Svedige armhuler og ruder, der dugger, er ikke kun forbeholdt tropiske lande og dårlige gyserfilm. Også danske bilister mærker, når sommeren nærmer sig – og bilens AC ikke længere gør det, den skal.
“Hvis du begynder at svede bag rattet, kan det være tegn på, at der er noget galt med klimaanlægget,” siger Williana Leijon fra AC Center i Uppsala, der kommer med en vigtig advarsel.
Det skriver Carup.
Hver sommer rammes værkstederne af en bølge af overophedede bilejere. Mange forsøger sig selv med en hurtig reparation – typisk ved at købe en dunk kølemiddel på tanken og fylde den på anlægget. Men det kan være en rigtig dårlig idé.
“Du bør virkelig lade være. Risikoen er, at væsken ikke passer til systemet, og så kan du ende med at ødelægge kompressoren,” advarer Williana Leijon.
Og det er ikke småpenge, vi taler om. En smadret kompressor kan sagtens trække en regning, der får dig til at glemme alt om sommertid og is på stranden.
Problemet er, at mange ikke ved, at bilens AC faktisk kræver regelmæssig service – præcis som olieskift og dæktryk. Ifølge eksperten er det dog meget udbredt, at folk ikke får deres AC serviceret, fordi det typisk ikke står i servicebogen.
Ifølge Williana Leijon bør anlægget efterses hvert andet eller tredje år for at sikre, at det ikke giver op, lige når temperaturen kryber over 25 grader. Og det stopper ikke dér: Selv når sneen falder, bør man ikke slukke helt.
“Mange slukker for AC’en om vinteren. Vi anbefaler, at den holdes tændt. Det smører systemet og forebygger fejl,” siger hun og tilføjer, at man samtidig slipper for duggede ruder.
Kort sagt: AC’en er ikke kun din ven i juli – den er også en trofast hjælper i januar. Bare du altså lader fagfolkene rode med den.