Der er stærk opbakning i den danske befolkning til dansk deltagelse i EU - og opbakningen er ikke blevet mindre efter briternes Brexit. En eurobarometer måling viste ifølge Altinget for nylig, at tre fjerdedele af danskerne mener, EU-medlemskabet er en god ting for Danmark. Det er en stigning på 9 procentpoint i forhold til en tilsvarende måling i efteråret 2017. Så langt så godt.
Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen. For samtidig står de danske forbehold mod deltagelse i forsvarssamarbejdet, euroen og det retlige samarbejde stadig uantastede. Og udfaldet ville være højst usikkert, hvis man forsøgte sig med endnu en afstemning om at afskaffe et af dem.
Derfor er det positivt, at statsministeren nu har opfordret til en debat om de tre forbehold - uden dog at sætte en deadline for debatten. Mindre positivt er det, at Socialdemokratiets formand i en tale under Folkemødet på Bornholm har udtalt, at hun ikke længere vil arbejde for en afskaffelse af forbeholdene. Det er et markant brud på den årtier-lange brede enighed om europapolitikken.
Europabevægelsen Blog
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
Nærhedsprincippet skal holde EU stående
Umiddelbart er det et paradoks, at Danmark har disse forbehold, samtidig med at vi er et af de lande i Europa, der har den største opbakning til EU. Men måske skal det læses som udtryk for et ønske om et EU i bedre balance. Og er det egentlig ikke også det, der er ledestjernen for Jean-Claude Junckers formandskab for EU-kommissionen?
Kommissionens erklærede mål har fra starten af dens valgperiode været mindre central regulering og mere respekt for subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet); for til gengæld at sætte mere ind der, hvor der er brug for at forene kræfterne. Det har netop været en kerneopgave for Junckers højre hånd, kommissionens næstformand, Frans Timmermanns, at vogte over subsidiaritetsprincippets overholdelse og at begrænse reguleringen.
En synlig eksekvering af den strategi vil efter min mening være den rigtige medicin til et EU, der ikke rigtig kan finde sine ben for tiden.
EU skal demonstrere vilje, styrke og evne til at sætte ind mod ulovlig indvanding til Europa, grænseoverskridende kriminalitet, klimaudfordringen og arbejde effektivt for at skabe grundlag for mere stabil økonomisk vækst og beskæftigelse i hele EU. Altså sætte ind hvor udfordringerne bedst kan klares i et samarbejde.
Og så man være konsekvent i respekten for subsidiaritetsprincippet. Det gælder også i relation til forslag, hvis faktuelle indhold måske kan finde bred støtte, men hvor medlemslandene lige så godt hver for sig kunne træffe beslutningen og gennemføre reguleringen. At et forslag fra kommissionen i sit indhold er godt, betyder ikke nødvendigvis, at man bør støtte det; for det må også bero på, om det er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet.
Et godt eksempel på, at man ikke i kommissionen vogter tilstrækkelig godt på dette princip, er forslaget om EU-regulering i retning af mere tvungen fædreorlov. Man kan synes godt om tanken om, at staten i højere grad skal bestemme over familiernes valg af fordeling af barselsorloven, så fædre kommer til at tage mere orlov. Men derfor skal man ikke absolut støtte at det sker via en EU-lovgivning. Tværtimod er der intet, der taler for, at landene ikke hver for sig kan regulere dette område, som de vil.
Danskernes fortsatte støtte til forbeholdene hænger formentlig sammen med en bekymring for, at EU-reguleringen i stigende grad breder sig. Hvis man kan aflive den bekymring for en centralisering af lovgivningen i EU, og dermed et EU i bedre balance, kan det måske på sigt veksles til en hel eller delvis ophævelse af forbeholdene. Men det bliver en lang vej op ad bakke, som det ser ud lige nu.
