Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Ny undersøgelse: Sådan har vi det med kolleger fra konfliktzoner

Arbejdsliv

01/10/2024 19:10

J. Bøgen

Næten hver tredje af os vil blandt andet have det svært ved at få en kollega fra Rusland.

En ny undersøgelse gennemført af Norstat for Business Danmark viser, at næsten hver tredje danske lønmodtager (31 procent) ville have det svært med, at deres virksomhed ansætter en medarbejder fra Rusland.

Næsten hver femte (18 procent) føler sig utilpas ved tanken om at få en kollega fra henholdsvis Israel eller Palæstina. Til gengæld er der langt større accept af kolleger fra Ukraine, hvor kun 7 procent har et problem med det.

Tallene i undersøgelsen viser, at rummeligheden på de danske arbejdspladser bliver påvirket af internationale konflikter i Ukraine og Mellemøsten.

Kan have mange forskellige årsager

Landsformand i fagforeningen Business Danmark, Jens Neustrup Simonsen, understreger vigtigheden af ikke at lade holdningen til kolleger farve af deres etnicitet eller nationalitet.

"Mennesker fra konfliktområder kan have mange forskellige årsager til at opholde sig i Danmark. Det er vigtigt, at vi ikke flytter konflikterne med ind på arbejdspladsen, men i stedet fokuserer på det enkelte menneske og, hvad personen kan bidrage med," siger han.

Han fremhæver samtidig, at danske virksomheder på grund af lave fødselsrater, lav ledighed og et stigende antal ældre vil have et konstant behov for arbejdskraft – også udefra – hvis der skal være råd og varme hænder nok til velfærd.

"Vi kommer kun til at se mere diversitet på jobbet. I et arbejdsmarked, hvor virksomhederne skriger på arbejdskraft, er det uansvarligt at udelukke nogen på grund af deres baggrund. Vi må blive bedre til at inkludere folk, uanset hvor de kommer fra," udtaler han.

Frygt for svære samtaler om konflikt

Ifølge landsformanden handler modviljen mod kolleger fra visse lande ikke nødvendigvis om personens oprindelse, men også om en frygt for at skulle diskutere kontroversielle politiske emner på arbejdspladsen.

Dette understøttes af en tidligere undersøgelse fra Business Danmark fra juni 2024, og det kan være en medvirkende årsag til, at nogle er tilbageholdende over for kolleger fra konfliktområder, mener han.

"Her sagde fire ud af ti, at der var et eller flere følsomme emner, de helst undgår i dialogen med kolleger. Især holdninger til partipolitik, indvandring og internationale konflikter er noget, som flest viger uden om ved frokostbordet," siger han.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført i perioden 3.-11. september 2024 blandt et repræsentativt udvalg af Norstats panel.

I alt har 1000 personer 18+ besvaret undersøgelsen – alle i fuldtidsjob.

Mest Læste

Annonce