Finansministeriets og Undervisningsministeriets egne analyser viser, at de fleste effektiviseringer på fjernundervisningen på landets VUC’er først kan realiseres fra 2017 – 2019. Alligevel lægges der nu op til besparelser allerede fra januar 2016.
Lige nu læser andre
Når der nu med få måneders varsel lægges op til omfattende besparelser på fjernundervisningen på landets voksenuddannelsescentre allerede fra januar 2016, så bliver Københavns Voksenuddannelsescenter (KVUC) ligesom andre voksenuddannelsescentre, stillet over for en opgave, der ikke er mulig.
Mere fra KVUC
Københavns Voksenuddannelsescenter deler viden og erfaringer på DenOffentlige.
Besparelser kommer oveni flere andre besparelser
– ”Midt i et undervisningsår skal vi gennemføre omfattende besparelser med umiddelbar virkning. Det er ikke muligt, uden at det får konsekvenser for kvaliteten af undervisningen. Besparelserne kommer oveni de varslede 2% årlige besparelser og store besparelser på ordblindeundervisningen”, fortæller rektor Søren Fersløv Andersen, KVUC.
KVUC har brugt mange midler på at investere i udviklingen af moderne fjernundervisning. Der er tale om nye læringsformer, som kræver nye typer læringsmaterialer, ligesom KVUC’s lærere har gennemgået og fortsat gennemgår en løbende kompetenceudvikling.
– ”Vi satte på KVUC for alvor i skub i udviklingen af fjernundervisning i 2011, og jeg anerkender i dag efter vores omfattende investeringer, at der fremad vil være en effektiviseringsgevinst at hente i den taxameterbevilling, der gives til bygningsdriften. For fjernundervisningen stiller selvfølgelig ikke de samme krav til bygninger som den almindelige holdundervisning”.
– “Det kan dog også konstateres, at med de besparelser der lægges op til samlet på fjernundervisningen – og med 2% årlige besparelser oveni – så lægges der op til langt mere vidtgående besparelser, som ikke kan undgå at få konsekvenser for KVUC’s udbud af og kvalitet af uddannelserne“, siger Søren Fersløv Andersen.
Fjernundervisning skal kunne følge med den digitale udvikling
Et forhold, der her er vigtigt at være opmærksom på, er, at selvom fjernundervisning åbner muligheder for effektivisering, så er det også et område, hvor der løbende skal udvikles undervisningsmaterialer og foretages kompetenceudvikling for at sikre en tidssvarende undervisning af tilstrækkelig høj kvalitet.
– ”Den digitale udvikling går hurtigt, og hvis fjernundervisningen ikke har ressourcer til at følge med denne udvikling, er det klart, at det kommer til at gå ud over kvaliteten af undervisningen”, pointerer Søren Fersløv Andersen og fortsætter:
– ”Jeg må indrømme, at det for mig som rektor virker ganske mærkværdigt at blive stillet overfor så pludselige besparelseskrav af et så stort omfang, for noget som vi har brugt så mange kræfter til at udvikle til en ubetinget uddannelsespolitisk succes. Ja, vi vil gerne være med til at høste effektiviseringsgevinster. Men med denne fremgangsmåde risikerer vi at udpine den jord, vi har plantet fjernundervisningen i”.
Politiske partier opfordres til at genoverveje
Søren Fersløv Andersen vil derfor opfordre, de politiske partier bag aftalen om finansiering af erhvervsuddannelsesreformen om at genoverveje:
- Det samlede omfang af besparelserne på VUC’erne, når alle de forskellige besparelsesområder lægges sammen.
- Kravet om at iværksætte meget store millionbesparelser med 2-3 måneders varsel, når ministeriernes egne omkostningsanalyser viser, at størstedelen af den foreslåede effektivisering først kan hentes fra 2017 og frem.