Forside Generelle nyheder Trist panda-nyt fra København Zoo: “Vi havde naturligvis håbet på...

Trist panda-nyt fra København Zoo: “Vi havde naturligvis håbet på et andet resultat”

Trist panda-nyt fra København Zoo: “Vi havde naturligvis håbet på et andet resultat”
Zoologisk Have i København

”Årets forløb har givet os en række værdifulde erfaringer,” lyder meldingen.

København Zoo besluttede i april, i et tæt samarbejde med internationale eksperter, at gennemføre inseminering af hunpandaen.

Formålet var, efter flere års forsøg på naturlig parring, der ikke har ført til drægtighed, at øge chancerne.

Efter observationer og scanninger de seneste uger står det nu klart, at hunpandaen ikke er drægtig.

“Vi havde naturligvis håbet på et andet resultat. I år afprøvede vi inseminering som et nyt tiltag, og både forløbet og timingen omkring insemineringen så lovende ud. Men vi ved også, at usikkerhed er en del af processen, da reproduktion hos pandaer er kompleks,” siger direktør, Mads Frost Bertelsen.

Inseminering er en velafprøvet metode, men der er ingen garanti for succes.

Erfaringer fra kinesiske opdrætscentre viser, at sandsynligheden for drægtighed efter inseminering ligger på omkring 40 procent.

Pandaens reproduktion er biologisk og adfærdsmæssigt udfordrende. Hunnen er kun i brunst én gang om året, og ofte i mindre end 72 timer, hvilket gør timingen kritisk og det ønskede resultat usikker.

Har fulgt udviklingen tæt

For at følge udviklingen så tæt som muligt har København Zoo løbende gennemført en række ultralydsscanninger af hunpandaen for at undersøge, om der udviklede sig et foster, men de endelige undersøgelser har vist, at hunpandaen ikke er drægtig.

”Det er hos pandaer meget vanskeligt tidligt i forløbet at fastslå, om hun er drægtig. Pandaer kan gennemgå en såkaldt pseudo-drægtighed, hvor både hormonniveauer og adfærd i høj grad ligner en reel drægtighed. Det er derfor ofte først sent i forløbet, som også i dette tilfælde, at vi med sikkerhed kan afgøre, om der er en unge på vej,” lyder det fra Mads Frost Bertelsen.

Hunpandaer går i en såkaldt fødehule, selv når de ikke skal føde. For pandaen føles det som om, at hun er drægtig, og hun følger derfor sit instinkt og finder en fødehule. Hunpandaen i København Zoo gør dette hvert år, og det er en normal adfærd. 

Vil nu evaluere årets forløb

Pandaen har det godt og vil i den kommende tid gradvist vende tilbage til sine normale rutiner. København Zoo vil nu sammen med de kinesiske samarbejdspartnere evaluere årets forløb og drøfte mulighederne for næste sæson.

”Årets forløb har givet os en række værdifulde erfaringer. Arbejdet med pandaer er langsigtet, og hver sæson bidrager med vigtig viden, som kommer både dyrene og den internationale bevaringsindsats til gavn. Indsatsen er vigtig, da det at få unger er en central del af pandaens biologiske og adfærdsmæssige behov,” siger Mads Frost Bertelsen.

Hos alle arter i København Zoo er det et grundlæggende mål at understøtte dyrenes naturlige livsrytmer, herunder reproduktion og yngelpleje.

Et succesfuld forløb hos pandaen vil give flere års naturlig stimulering gennem pasning og opfostring af unger.

Ads by MGDK