“For de fleste er boligkøbet en af de største investeringer i livet.”
Når danskerne går på boligjagt, er tilstandsrapporten ofte obligatorisk læsning, men én del af rapporten bliver tit overset, og det kan vise sig at være en dyr undladelse.
En ny YouGov-undersøgelse, som Gjensidige og NRGi står bag, viser, at kun 43 procent af boligejerne læste hele hustypebeskrivelsen ved deres seneste boligkøb.
Yderligere 5 procent skimmede blot rapporten, og 6 procent læste kun opsummeringen.
“Hustypebeskrivelsen er måske ikke det første, man læser i en tilstandsrapport, men den er en vigtig del af boligkøbet,” siger Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig i NRGi, og fortsætter:
“Der kan nemlig være forhold ved en bolig, som ikke giver en anmærkning i tilstandsrapporten, fordi de er typiske for den type bolig og den periode, boligen er bygget i. Men det er stadig vigtigt, at man som køber kender til de forhold, så man bedre forstår huset og det vedligehold, der kan komme over tid.”
Han peger eksempelvis på, at ældre huse kan have materialer eller bygningsdele, som med tiden skal vedligeholdes eller udskiftes, og som derfor ikke nødvendigvis fremgår som en skade i tilstandsrapporten, men som man skal være opmærksom på som boligejer.
Kend din bolig, inden du skriver under
Ifølge Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige, er det vigtigt, at boligkøbere læser hele tilstandsrapporten, så de ikke senere bliver overrasket over forhold ved boligen, som de ikke havde forudset ved købet.
“For de fleste er boligkøbet en af de største investeringer i livet. Derfor er det afgørende, at man ved, hvad man går ind til,” siger hun og tilføjer:
“Hustypebeskrivelsen kan være med til at give et mere realistisk billede af boligen og de forhold, man skal være opmærksom på som boligejer. Så jeg kan kun opfordre til, at man læser alle rapporter og dokumenter grundigt, inden man skriver under på en købsaftale.”
Hustypebeskrivelsen er en del af tilstandsrapporten og beskriver, hvordan huse fra forskellige perioder typisk er bygget, og hvilke forhold man skal være opmærksom på som boligejer.
Der findes 16 forskellige hustypebeskrivelser, fordi huse er bygget forskelligt og har forskellige typiske forhold.