Forside Bil og motor Lovkrav i flere europæiske lande: Her er tingene, du skal...

Lovkrav i flere europæiske lande: Her er tingene, du skal huske på bilferien

Biler holder i kø på motorvej, mens solen skinner
Shutterstock

Der er flere ting, der skal være styr på.

Bilferien er fortsat en af danskernes foretrukne ferieformer, men lange køreture med fuldt læs på bilen kan også indebære udfordringer – fra uro på bagsædet til punkteringer og trafikuheld.

Christian Jensen fra Bridgestone har derfor samlet en række råd, der kan være med til at gøre køreturen både tryggere og mere sikker.

1. Tjek autostole og selepuder

Tag børnenes autostole ud og monter dem igen inden afrejse, så du er sikker på, at de sidder korrekt.

Mange autostole er fejlmonteret og giver dermed en falsk tryghed. Brug Isofix-systemet, hvis bilen har det – det reducerer risikoen for forkert montering.

Selvom børnene selv mener, at de er vokset fra autostol eller selepude, er det vigtigt at følge reglerne.

I flere europæiske lande skal børn under 150 cm fortsat bruge selepude, så undersøg reglerne i de lande, I skal køre igennem.

2. Pak bilen forsvarligt

Store og tunge genstande må aldrig ligge løst i kabinen.

Ved en hård opbremsning eller et sammenstød kan de blive kastet rundt og udgøre en alvorlig risiko for passagererne.

Sørg for at spænde bagagen fast eller placer den sikkert i bagagerummet.

Det gælder også børnenes underholdning. Tablets, bøger og andet udstyr kan blive farlige projektiler ved et sammenstød.

Brug altid net eller gitter mellem bagagerum og kabine for at forhindre, at bagage og løse genstande bevæger sig frem i bilen.

3. Pak tagboksen korrekt

En forkert pakket tagboks kan påvirke bilens stabilitet og køreegenskaber.

De tungeste genstande bør altid placeres i bilen, mens lettere bagage kan lægges i tagboksen.

Overskrid aldrig den maksimale lastevægt, selvom der er plads tilbage i boksen, og sørg for at fastspænde bagagen korrekt, så den ikke forskubber sig under kørslen.

4. Kontrollér dækkene før afgang

Tjek både dæktryk og mønsterdybde inden ferien starter.

Slidte dæk giver længere bremselængde og dårligere vejgreb – særligt på lange motorvejsture og i vådt føre.

Er bilen tungt læsset, skal dæktrykket ofte justeres i forhold til producentens anbefalinger for fuld last.

5. Undervurdér ikke risikoen ved manglende koncentration

Overhold hastighedsgrænserne og tilpas kørslen til trafik og vejrforhold. Ferietrafik kan være intensiv, og det kræver fuld opmærksomhed bag rattet.

Støj, konflikter og uro på bagsædet kan påvirke koncentrationen mere, end mange tror.

Når føreren mister fokus, øges risikoen for pludselige opbremsninger og ulykker. Derfor er det vigtigt at sikre god underholdning og ro under kørslen.

6. Husk pauser undervejs

Undgå at køre hele turen uden længere pauser – også selvom det kan virke fristende. Træthed reducerer reaktionsevnen og øger risikoen for fejl i trafikken.

Planlæg pauser undervejs, hvor hele familien kan komme ud, strække benene og få frisk luft. Det gavner både sikkerheden og stemningen i bilen.

7. Medbring det nødvendige sikkerhedsudstyr

Husk advarselstrekant, sikkerhedsveste til alle passagerer og eventuelt førstehjælpskasse. I flere europæiske lande er det et lovkrav.

Det kan også være en fordel at have tæpper, vand og snacks i bilen i tilfælde af kø eller driftsstop.

Kontrollér samtidig, at registreringsattest, kørekort, grønt kort og øvrige relevante dokumenter er med.

Derudover bør du også gemme nummeret til vejhjælp på mobilen – og undersøg, om din vejhjælpsordning dækker i de lande, I skal rejse igennem.

Det kan spare både tid og frustrationer, hvis uheldet er ude.

Ads by MGDK