“Mange holder igen med at skifte til sommerdæk, fordi vejret skifter.”
Foråret byder ofte på skiftende vejr med både regn, tørvejr og temperaturudsving. Det får nogle bilister til at tøve med at skifte til sommerdæk.
Ifølge de tekniske specialister hos dækproducenten Continental, som leverer dæk til hver tredje bil, der forlader en europæisk bilfabrik, skal bilisterne dog ikke vente på mere stabilt vejr.
“Mange holder igen med at skifte til sommerdæk, fordi vejret skifter. Men når temperaturen ligger over 7 grader, er sommerdæk det sikreste valg – også i regnvejr,” siger Georg Nielsen, der er administrerende direktør hos Continental Dæk Danmark A/S.
Sommerdæk er bedre i regn, end mange tror
Selvom mange forbinder vinterdæk med bedre vejgreb på våde veje, gælder det ikke ved forårs- og sommertemperaturer.
“Mange tror, at vinterdæk altid er det sikreste valg i regn. Men ved højere temperaturer er sommerdæk bedre til at håndtere vand på vejen og give stabilt vejgreb, fordi de er udviklet med mønstre og gummiblandinger, der effektivt leder vand væk og sikrer stabil kontakt med vejen,” forklarer Georg Nielsen og fortsætter:
“Når temperaturen stiger, bliver vinterdæk blødere, og det kan påvirke stabilitet og øge bremselængden.”
Skal passe til temperaturen
De skiftende vejrforhold i foråret betyder, at dækkene i højere grad skal kunne håndtere forskellige situationer i løbet af samme køretur.
“Der er i foråret ofte dage, hvor man både kører i sol, regn og køligere temperaturer. Det stiller krav til dækkene. Her er det dog vigtigt at køre på dæk, der passer til de temperaturer, man faktisk kører i, og ikke dem, man frygter, vender tilbage for en kort bemærkning,” fortæller Georg Nielsen.
Tjek også dæktrykket
Derudover anbefaler dækgiganten, at bilister altid tjekker dæktrykket i forbindelse med dækskift.
Forkert dæktryk kan påvirke både køreegenskaber og dækkenes levetid.
“Når man skifter til sommerdæk, er det vigtigt at få justeret dæktrykket, så det passer til dækkene og bilens anbefalinger. Samtidig bør man tjekke dækkenes tilstand. Skader som revner eller udbulinger skal altid vurderes af en fagperson,” siger Georg Nielsen.