Syv procent af alle nybagte fædre oplever fødselsdepression. Det viser en undersøgelse foretaget på Rigshospitalet. Derfor har sundhedsplejen i Silkeborg Kommune nu ekstra fokus på fars sindstilstand og tilbyder screening af både ham og mor, når barnet er cirka to måneder.
Lige nu læser andre
-Det her handler mest om, hvordan mor og far har det, og hvordan de kan støtte hinanden bedst muligt i forhold til de tanker og følelser, der kan opstå i kølvandet på den nye forældrerolle; mindre søvn, isolation og måske skamfuldhed, fordi man tror, at man er den eneste, der har negative tanker. Ofte udvikler en depression sig, fordi forældrene mistolker hinandens signaler. Depression hos mænd kan vise sig ved øget temperament og irritabilitet, mens kvinder mere vender det indad og bliver triste og handlingslammede, forklarer Gitte Strøm og fortsætter:
-Det er så vigtigt, at vi fanger depression i opløbet og gør noget ved det. Ikke kun for forældrenes skyld, men også for at barnet skal opleve en harmonisk og tryg første tid her i verden. Det har stor betydning for den tidlige udvikling og trivsel. Kigger man altid op i et ulykkeligt ansigt, får man et vrangbillede af verden og vil måske få den opfattelse, at her ikke er rart at være. Screeningen er frivillig, og indtil nu (fra indsatsens start i 2014) har ca. 560 fædre i Silkeborg Kommune sagt ja til at være med.