde på indleveringsstedet.
Det gælder, uanset om du er dansk eller udenlandsk borger eller virksomhed.