Forside Generelle nyheder Snusdåse fra 1700-tallet solgt for 300.000 kroner: Der er en...

Snusdåse fra 1700-tallet solgt for 300.000 kroner: Der er en særlig historie bag

Snusdåse fra 1700-tallet solgt for 300.000 kroner: Der er en særlig historie bag
Bruun Rasmussen

En gammel snusdåse er lige blevet solgt til et astronomisk beløb.

En lille snusdåse af det pureste guld og et sjældent hovedværk i dansk guldsmedekunst blev tirsdag aften solgt for hele 300.000 kroner, da den kom under hammeren hos Bruun Rasmussen.

Den 250 år gamle snusdåse blev skabt omkring 1780 af Frederik Fabritius II (1740–1829), der var fjerde generation i det anerkendte Fabritius-dynasti.

Familien var gennem mere end et århundrede Københavns førende juvelerer og stod bag nogle af de mest betydningsfulde arbejder til det danske hof.

Værker af hofjuvelerfamilien Fabritius er sjældne på auktionsmarkedet, og netop denne snusdåse hører til blandt de få bevarede genstande af Frederik Fabritius II.

”Fabritius-dynastiets egne arbejder er yderst sjældne, og i dag kender man kun til omkring 15 genstande af Frederik Fabritius II, heraf blot få guldsnusdåser. Flere af disse befinder sig i Designmuseum Danmarks samling, så det er noget ganske særligt, når et værk som dette kommer på markedet,” fortæller Martin Hans Borg, der er specialist i ældre sølv og kongelige samlerobjekter hos Bruun Rasmussen.

Et sjældent stykke dansk guldsmedehistorie

Som stadsguardein havde Frederik Fabritius II I årene 1787-1823 ansvaret for at kontrollere lødigheden af alt guld og sølv i København.

I dag forbindes mange genstande med navnet Fabritius, selvom de ikke er udført af familien. Den netop solgte snusdåse er derimod et sjældent værk fra Fabritius II’s egen hånd.

Sjældenheden skyldes også, at snus gik af mode, og at mange guldgenstande i årtierne efter 1800 blev omsmeltet.

Det netop solgte eksemplar er udført i guld af en meget høj karat på hele 20,5 og bevaret i sit originale etui.

Med sin udsøgte kvalitet og tilknytning til en af Danmarks mest betydningsfulde guldsmedefamilier betragtes den som et samlerobjekt af både national og international betydning.

Snusdåsen har siden tilblivelsen og indtil i dag været ejet af Frederik Fabritius II og hans efterkommere.

Ads by MGDK