Der skal passes på.
Når studieåret begynder, sker der meget på én gang i de danske universitetsbyer.
Nye studerende skal finde sig til rette, lære byen at kende og få styr på hverdagen.
For mange står jagten på et sted at bo samtidig højt på listen. Der kan være kamp om de attraktive værelser og lejligheder, når mange søger på samme tidspunkt.
Det kan gøre det fristende at slå hurtigt til, når det helt rigtige boligtilbud pludselig dukker op.
Netop her er der god grund til at være ekstra opmærksom.
Danske Bank advarer nu via Mit digitale selvforsvar om boligsvindel i forbindelse med studiestarten. Ifølge banken udnytter svindlere boligsøgende ved at annoncere med boliger, som ikke eksisterer, eller som de ikke har lov til at leje ud.
Hold øje
Danske Bank peger på en række tegn, der bør få alarmklokkerne til at ringe hos boligsøgende.
Typiske advarselstegn:
- Huslejen er usædvanligt lav i forhold til området
- Udlejeren vil have penge overført hurtigt
- Du kan ikke få lov til at se boligen fysisk
- Udlejeren siger, at vedkommende er i udlandet
- Du bliver bedt om at betale depositum, før du har set boligen eller underskrevet en lejekontrakt
- Kommunikationen foregår kun via e-mail, sociale medier eller beskedtjenester
- Annoncen har dårlige billeder, kopieret tekst eller virker for god til at være sand
Særligt ønsket om hurtig betaling eller manglende mulighed for at besøge boligen bør derfor få boligsøgende til at være på vagt.
Sådan beskytter du dig
Danske Bank kommer også med en række råd til, hvordan boligsøgende kan mindske risikoen for at ende i svindlernes fælde.
Sådan beskytter du dig:
- Se altid boligen, før du betaler
- Tjek at udlejeren har ret til at udleje boligen
- Underskriv aldrig en kontrakt, du ikke har læst grundigt
- Overfør ikke penge til udenlandske konti eller via usikre betalingsløsninger
- Søg på billeder og tekst fra annoncen for at se, om de er kopieret fra andre opslag
- Brug din sunde fornuft, hvis noget virker mistænkeligt
Er pengene allerede blevet overført til en svindler, lyder rådet fra Danske Bank, at man straks skal kontakte sin bank og anmelde sagen til politiet.
Samtidig bør al dokumentation gemmes. Det gælder blandt andet beskeder, boligannoncer, kontrakter, kontooplysninger og kvitteringer.
Bankens sidste råd til boligsøgende er enkelt.
“Hvis et boligtilbud virker for godt til at være sandt, er det ofte netop det.”