Jesper Bengtson
Forvaltningslovens § 7 pålægger enhver myndighed at vejlede borgere, der henvender sig, og at sende forkert adresserede breve videre.
Står du med et spørgsmål til en kommune, en styrelse eller et ministerium, er myndigheden efter forvaltningslovens § 7 forpligtet til at hjælpe dig. Pligten gælder uanset om du har bedt om det eksplicit, hvis det fremstår naturligt og relevant at vejlede. Formålet er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne lider retstab på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser, oplyser Folketingets Ombudsmand i myndighedsguiden.
Lovens ordlyd er kortfattet. § 7, stk. 1, fastslår, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der henvender sig om spørgsmål inden for myndighedens område. § 7, stk. 2, pålægger myndigheden at videresende en skriftlig henvendelse til rette myndighed, hvis den er sendt det forkerte sted hen.
Pligten omfatter både regler og praktiske forhold
Vejledningen er ikke begrænset til at læse en lovtekst højt. Ifølge Ombudsmandens myndighedsguide gælder pligten både formelle og materielle regler og praktiske forhold i sagen. Vejledningen skal også gives, hvis borgeren risikerer at blive “fastlåst” eller miste rettigheder uden den, eller hvis myndighedens svar ellers kunne virke vildledende.
Folketingets Ombudsmand har tidligere præciseret, at vejledningen gerne må gå på konkrete forhold, så længe det står klart for borgeren, at det er vejledning og ikke en afgørelse. “Myndighederne skal vejlede borgerne, og de må i den forbindelse gerne vejlede om konkrete forhold eller dispositioner. Det kan jo ofte være den bedste vejledning,” lød det fra Ombudsmanden i en pressemeddelelse i en konkret sag om en byggetilladelse.
På handicapområdet har Den Uvildige Konsulentordning (DUKH) i Praksisnyt nr. 21 gengivet typiske borgerudsagn som “Kommunen har aldrig fortalt mig, at jeg kunne søge om at få den ydelse”. DUKH henviser her til, at kommunerne også efter retssikkerhedslovens § 5 skal behandle en ansøgning i forhold til alle de muligheder, der findes for hjælp.
Konsekvenser når myndigheden svigter
Får du ikke den vejledning, du har krav på, kan det få retlige konsekvenser for myndigheden. Ombudsmandens myndighedsguide beskriver flere mulige udfald: borgeren kan stilles, som om korrekt vejledning var givet (det, der kaldes realudligning), klagefrister og forældelsesfrister kan suspenderes, og i særlige tilfælde kan staten eller kommunen pålægges erstatningsansvar.
DUKH peger på de samme mekanismer og nævner, at hjælp i konkrete sager kan tildeles med tilbagevirkende kraft til det tidspunkt, hvor borgeren burde have været vejledt. Den almindelige forældelsesfrist er tre år, med mulighed for forlængelse i særlige situationer.
Et særskilt område er klagevejledningen i selve afgørelsen. Ombudsmanden har kritiseret en kommune, der havde brugt en skabelon fra socialområdet til afgørelser om aktindsigt. Resultatet var en forkert klagefrist på fire uger, selv om der ikke gælder en sådan frist efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven. “Sagen viser, at det er vigtigt, at myndighederne er opmærksomme på, hvilket regelsæt en afgørelse behandles efter, så borgeren vejledes korrekt og får mulighed for at bruge sin klageadgang uden forsinkelser,” udtalte Ombudsmanden i den anledning.
Sådan bruger du reglen i praksis
Oplever du, at en myndighed ikke vejleder eller nægter at videresende din henvendelse, kan du klage til Folketingets Ombudsmand. En klage er gratis og kræver ikke advokat. Ombudsmanden kan ikke selv omgøre afgørelser, men kan kritisere en myndighed og henstille, at sagen genoptages.
Henvender du dig skriftligt til en forkert myndighed, bør du efter kort tid få besked om, at henvendelsen er sendt videre, eller at det ikke har været muligt. Får du intet svar, kan det i sig selv være en tilsidesættelse af pligten efter § 7, stk. 2.
