Forside Bil og motor Politisk beslutning skal træffes: Får stor betydning for elbilernes fremtid

Politisk beslutning skal træffes: Får stor betydning for elbilernes fremtid

Politisk beslutning skal træffes: Får stor betydning for elbilernes fremtid
Haggardous50000/shutterstock.com

“Regeringen har i regeringsgrundlaget åbnet for at ændre eller helt afskaffe registreringsafgiften på elbiler.”

I juli blev der samlet indregistreret 14.562 nye personbiler i Danmark.

Det er 5,5 procent flere end i samme måned sidste år, hvor der blev registreret 13.806 nye biler.

Det betyder også at der år til dato er kommet 115.580 nye biler på de danske veje, hvilket er 11,9 procent flere end samme periode sidste år. Af de nye personbiler i juli var 11.672 elbiler.

Det svarer til 80,2 procent af det samlede antal nyregistreringer og er en stigning på 25,8 procent sammenlignet med juli 2025, hvor der blev indregistreret 9.282 elbiler.

Blandt private anskaffelser var elandelen endnu højere: 97 procent.

“Elbilen er blevet det naturlige valg for næsten alle danskere, når de køber ny bil. Når 97 procent af de nye biler til private er elbiler, viser det, hvor langt den grønne omstilling af bilmarkedet er kommet,” siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør i Mobility Denmark, og fortsætter:

“Det har kunnet lade sig gøre, fordi den reducerede registreringsafgift har gjort elbilen til et økonomisk attraktivt valg, og det bidrager til, at Danmark når sine klimamål.”

En million elbiler allerede næste år

Mobility Denmark forventer, at der allerede i 2027 vil være én million elbiler på de danske veje.

Det svarer til omkring hver tredje personbil og bliver en afgørende milepæl for, at Danmark kan nå sine klimamål.

“Én million elbiler allerede næste år vil være en grøn milepæl for Danmark. Når hver tredje personbil bliver elektrisk, får det mærkbar betydning for CO2-udledningen og bringer os et stort skridt tættere på klimamålene,” udtaler Mads Rørvig.

Efterårets politiske beslutninger bliver afgørende

Registreringsafgiften på elbiler står imidlertid til at blive indfaset efter nytår.

Det vil over en årrække gøre de fleste af de mest populære elbilmodeller markant dyrere og risikere at bremse den udvikling, der i dag driver den grønne omstilling af den danske bilpark.

Når Folketinget vender tilbage efter sommerferien, bliver bilafgifterne et centralt politisk spørgsmål, da ekspertgruppen i bilafgifter bl.a. skal komme med et oplæg til at afskaffe registreringsafgiften på elbiler.

“Regeringen har i regeringsgrundlaget åbnet for at ændre eller helt afskaffe registreringsafgiften på elbiler. En regering, der kalder sig den grønneste nogensinde, bør ikke hæve afgiften, men fjerne den permanent til gavn for klimaet og miljøet,” lyder det fra Mads Rørvig.

Ads by MGDK