Maja Kirstine Andersen
Rusland bliver stadig mere aggressiv over for Ukraine, der står alene mod overmagten. Sover Europa i timen?
Jeg er her i Kiev med reportage- og researchprojektet Vores Europa, som jeg var med til at stifte i 2013. Hver dag lytter jeg til de unge ukrainere, der blev født efter Ukraines uafhængighed i 1991.
På en café i det centrale Kiev fortæller den 24-årige IT-iværksætter Dimitri, at han for nylig havde en samtale med en amerikansk ven:
Europabevægelsen Blog
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
”Da jeg fortalte, at Ukraine blev uafhængigt i 1991 og efterfølgende oplevede stille og rolig fremgang, sagde min ven; Stop, stop stop. Var der ingen krig? Nej, der var ingen krig, sagde jeg, så han spurgte mig; Hvem har nogensinde opnået uafhængighed uden krig? Det fik mig til at forstå, at uafhængighed ikke gives. Den tages. Og jeg vil nu sige, at Maidan-revolutionen og det, der fulgte er vores “uafhængighedskrig.”
Så hvordan skal vi i Europa forholde os til Ukraines uafhængighedskrig?
Europas tomme ord
I 2014 jublede Europa over det ukrainske folks pro-europæiske opstand, der sendte den pro-russiske præsident Janukovitj på flugt. Udover en række positive, men utilstrækkelige reformer medførte revolutionen Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen og en krig mod Rusland i det østlige Ukraine. I dag står ukrainerne alene med denne krig, hvor 10.000 ukrainere indtil videre har mistet livet.
En aften i Kiev mødes vi med Ivan, en ung spejderleder, der var med på Maidan-pladsen under revolutionen. Han fortæller, at Europas dybe bekymring er blevet lidt af en joke i Ukraine. ”Man kan lave en drikkeleg ud af transmitteringen af EU’s ministermøder,” siger han. ”Hver gang nogen siger, at de udtrykker deres dybe bekymring over udviklingen i Ukraine skal man drikke. Deres bekymring er bare ord, der er ingen handling.”
Minder Europas tilgang til Ruslands aggression og imperiedrømme om 1930’ernes europæiske appeasement politik overfor Nazi-Tyskland, hvor man hver gang Hitler annekterede et område håbede at dette måtte blive det sidste?
Sover Europa i timen som under 1990’ernes krige i Eks-jugoslavien?
Krig er beskidt og kompliceret og uafhængighed bliver aldrig givet. Den tages. Og Ukraine har brug for Europas hjælp til at tage deres uafhængighed fra Rusland.
