Forside Dyr Kan give problemer: Mange hundeejere glemmer at gøre det i...

Kan give problemer: Mange hundeejere glemmer at gøre det i ferien

Dog under table, hund
Shutterstock.com

“Hunde er sociale vanedyr.”

Som flokdyr trives hunde bedst i selskab med deres familie.

I ferien er der ofte tid til længere gåture, mere leg og mange flere timer sammen med deres mennesker, men netop den tætte kontakt kan gøre overgangen til en tom bolig ekstra vanskelig.

“Hunde er sociale vanedyr. Efter flere ugers ferie, hvor familien har været hjemme og sammen med hunden det meste af tiden, kan det være en stor omvæltning pludselig at skulle være alene i mange timer igen,” siger Lotte Evers, der er hundeekspert og marketingchef hos Agria, inden hun fortsætter:

“Derfor er det en god idé at begynde at genopbygge hverdagens rutiner, allerede inden ferien slutter.”

Træn alene hjemme – også i ferien

En ældre hund, der er tryg ved sine alene hjemme-rutiner, finder som regel hurtigt tilbage til hverdagen efter ferien.

Det kan derimod være en større udfordring for hvalpe og unghunde, der endnu ikke har opbygget en solid rutine, eller en voksen hund med separationsangst.

Derfor kan det være en god idé at genoptage alene hjemme-træningen nogle dage, før ferien slutter – eller endnu bedre at vedligeholde rutinen gennem hele ferien.

“Især unge hunde er sårbare, fordi de stadig er under mental udvikling og endnu ikke har opbygget en sikker alene hjemme-rutine. Men også voksne hunde kan reagere, når de efter en lang ferie pludselig skal være alene igen. De fleste hunde kan lære at være trygge alene, men den tryghed er ikke nødvendigvis varig. Alene hjemme-træningen skal vedligeholdes gennem hele hundens liv,” lyder det fra Lotte Evers.

Agria anbefaler derfor, at hunden også i ferieperioden oplever korte perioder alene et par gange om ugen.

Samtidig kan det være en fordel at holde fast i kendte rutiner omkring fodring, lufteture og hviletider.

“Ferier vender ofte op og ned på hundens hverdag. Det er helt naturligt, men jo mere genkendelig hverdagen er, desto lettere bliver overgangen, når familien igen skal af sted om morgenen. Små justeringer kan gøre en stor forskel for hundens tryghed.”

Vær opmærksom på tegnene

Hvis din hund bliver utryg ved at være alene, kan det udvikle sig til separationsangst.

Problemet varierer i omfang og kan forværres over tid, hvis det ikke bliver håndteret. Vær opmærksom på følgende tegn hos din hund:

  • den virker rastløs og har svært ved at falde til ro
  • den piber, hyler eller gør, når den er alene
  • den savler, halser, mister appetitten eller besørger indenfor
  • den ødelægger inventar ved at kradse eller bide i ting
  • den reagerer med uforholdsmæssig stor begejstring, når ejeren kommer hjem – selv efter kort tids fravær
  • den bliver utryg og følger ejeren tæt, når denne begynder at gøre sig klar til at forlade hjemmet.

Hvis hunden viser nogle af disse tegn, kan det være en god idé at søge råd hos en adfærdsrådgiver eller dyrlæge.

Sådan gør du overgangen til hverdagen nemmere

For at gøre overgangen fra ferie til hverdag lettere anbefaler Agria, at du:

  • genoptager alene hjemme-træningen gradvist, inden ferien slutter
  • holder fast i faste tidspunkter for fodring, lufteture og hvile
  • bevarer nogle af alene hjemme-rutinerne gennem ferien, så hunden ikke vænner sig til konstant selskab
  • starter med korte perioder alene og øger tiden gradvist
  • er særligt opmærksom på hvalpe, unghunde og hunde, der tidligere har haft svært ved at være alene
  • søger hjælp hos en adfærdsbehandler eller hundetræner, hvis hunden viser tydelige tegn på separationsproblemer.

Ads by MGDK