Advarsel til almene boligforeninger: Byggekatastrofe under opsejling

13/08/2015 12:00

Nick Allentoft

I bebyggelsen Kjærslund i Viby står vandet ind i en række ellers nyrenoverede lejligheder. Det viser sig nemlig, at de plader, der skal skærme for vinden, trækker vand, der siver videre ind til de frustrerede beboere. Det fortæller DR Østjylland.

Mange andre byggerier landet over bruger den samme slags plader.

- Det er jo forfærdeligt, og det er naturligvis værst for de beboere, det går ud over, siger direktør for Boligforeningen Alboa, John Jensen.

Men også for boligforeningen er situationen rigtig slem. Den er i forbindelse med Byggeskadefonden, som er ved at undersøge sagen.

Det har også afstedkommet, at Byggeskadefonden har været ude med en massiv advarsel til alle almene boligorganisationer i hele landet omkring det her problem, siger John Jensen.

Byggeskadefondens seneste opgørelse viser, at plader af samme slags er anvendt til 57 nybyggerier og 44 renoveringer rundt om i hele landet. Alt i alt involverer det ca. 18.000 danske boliger.

Omfanget bliver voldsomt, så derfor kan man godt kalde det en katastrofe inden for renoveringsprojekterne, siger John Jensen, der er bange for, at sagen kan komme til at betyde regninger i millionklassen.

Sagen fra Viby har en enorm bevågenhed i alle dele af byggebranchen, fortæller jurist Henrik Fausing fra Dansk Byggeri.

- Det er klart, at vi er nødt til at holde øje med en sag af det her omfang. For uanset om det er vore medlemmer eller bygherrer eller rådgivere af den ene eller anden slags, det måtte ramme, så får det en ganske stor økonomisk betydning, og det er enormt ærgerligt, siger han.

I Kjærslund vil alene skiftet af de defekte plader beløbe sig til tyve millioner kroner. Dertil kommer, at der kan være skader på vinduer, og det er en regning, som John Jensen nødig vil hænge på.

- Det håber jeg bestemt ikke. Vi har jo en Byggeskadefond, der går ind og varetager vores interesse, og jeg føler mig overbevist om, at den her sag lander på en måde, så vores beboere ikke bliver økonomisk ramt. Det ville også være fuldstændig urimeligt, siger direktør for Boligforeningen Alboa, John Jensen.

Entreprenørerne skal heller ikke betale. De har bare fulgt de vejledninger om god byggeskik, der er kommet fra staten, mener jurist Henrik Fausing fra Dansk Byggeri.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen vil sige, at den almindelige entreprenør skulle være klogere end Statens Byggeforskningsinstitut, Teknologisk Institut og Danmarks Tekniske Universitet, siger Henrik Fausing.

Mest Læste

Annonce