Jakob Hougaard

Ansatte sikres med alarmer mod overfald

Ledelse

12/01/2014 13:35

Suleman Haider

Socialrådgivere, plejepersonale og skatteopkrævere vil ikke længere finde sig i at være bange for at gå på arbejde. Derfor investerer offentlige arbejdspladser i stadig højere grad i avancerede alarmsystemer, der skal beskytte personalet fra truende borgere, skriver Politiken søndag.

I Jobcenter København i Skelbækgade har man inden for det seneste år udstyret samtlige medarbejdere, der har direkte kontakt med borgerne, med en personlig overfaldsalarm, som kan sættes fast på tøjet eller i et armbånd, skriver Politiken.

Med et tryk på knappen tilkaldes straks en vagt, der via sin modtager kan se, hvor den udsatte medarbejder befinder sig i bygningen. Også på Skats kontorer i København er trådløse alarmer på vej til beskyttelse af de ansatte, som i efteråret blev rystet af en skudepisode, hvor en vagt blev dræbt, da en borger skød ham i hovedet. Den 46-årige gerningsmand var uenig i, at han skyldte penge i skat.

Også på socialkontorerne rundt om i kommunerne er overfaldsalarmer og vagter blevet en fast del af interiøret.

»Det er mit klare billede, at stort set alle kommuner i dag har en form for overfaldsalarmer, især de steder, hvor personalet har kontakt med borgere, der kan være i en svær situation. Sådan var det slet ikke for ti år siden«, siger Erik Demant, hovedbestyrelsesmedlem i Foreningen af Socialchefer, til Politiken.

Mens utrygheden trives på arbejdspladserne, skovler sikkerhedsbranchen penge ind fra salget af bevægelsesdetektorer, livvagter og trådløse panikknapper. Især plejehjem for ældre og afdelinger for psykisk syge er aftagere af de nyeste modeller, som kan bæres på kroppen. Der findes ikke tal på salget af udstyr til offentlige institutioner, men branchens samlede omsætning er steget fra 2,5 mia. kr. i 2001 til væsentligt over 6 mia. i 2007. Ifølge foreningen Sikkerhedsbranchen forventer man at nå en omsætning på 11 mia. kr. allerede i 2010.

Beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune, Jakob Hougaard, sendte fredag sine borgmesterkolleger en invitation til et møde om, hvordan kommunen i fremtiden skal håndtere vold og trusler mod sine ansatte.

»Vi har set for mange episoder i det sidste halve år, hvor kommunalt ansatte har oplevet vold på arbejdspladsen, og i det hele taget oplever flere og flere, at borgere overskrider deres grænser og truer dem«, siger Jakob Hougaard til Politiken.

 

Mest Læste

Annonce