“Det er blevet en dejlig vane, at vi hver uge kan ønske to nye danskere tillykke med milliongevinster.”
Lige nu hænger der måske en million kroner under en køleskabsmagnet et sted eller to på Sjælland.
Danske Spil mangler i hvert fald stadigvæk at høre fra to heldige danskere, der i weekenden hver vandt en million kroner i Lotto.
Der var ingen, der ramte de syv rigtige, så begge millioner blev udloddet via ekstratrækningen Millionærchancen.
Den første vinder kommer formentlig fra hovedstaden. Kuponen med millionen er i hvert fald købt i Meny på Borups Allé på Frederiksberg.
Den anden vinder har købt sin kupon i Brugsen i Mogenstrup, som er en lille flække, der ligger på Sydsjælland, lidt uden for Næstved.
Danske Spil har endnu ikke hørt fra de to vindere, så hvis du har spillet Lotto et af de to steder, så kunne det da være en fin idé lige at tjekke kuponen en ekstra gang.
“Det er blevet en dejlig vane, at vi hver uge kan ønske to nye danskere tillykke med milliongevinster. Den slags vaner bliver vi aldrig trætte af i Danske Spil,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, der står bag Lotto og Eurojackpot.
Og så skal det da også lige nævnes, at der i lørdags var en heldig – eller måske rettere dygtig – tipper, der som den eneste i landet ramte alle 13 rigtige på den gode, gamle tipskupon. Det sikrede vedkommende en rund million plus det løse: Gevinsten lød på i alt 1.000.667,50.
Lotto, vindertal, 17. oktober
3, 7, 11, 15, 22, 30, 36
Lotto, tillægstal, 17. oktober
19