Kvalificer undervisningen i folkeskolen

Folkeskolen er under pres – både på kvaliteten og økonomien. Anført af OECD, PISA konsortiet, stats- og undervisningsminister, andre politikere, KL, nogle skoleforskere og pressen myldrer det med alt fra almindelige gode råd til egentlige direktiver, der indskrænker både det didaktiske råderum og økonomien.

Af Per Kjeldsen, SOPHIA

Skolen skal slankes og gøres mere rummelig, den skal være økonomisk og levere gode resultater – faglige forstås. Skolens elever skal være nyttige for samfundet – og det skal de vide fra starten. Skolen skal være effektiv, så alt skal kunne måles.

I det lys foreslår Niels Egelund i første indlæg i Folkeskole-skolestafetten under overskriften "Effektiviser undervisningen i folkeskolen" en række oplagte muligheder for såkaldte effektiviseringer som følgende: læreren skal være til stede i klassen, når lektionen starter/alle elever skal være ude i frikvartererne/møder om elever, fx med PPR, skal ligge uden for den skemalagte tid/SFO’en rummer lektiecafe på alle skoler/afgangsprøven med læseferiedage og censur afskaffes.

Hver for sig udmærkede forslag. Men hvorfor kalde det effektiviseringsforslag? Det ville da være bedre at kalde det for forslag til kvalificeringer af undervisningen. Så kunne man få fokus væk fra den endimensionelle økonomiske tankegang, der præger debatten om folkeskolen. En debat, der gør folkeskolens udvikling til at være et spørgsmål om accountability eller lønsomhed, der kræver at kvalitet kan opgøres kvantitativt!

Det er den tænkning, der præger Egelunds stafet – og det er ærgerligt – for det er jo kvaliteten, det drejer sig om. Skal man opnå at få kvalitetsproblematikken i fokus, må man forlade den traditionelle neoliberale endimensionelle økonomiske model og i stedet arbejde med en flerdimensionel eller kombinatorisk analytisk model. Det betyder igen, at man må arbejde med den videnskabsteoretiske tilgang, der anerkender behovet for tolkninger, altså elementer af hermeneutik eller kritisk realisme. Forenklet – at sikre at kvalitet vurderes som kvalitet uden forsøg på kunstig objektivisering og kvantificering.

Behovet for dette ses, når nogle af Egelunds øvrige forslag til effektiviseringer inddrages: maksimalt en uge om året må bruges til temauger, projekter og lignende/den sidste dag inden efterårsferie, juleferie og sommerferie anvendes til regulær undervisning, og afslutningsaktiviteter lægges kun i den sidste time/der udarbejdes et nationalt curriculum og 2-3 autoriserede lærebogssystemer….og test… . Her slås det fast med syvtommersøm, at kvaliteten ved de berørte elementer slet ikke forsøges vurderet – der er pr. definition objektiv effektivisering ved de foreslåede indskrænkninger af det didaktiske råderum. Det overses fuldstændigt, at kvalitet gennem didaktisk mangfoldighed flot udtrykkes gennem Folkeskolelovens 22 delformål – undervisning og dannelse er mere end det der sker i en traditionel fagspecifik undervisningslektion.

Skal folkeskolen udvikles kvalitativt – og det skal den selvfølgelig – og det er også lærernes daglige bestræbelse – skal tænkningen om udvikling udspringe af samspillet mellem praktikerne og teoretikerne samt børn og forældre – der skal være tale om en understøttet bottom up udvikling, der udvider det didaktiske råderum. Didaktiske direktivers ensretning kan umiddelbart virke besnærende effektive – men de dræber det engagement, der er forudsætningen for en dynamisk didaktisk proces i skolen, og for at få det kvalitative element i fokus.

Skal jeg tolke på de løbende udsagn fra den virkelige virkelighed vil skolens kvalitet øges, hvis

- daginstitutionerne får optimeret deres muligheder for at tilgodese alle børns udvikling på alle de områder et menneske kan udvikles – så børnene alene skal bedømmes skoleparate på deres sociale modenhed og evne

- folkeskolelovens 22 delformål ALLE gøres til genstand for opfyldende indsats med optimalt timetal

- børnehaveklasserne får til opgave at fortsætte den funktionspædagogiske linje fra børnehaven, også hvad angår de tidlige konkrete læse-/skrive og matematik begreber.

- klassekvotienten for 0. til 3. klassetrin ikke overstiger 20 elever og fra 4. til 9. ikke overstiger 24. Uanset at klassestørrelsen ikke har direkte sammenhæng med læringseffekten, så mindskes lærerslitagen og lærertrivslen øges - og det har kraftig effekt på læringseffekten

- lærerne fortsætter med at bruge diagnostiske prøver og test – og får mulighed for at fravælge de nationale test – som ikke under nogen omstændigheder må offentliggøres, hvis de fortsat ønskes brugt

- elevplaner alene laves på baggrund af behov for skriftlig information til forældrene, subsidiært til eleverne – og ikke med primært fokus på faglige forhold men på elevens socio-emotionelle ballast og kvaliteter i forhold til Folkeskolelovens formålsparagraf, stk. 3 om den sociale og demokratiske dannelse.

- kvalitetsrapporteringerne opad i systemet med efterfølgende forvaltningsreaktion fokuserer på skolens kvalitative muligheder i forhold til undervisningsdifferentiering, støtte til børn med særlige behov og kvaliteten i eventuel inklusion af børn med vidtgående behov

- lærerne efteruddannes relevant, både kvalitativt og i omfang

- lederne er kvalificeret til deres pædagogiske ledelsesopgave

- AKT indsatsen overfor børn med adfærds- kontakt- og/eller trivselsproblemer er optimal

- forvaltninger afholder sig fra at pådutte skolerne forskellige konceptpædagogiske ensretninger

- skolen gøres til lokalskole som en kulturinstitution med både dannelse og uddannelse som fælles mål og tæt samarbejde med lokalområdet – også til gavn for økonomien – og forvaltning og PPR understøtter den enkelte skoles udviklingsmuligheder før der tænkes i nedlæggelse

- alle de mange OECD-, PISA og konsulentrapporter og notater om skolen bliver underkastet videnskabsteoretisk og almen videnskabelig analyse inden de bliver frigivet
så vil folkeskolen kunne udvikle sin kvalitet, lærerne trives og børnene blive meget - om end stadig individuelt – dygtige. De ville opleve at være værdifulde deltagere i forpligtede fællesskaber uden stempel om økonomisk nytteværdi på ryggen. Og det endda uden at skolen blev dyrere – både makro- og mikroøkonomisk vil den blive billigere.

Stafetten går til Klaus Majgaard

Stafetten gives hermed videre til formand for børne- og kulturchefforeningen Klaus Majgaard, der har et stort ansvar for at skolen lykkes og at skolelederne og lærerne understøttes i arbejdet dermed.
 

Emneord: Folkeskole, Effektivisering, Kvalitet, Teori og praksis, PISA, OECD, Daginstitutioner, Elevplaner, Nationale tests, Efteruddannelse, Forvaltning, Dannelse
Folkeskole-stafetten på DenOffentlige.dk I Folkeskole-stafetten diskuteres folkeskolens udvikling, udfordringer, kerneopgave og ledelse af lærere, skoleledere, forskere, interesseorganisationer og politikere. Er folkeskolens kerneopgave...
Aktivitet: Artikler: 42 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 09.02.11 Aslak
    Udviklingen skal faciliteres oppefra, men komme nedefra

    Hovedet bliver slået på sømmet her i stafetten: Al for meget skoleudvikling bliver presset ned over aktørerne, der stritter med alle pigge. Budskabet må være: Skoleudvikling skal ske med gulerod - ikke med pisk. Disciplinære spørgsmål og kvalitetssikring bør fortsat være lokalbaseret ansvar. Kig ind på www.facebook.com/netvaerksskolen og læs om en skolevision, der skal faciliteres oppefra med udfoldes i netværk nedefra.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også