Det er blevet markant dyrere.
Drømmer du om et nyt badeværelse, kan det være en god idé at få styr på budgettet.
Nye tal fra Håndværkerindekset for 2. kvartal 2026 viser, at en typisk badeværelsesrenovering nu koster 185.000 kroner ekskl. moms.
Det er en stigning på 43 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Den største prisstigning blandt de 14 håndværkerydelser, som indgår i indekset.
Håndværkerindekset bygger på 18.808 anonymiserede bygge- og renoveringsopgaver fra 3byggetilbud.dk og giver et aktuelt billede af prisudviklingen på tværs af det danske marked for renoveringsopgaver.
“Badeværelset er et af de mest komplekse rum i boligen at renovere. Det er kendt for at være de dyreste kvadratmetre,” siger Maria Sauer Carlsen, der er kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk, og fortsætter:
“Blandt andet fordi flere håndværksfag skal arbejde sammen på få kvadratmeter, mens der også stilles høje krav til både materialer og udførelse. Derfor er det en af de renoveringer, hvor prisen hurtigst kan løbe op.”
Flere klassiske renoveringer stiger
Badeværelser er langt fra den eneste renovering, der er blevet dyrere.
Håndværkerindekset viser markante prisstigninger på flere af de opgaver, mange boligejere møder gennem boligens levetid.
Malerarbejde er steget 38 procent, anlægsgartnerarbejde 36 procent, tømrerarbejde 26 procent og murerarbejde 21 procent.
I den anden ende af skalaen er der opgaver, hvor prisudviklingen går den modsatte vej. Installation af en ladestander er faldet 14 procent i pris, mens VVS-opgaver er faldet 13 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.
“Priserne kan variere på den samme opgave. Derfor kan det godt betale sig at indhente flere tilbud, før man går i gang. Det giver et bedre grundlag for at vurdere både pris og løsning,” siger Maria Sauer Carlsen.
Hvad koster de mest populære håndværkeropgaver?
Alle priser er medianer i kroner ekskl. moms og viser udviklingen fra andet kvartal 2025 til andet kvartal 2026.
- Tagentrepriser: 252.000 kr. (-3 %)
- Badeværelsesrenovering: 185.000 kr. (+43 %)
- Solcelleanlæg: 167.500 kr. (+4 %)
- Varmepumpe (luft-vand): 145.000 kr. (+3 %)
- Vinduesudskiftning: 77.000 kr. (+3 %)
- Tømrerarbejde: 68.000 kr. (+26 %)
- Murerarbejde: 65.000 kr. (+21 %)
- Malerarbejde: 41.500 kr. (+38 %)
- Varmepumpe (luft-luft): 38.500 kr. (0 %)
- Anlægsgartner: 28.500 kr. (+36 %)
- Gulvafslibning: 25.000 kr. (+4 %)
- El-installatør: 18.500 kr. (+3 %)
- VVS-installatør: 17.000 kr. (-13 %)
- Ladestander: 16.000 kr. (-14 %)
Tre råd før du går i gang
- Indhent flere tilbud. Prisforskellen kan være stor – især ved større renoveringer. Sammenlign både pris, materialevalg og løsning.
- Planlæg i god tid. Mange håndværkere har travlt i højsæsonen. Ved at være ude i god tid får du ofte flere valgmuligheder.
- Sammenlign løsninger. To tilbud kan se ens ud, men dække over vidt forskellige løsninger, materialer og udførsel. Tjek derfor, at tilbuddene er sammenlignelige og husk også at billigst ikke altid er bedst.