Foto: Bridgestone
Foto: Bridgestone

Dækekspertens guide: 11 ting, du skal sikre dig, inden du tager campingvognen i brug efter vinteren

Bil og motor

23/03/2024 15:15

J. Bøgen

I værste fald kan dækkene eksplodere, imens du kører!

Du er helt klar til at komme på årets første campingtur, og campingvognen er støvsuget og rengjort, så den er klar til en ny sæson efter vinterhiet.

Men hvordan har campingvognens dæk det efter vinteren?

Christian Jensen fra Bridgestone hejser et flag for, at alt for mange overser dækkene, når de gør vognen sommerklar – og det kan være farligt på vejene.

Campingvognens dæk er din eneste kontakt med vejen, og de skal bringe dig og familien sikkert frem. Derfor er det vigtigt at, dækkene er i orden, før I drager ud på vejen, understreger Christian Jensen.

Han har denne tjekliste til sikker kørsel med campingvognen – både hvis du tager en sæson mere med de gamle dæk, og hvis du skal ud at købe nye.

Kør ikke med gamle dæk – de kan eksplodere

"Et dæk til campingvognen ældes på samme måde som dæk til bilen. Derfor skal du være opmærksom på revnedannelse og andre ældningstegn. Undersøg dækkene grundigt, og er de fx krakeleret på dæksiden, så er det tid til at skifte dem," forklarer Christian Jensen:

"En campingvogns dæk bliver møre længe før, de bliver slidt. Selvom dækket har en mønsterdybde på de lovfæstede 1,6 mm. (og her anbefaler Christian Jensen en mønsterdybde på 3 mm.), kan gummiet være mørnet af vind og vejr. Gummiet bliver stift og får et dårligt vejgreb, risiko for revner og for at eksplodere, når du giver den gas med en tungt lastet vogn."

Dækkene afslører, om akslen er sporet korrekt

Er dækkene slidt ensartet eller mere på inder- eller ydersiden?

Det kan være tegn på, at akslen ikke er sporet korrekt. Undersøg det, før du kører ud.

Lad ikke vognen stå med halvflade dæk vinteren igennem, det skader dækkene

Og kør endelig ikke med for lidt luft. Bare turen ned til tanken for at pumpe luft i de halvflade, vinterkolde dæk kan gøre skade på dækkene – de bliver overbelastet i karkassen og kan få indre skader.

Og det opdager du måske først, når du er på vejen i fuld fart og med fuldt læs.

Køb en dæktryksmåler

Dæktrykket er vigtigt for styreegenskaber, stabilitet og bremseevner – og for din brændstoføkonomi. Husk altid at måle dæktrykket, når dækkene er kolde.

Det anbefalede dæktryk måles i PSI eller bar. Kører du med for lavt dæktryk, slider du dækkene mere, de slides uensartet og får derved højere rullemodstand.

Husk også at når vognen er tungt læsset, skal dæktrykket være højere end normalt.

Nye dæk skal passe

Montér dæk med den samme dimension som campingvognen er født med – og som den er typegodkendt til at køre med.

Tjek også at de nye dæk har den rigtige hastigheds- og belastningskode i forhold til både bilens og vognens specifikationer.

Skift et eller ingen

Skifter du ét dæk, skift dem alle, så de er ens og i samme stand.

Det er vigtigt for vejgrebet og dermed din sikkerhed.

Kig på dæksiden efter load index’et

Det er en standard for, hvor meget vægt det enkelte dæk må belastes med. Køb dæk med et load index, der svarer til campingvognens totale tilladte vægt.

Du kan have overlæs, eller du kan belaste dækket mere i den ene side end i den anden.

Forsøg altid at laste vognen så symmetrisk som muligt, så du belaster dækkene lige meget.

Skift også ventilen

Når du skifter til de nye dæk, så skift også ventilen og tjek hjulmøtrikkerne.

Ventilhætten skal være på, ellers kan der sætte sig skidt fra vejen i ventilen, og den kan blive utæt.

Få styr på balancen

Afbalancér hjulene – det giver en mere stabil kørsel, og dine hjullejer bliver ikke ødelagt.

Husk reserven

Hav altid et reservehjul med af samme type som de øvrige dæk på campingvognen – og husk at tjekke dæktrykket på reservehjulet, når du tjekker det på de andre dæk.

Mest Læste

Annonce