Bisidderhjælpen lukker: Flere hundrede borgere står uden hjælp

Velfærd

08/04/2019 17:13

Nick Allentoft

Danmarks største private socialrådgiverfirma Bisidderhjælpen er lukket med kort varsel. Medarbejderne er opfordret til at begære selskabet konkurs, fortæller flere kilder til DenOffentlige.

Flere ugers krise i selskabet Bisidderhjælpen Aps, der har kontorer fem steder i landet, fører nu til at ejeren, Pia Stamer Larsen, kaster håndklædet. Mandag morgen er alle medarbejdere blevet opsagt og ejeren har anmodet dem om at sørge for en konkursbegæring fra deres fagforening.

“Vi beklager at måtte meddele jer, at selskabet ikke kan trives videre.

Beslutningen er truffet i samarbejde med vores advokat og bank.

Den turbulente periode vi har været igennem, har gjort at der ikke er grundlag for videre drift.

I er derfor opsagt d.d. og vi vil ønske jer alle det bedste fremover og vi vil sige tak for kampen alle mand.

Vi vil opfordre jer til at tage kontakt til jeres fagforening for at drøfte situationen.

Alle bedes aflevere sagsmateriale, nøgler alarmbrikker og udstyr m.m. der tilhøre selskabet med tilhørende kode og appel id for at logge ud af telefonen. Dette gøres henholdsvis til kontoerne i Randers og Sorø indenfor en uge. Aftal tidspunkt pr. mail med undertegnede, hvornår I ønsker at komme.

Advosys adgangen er nu lukket ned.”

Sådan skriver Pia Stamer Larsen mandag eftermiddag til de ansatte i Bisidderhjælpen. Mailen kommer i forlængelse af et telefonmøde mandag morgen, hvor stifteren af landets største private socialrådgiver-virksomhed orienterede om, at hun kaster håndklædet.

Hvad er DenOffentlige for et medie?

Læs om, hvad der sker på DenOffentlige, og få ideer til, hvordan du kan være med.

Vi samler artikler om og fra DenOffentlige lige her.

Udviklingen kommer efter en længere krise, som er omtalt i flere artikler her på DenOffentlige.

 

Usikkerhed om afvikling og økonomi

Der er aktuelt usikkerhed om, hvorvidt selskabet bliver begæret konkurs og i givet fald af hvem. Personale, der deltog på dagens møde, fortæller, at Pia Stamer Larsen selv afviste at indgive en konkursbegæring. Forklaringen skulle være, at det koster 30.000 kroner, men det er usandt. Et selskab kan selv indgive konkursbegæring mod betaling af gebyr på 750 kroner.  

En medarbejder spørger på email Pia Stamer Larsen om der er indgivet konkursbegæring. Hertil svarer stifteren af Bisidderhjælpen følgende:

“Nej, det har vi ikke. Da der ikke var 30.000 i selskabet til det.

Det er derfor jer som medarbejdere, der skal gøre det, for at vi kan komme videre med afviklingen. Så desto hurtigere I gøre det, desto bedre.”

Virksomheden havde ifølge DenOffentliges oplysninger et sted mellem 200 og 800 aktive sager, og en forretningsmodel, hvor alle kunder betalte depositum på mindst 1500 og op til 5000 kroner. Den havde samtidig et samarbejde med en låneudbyder, hvor kunderne kunne låne op til 25.000 kroner som forudbetaling for Bisidderhjælpens rådgivning. Penge, der blev udbetalt direkte til virksomheden.

DenOffentlige har tidligere beskrevet, hvordan kunder blev bedt om at sørge for yderligere indbetaling af depositum, når beløbet kom under 1500 kroner. Udsatte borgere har således deponeret alt mellem 300.000 til flere millioner kroner i virksomheden.

 

Udsatte i klemme

Situationen betyder, at et sted mellem 200 og 800 borgere, der er kunder hos Bisidderhjælpen, nu står uden hjælp til deres sag med det offentlige.

Personalet har mandag fået lukket for adgang til virksomhedens sagsbehandling og ingen kunder får længere behandlet deres sager. Kunderne mister samtidig de penge, som de har deponeret hos Bisidderhjælpen.

Sagen om Bisidderhjælpen Aps

Når en borger vælger at købe hjælp fra en privat socialrådgiver skal der udformes en fuldmagt, som giver rådgiveren ret til at træde i borgernes sted overfor de offentlige myndigheder. I praksis er disse fuldmagter stadig gældende, og når offentlige myndigheder den kommende tid skriver til borgerne risikerer væsentlig kommunikation at gå tabt, fordi Bisidderhjælpens sagssystemer lige nu er lukket.

Hvis kunderne har et møde i kalenderen med kommunen indenfor de næste par uger, skal de ikke regne med, at deres repræsentant fra Bisidderhjælpen møder op. Bisidderhjælpens medarbejdere er blevet pålagt ikke at fortælle kunderne om situationen.

Flere medarbejdere har i dag kontaktet deres fagforeninger for at få dem til at indgive konkursbegæring, da de ikke kan få udbetalt løn fra Lønmodtagernes Garantifond, før virksomheden er erklæret konkurs.

 

FAKTA: Hvis du er kunde hos Bisidderhjælpen skal du:

  • Skynde dig at logge ind på din sag og få downloadet relevante dokumenter.

  • Vær opmærksom på vigtige datoer såsom møder og klagefrister.

  • Hvis du har penge til gode, så vær opmærksom på at gøre dit krav gældende, når selskabet begæres konkurs.

 

Råd til kunder hos Bisidderhjælpen

Socialrådgiver Mette Valentin skriver følgende om situationen:

Der er stor risiko for at meget vigtige data og afgørelser går tabt idet bisidderhjælpen er stoppet og deres sagssystem er blevet lukket ned. Det kan blive fatalt for dig som kunde. Mit råd: Træk øjeblikkeligt din fuldmagt til partsrepræsentation tilbage! Det kan gøres helt enkelt med en mail hvor der står:

“Undertegnede (navn) trækker hermed min fuldmagt til at lade mig repræsentere (jf FL §8) af (bisidderhjælpen)tilbage, med øjeblikkelig virkning.

Jeg henviser til nedenstående link, såfremt der måtte være behov for yderligere uddybning i denne forbindelse. Bekræftelse på modtagelse og effektuering, bedes tilsendt hurtigst muligt. På forhånd tak.

Link: https://www.denoffentlige.dk/bisidderhjaelpen-lukker-flere-hundrede-borgere-staar-uden-hjaelp

Med venlig hilsen (navn).

Mest Læste

Annonce