Forside Generelle nyheder Skærme generer manges øjne: Optiker anbefaler 20-20-20-reglen

Skærme generer manges øjne: Optiker anbefaler 20-20-20-reglen

Louis Nielsen
ArDanMe / Shutterstock.com

Kender du til reglen?

Skærme er en uundgåelig del af hverdagen for mange.

På arbejdspladsen, på studiet og i fritiden. Flere timer foran en computer, tablet eller smartphone kan dog være hårdt for øjnene og giver en stor del af danskerne en række gener.

Det viser en ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Louis Nielsen.

58 procent af voksne danskere oplever, at deres øjne bliver trætte eller generede ved skærmbrug.

Halvdelen af alle, der har svaret på undersøgelsen, har i løbet af en måned haft konkrete symptomer som trætte øjne, øjne, der løber i vand, eller en fornemmelse af grus i øjnene.

I Louis Nielsens butikker over hele landet får optikerne ofte spørgsmål om netop gener ved skærmbrug.

Når ferien er slut, og studerende og folk, der arbejder på kontor, vender tilbage til mange timers skærmbrug i dagligdagen, mærkes generne mere tydeligt.

Pausen er det vigtigste

Ifølge Pernille Lindhardt Steiness, der er optisk fagekspert hos Louis Nielsen, kan generne i mange tilfælde forebygges ved at give øjnene tilstrækkeligt med pauser i løbet af arbejdsdagen.

“Vores øjne arbejder hårdt, når de er låst fast på en skærm i lang tid ad gangen. Det enkle, men meget effektive råd er at bruge det, vi kalder 20-20-20-reglen,” siger Pernille Lindhardt Steiness og fortsætter:

“For hver 20 minutter foran skærmen skal du vende blikket væk og fokusere på noget mindst 6 meter (20 fod) væk, for eksempel et træ uden for vinduet, i 20 sekunder. Det er en lille pause, der gør en stor forskel for øjnene.”

Undersøgelsen viser desuden, at tre ud af fire (73 procent) altid eller næsten altid tager telefonen frem og kigger på den i de pauser, de har i løbet af en dag. Det betyder, at mange reelt aldrig giver øjnene et egentligt frikvarter fra skærmen.

Skærmen og arbejdsstillingen

Ud over regelmæssige pauser for øjnene spiller arbejdsstillingen ved computeren og omgivelserne en rolle for, om øjnene belastes unødigt, forklarer Pernille Lindhardt Steiness.

“Indret dig, så du ikke sidder og kigger på skærmen med modlys fra vinduet, og så lyset fra lamper og vinduer ikke reflekterer i skærmen. Hold en afstand på mindst 60 centimeter fra næsen til skærmen,” siger hun og tilføjer, at oplever man jævnligt gener, kan en skærmbrille være løsningen eller en god hjælp.

“Det gælder faktisk for mange, også dem under 40 år, der ellers ikke bruger briller til daglig,” siger Pernille Lindhardt Steiness.

I Danmark har arbejdsgiveren pligt til at betale for en skærmbrille, hvis man som lønmodtager har behov for det i forbindelse med arbejdet.

Ads by MGDK