Der blev talt meget om janteloven for 10-15 år siden. Fik vi gjort op med den? Lidt gjorde vi vel, for det er blevet socialt acceptabelt at gøre noget særligt. Løbe en marathon, skabe en virksomhed, forandre sit liv.
Det tilbageværende problem er den del af janteloven, der slår ned på dem, der fejler og er uperfekte.
Viden- og konkurrencesamfundet stiller større og større krav til den enkelte, særligt til din personlighed og opførsel. Det nye kræver også flere ord og bedre begreber om menneskers personlige egenskaber. Og dermed opstår helt nye måder at vurdere hinanden på.
Den perfekte personlighed er derfor blevet det nye normale.
For nylig fik jeg et wakeup call
Jeg lever med mennesker med ADHD og autisme. De mennesker har rigtig mange ting til fælles, men er dog individer og vidt forskellige. Lige så forskellige som alle andre, når man ser efter.
Selvom vi har diagnoser eller det at være berørt af dem til fælles, så er det sådan, at når vi mødes hjemme i familien, i netværksgrupper eller bare i byen som venner, så mødes vi som mennesker. Det vigtige er ikke diagnoserne, problemerne, det at du ikke kan styre dig, at du er ramt. Det vigtige er fællesskabet. Mere kompliceret er det såmænd ikke.
Det er sundt og godt, og voldsomt berigende for os, der er en del af fællesskaberne.
De professionelles negative syn
Det, der har vækket mig, er at høre den måde professionelle taler om os på: Som pårørende, syge og som handicappede. Jeg har oplevet, hvordan særligt mennesker med ADHD bliver reduceret til "diagnosticerede medlemmer af samfundet", altså en gruppe uden ansigt.
Det sker blandt psykiatere, læger, psykologer, pædagoger, socialrådgivere, lærere og mange andre, der alle bliver undervist i de problemer som mennesker med ADHD har og deres særlige behov.
Og det er et billede, der jævnligt males i medierne.
Har vi skudt os selv i benet?
Jeg har sat mig for at prøve at finde ud af om vi med diagnosen og vores arbejde for sagen har skudt os selv i benet, ja måske ligefrem trådt på en landmine?
Jeg tror at problemet er opstået i og med at ADHD konsekvent er gjort til en behandlingskrævende sygdom eller et støttekrævende handicap. Dét har jeg accepteret hidtil som et vilkår i kampen for de mennesker, der bliver dømt ude, men blandet med jantelovens syn på de forkerte, bliver det til en farlig cocktail.
For er vi så ikke selv i et eller andet omfang med til at cementere den stigmatisering, der ligger i jantelovens nedadskuende perspektiv?
Men hvad så med problemerne?
Men det synes at være en gordisk knude, for den skrækkelige virkelighed er jo, at mennesker med ADHD tit har store problemer i livet, tit dømmes ude af samfundet, og tit har brug for hjælp og fællesskaber, der vil dem. De fleste mennesker med ADHD jeg kender har reelle og rigtig store problemer i livet.
Værdier i ADHD
Men er de mennesker? Eller er de diagnosticerede behandlingskrævende patienter?
Jeg har gennem tiden været bekymret over, at nogle mennesker synes at tage ADHD på sig som en identitet. Det sker, men "ADHD" som fællesskab har potentiale til at give det enkelte menneske værd og identitet. Et eksempel på det er det fællesskab der er i ADHD-foreningen, der netop er funderet i forståelse, accept og at vi interesserer os for hinanden som medmennesker - ikke andet.
Du kan prøve at google ADHD-foreningens frivilligpolitik og studere de værdier der hyldes. Læs også lidt om, hvad foreningen mener om inklusion. Eller kig forbi en af foreningens ADHD-caféer og fornem fællesskabet. Bidrag til det. Ja, spørg dig selv, hvad du kan gøre for mennesket foran dig. Måske er det bare at lytte? Måske kan du gøre en forskel fordi du tror på mennesket. Kontakt mig, hvis du er interesseret.
Se dig selv i spejlet
Du kan også se dig selv i spejlet og spørge dig om ADHD er et problem eller et vilkår for samfundet. Overvej så, hvad det gør ved dit syn på mennesker med ADHD om det er det ene eller det andet.
Jeg gætter på at du vil opdage, at der er en verden til forskel, og at vi når vi fokuserer på problemet hurtigt ender med at dømme og vurdere mennesker med ADHD som mindre værd end andre.
De problemer som mennesker med ADHD har er ikke nye, men det er nyt at samfundet ser så ensidigt negativt på de egenskaber som mennesker med ADHD har.
Det kan der laves om på, men det kræver et nyt, mere nuanceret og især måske mere positivt syn på ADHD. Og desuden et nyt opgør med Janteloven.
