Mens bilindustrien verden over nærmest konkurrerer om, hvem der kan komme først i mål med elektrificering, går Toyota sin helt egen vej – og den vej går direkte tilbage til benzinmotoren.
Den japanske bilgigant, der ellers tidligere har været en frontløber inden for bæredygtig mobilitet med modeller som hybridklassikeren Prius, nægter nemlig at begrænse sig til udelukkende elektriske biler.
Det bekræftede præsidenten for Toyotas motorsportsafdeling, Gazoo Racing, Takahashi-san, i et opsigtsvækkende interview med Car Expert.
”Vi vil udnytte forbrændingsmotoren så længe som muligt. Fjenden er CO2, ikke motoren selv,” understregede Takahashi-san. Med andre ord: Toyota vil hellere gøre benzinmotoren mere miljøvenlig, end at droppe den helt.
Denne udmelding ligger tæt op ad selskabets øverste chef, Akio Toyoda, som også tidligere har udtrykt skepsis overfor en total elektrificering af bilparken.
Han mener, det er en fejltagelse at satse ensidigt på elbiler, og fastholder, at andre teknologier som hydrogen og syntetiske brændstoffer stadig har en plads i fremtidens trafik.
Toyota har da også tidligere satset stort på brintteknologi med lanceringen af Mirai-modellen tilbage i 2014. Men selv i USA, hvor infrastrukturen syntes lovende, gik adoptionen af brintbiler langsommere end forventet, blandt andet på grund af teknologiske udfordringer og skeptiske forbrugere.
Nu har Toyota i stedet valgt en bredere tilgang – en slags ”multi-path”-filosofi, som åbner op for forskellige løsninger på klimakrisen. Takahashi-san uddyber: ”Ved hjælp af hybridteknologi kan vi reducere CO2-udledningen, og samtidig kan vi også bruge brændstoffer med nul CO2-udledning.”
”Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvornår elektrificeringen virkelig slår igennem. Globalt er der fortsat tvivl om, hvorvidt alle biler bliver elektriske. Ingen kan se ti år frem i tiden. Derfor holder vi alle døre åbne,” afslutter han.
Så mens resten af industrien kaster sig hovedkulds ind i el-eventyret, holder Toyota altså fast i sin egen vej. Det bliver interessant at se, om benzinmotorens sidste store slag bliver vundet i Japan – eller om Toyotas stædighed i sidste ende bliver en nostalgisk parentes i bilhistorien.