Nu er der nyt fra Nets.
Mange danskere har fået nye vaner ved kassen de seneste år.
Telefonen er allerede i hånden, når kaffen skal betales, eller når der handles ind efter arbejde.
Derfor er det også ganske naturligt, at danskerne i høj grad bruger den til at betale med.
Generelt er flere bare blevet vant til at klare hverdagen uden at have sedler og mønter i lommen.
Nu viser nye tal fra Nets, at kontanterne virkelig bliver sat til vægs af øvrige betalingsformer.
Færre kontanter
Kontanter fylder langt mindre hos danskerne end tidligere.
I pandemiåret 2020 svarede 17 procent, at de aldrig bruger kontanter, og den andel er nu steget til 28 procent.
Kontanter har i en lang årrække været på retur i Danmark, og ifølge Nets’ nye betalingsrapport bruger kun knap 14 procent af danskerne kontanter som betalingsmiddel i løbet af en gennemsnitlig måned.
Til sammenligning anvender 48 procent af forbrugerne i Tyskland og 50 procent i Italien fortsat kontanter i en gennemsnitlig måned, selvom udviklingen her også peger mod færre kontante betalinger.
Danmark er nu næsten på niveau med Sverige og Norge, hvor kontantforbruget er blandt de laveste i verden, og hvor blot 10 procent i Norge og 12 procent i Sverige, brugte kontanter sidste år.
Kort dominerer fortsat
Kortbetaling er fortsat det mest udbredte betalingsmiddel i den fysiske handel. 79 procent af danskerne brugte kort i en gennemsnitlig måned sidste år.
Samtidig er mobilbetalinger i stærk vækst både i butikker og online.
Seks ud af ti danskere betalte med mobilen i fysiske butikker i løbet af en gennemsnitlig måned – primært via Apple Pay og Google Pay. Også MobilePay bruges i stigende grad i den fysiske handel.
“Digitale betalingsvaner har for alvor gjort deres indtog i den fysiske handel og drives primært af bekvemmelighed. Mobilen er allerede ved hånden, hvilket gør betalingsprocessen hurtigere og nemmere,” siger Rikke Madsen, der er chef for vækst i Norden hos Nets, og fortsætter:
“61 procent af danskerne betaler med mobilen i butikker, og særligt blandt de yngre er mobilen det foretrukne valg hvor 83 procent under 40 år benytter mobilen. Kun 50 procent over 40 år benytter mobilen.”
Online shopping er blevet almindeligt
91 procent af danskerne shopper online. Det understreger den udvikling, der har været i gang i mange år og det interessante er ikke længere, om forbrugerne handler online, men hvordan de gør det.
“Mobilen er den foretrukne enhed til online shopping for størsteparten af forbrugerne, mens computeren fortsat spiller en vigtig rolle især blandt de ældre generationer. I dag konkurrerer virksomheder derfor ikke længere på at være til stede online, men på kvaliteten af den digitale kundeoplevelse, de tilbyder. Samtidigt er der fortsat webshops, der ikke har opdateret deres betalingsløsninger – og det giver et klart minus hos forbrugerne, hvis mobilbetaling ikke er en mulighed,” lyder det fra Rikke Madsen.