Siger du ligefrem, at man kan blive mere rask af at komme i arbejde?
- Ja.
Sådan lød svaret fra beskæftigelsesministeren, og med hans uddybning sagde han blot det, som alle ved.
- Det at være en del af det arbejdende fællesskab frem for at være isoleret i sin lejlighed, ved man inden for de seneste år, at det er meget værdifuldt, blev Neergaard Larsen citeret for på Ritzau.
Rationelt og menneskeligt set bør alle være enige med ministeren.
Derfor er det besynderligt, at der er så megen uenighed. Men sandheden er, at debatten om kontanthjælpsloftet slet ikke fokuserer på kontanthjælpsmodtagerne. De mennesker, som skal overleve under det kommende loft, er sat på sidelinien mens aktørerne slås et sted mellem politiske og holdningsmæssige ideologier.
Regeringens nye kontanthjælpsloft handler om langt mere end rådighedsbeløb. Alligevel er landets udsatte igen tilskuere i et ideologisk teater, hvor de reelt kan sige ja til begge sider:
ALLE SKAL ARBEJDE, råber den ene side, mens 200.000 udsatte borgere kan svare “ja, jeg vil meget gerne arbejde”
FAMILIER ENDER PÅ GADEN, råber den anden side, mens 200.000 udsatte borgere kan svare “ja, og derfor vil jeg rigtig gerne væk fra kontanthjælpen.
Men løser råberiet noget for de mange udsatte?
Det korte svar er nej. Det konstruktive svar handler om fem forhold, som beslutningstagerne burde forenes om at få løst, så de taler med en stemme.
1: Kontanthjælp er en midlertidig ydelse til mennesker, der er kortvarigt uden forsørgelse
Hver eneste borger, der har været flere år på kontanthjælp, er en falliterklæring for det offentlige system. Både folketingspolitikere og lokalpolitikere har et ansvar her. Både beskæftigelsesministeriet med alle dets ca 25.000 sider bureaukrati og kommunerne med de overbureaukratiserede jobcentre har et ansvar sammen. Alligevel ses ingen erkendelse af, at systemet svigter og har svigtet.
2: Mennesker på offentlig forsørgelse har brug for hjælp
Det er hele ideen med velfærdsmodellen, at vi gennem fællesskabet sørger for et sikkerhedsnet under mennesker, der falder eller er på vej til at falde. Særligt efter vi har skabt et samfundssystem, hvor hver enkelt borger skal koncentrere sig om at bidrage til samfundsøkonomien gennem arbejde, og lade det offentlige system tage sig af resten.
Denne tilgang placerer et særligt ansvar hos kommunerne, som bl.a. skal tilse, at mennesker yderst sjældent ender flere år på kontanthjælp. Alligevel accepterer politikere hele vejen rundt, at man først justerer kravene til borgeren, men yderst sjældent retter blikket på systemet. Derfor oplever borgere, der på mange måder er blevet afhængige af systemet og ofte er stavnsbundet til samme, at systemet får lang lang snor og lov til at begå mange mange fejl, mens menneske sanktioneres og stresses.
Hvis reformerne skal virke efter hensigten må der skabes balance mellem kravene til borgerne og kravene til systemet.
Er der venligst nogen, der vil minde politikere og ledere om den samfundskontrakt, der forlanger respektfuld og ordentlig behandling af mennesker, der møder udsatheden? Minde om, at det værste man kan gøre er, at slå på mennesker, der forsøger at kæmpe sig op?
3: Kommunernes sagsbehandling er stressramt
Sagsbehandlere og ledere i det sociale system er alt for mange steder ved at ligne spejlbilleder af det Danmark, de skal servicere - landets udsatte borgere. Hukommelsen svigter. Trætheden har meldt sig. Presset bare vokser og vokser. Afmagten stiger.
Men en socialrådgiver og sagsbehandler er jo bare ligesom kassedamen i den lokale netto.
Hvis de sociale system skal undgå den totale kollaps må der skabes ro på området. Sagspuklerne er enorme, så hverdagen når sjældent at blive velfungerende. Ryd op i sagspuklerne, og giv sagsbehandlerne fred til at levere den socialindsats, som vi ved virker.
4: Forlad den forestillede formelle virkelighed i stædigt bliver i
Med hver eneste reform de senere år - herunder også under den tidligere regering - har retorikken alene indrettet sig på, hvordan reformerne i teorien skal udmøntes og hvordan virkeligheden er i en teoretisk beskrevet verden. Altså den verden, som det formelle juridiske lovmæssige univers udtrykker. I de grelle tilfælde har ministre kommunikeret reformerne med retorik målrettet deres vælgere i middelklassen, og dermed fuldstændig ignoreret de mennesker, som reformerne handler om.
Men der er en anden virkelighed.
Der er virkeligheden mellem de politiske reformer og den praktiske udmøntning af dem ude på landets jobcentre og socialkontorer og dermed hos de borgere, som det hele handler om. Er det for meget forlangt, at bede politikere gøre bare et lille forsøg på at respektere og tale med mennesker i den virkelighed de er i?
5: Mere bureaukrati og offentlig støtte virker ikke
Christiansborg og Slotsholmen er eksperter i at opfinde justeringer af politiske aftaler, som kan formidles retorisk overbevisende.
Man taler så at sige ind i mindre vælgergrupper, for dermed at fastholde sin opbakning i målingerne. Sådan ser det i hvert fald ud, når senest Socialdemokraterne i et forsøg på at påvirke kontanthjælpsloftet foreslår, at kommunerne skal betale flytteomkostninger for borgere, der må skifte til en billigere bolig for at overleve under kontanthjælpsloftet.
Øhh, ræk venligst hånden op, hvis du kan finde en billigere bolig? Også gerne, hvis du hellere vil flytte end arbejde?
Hvor ville det være befriende, hvis politikerne rettede blikket og debatten på eksempelvis Ankestyrelsens rapporter, som igen og igen peger på alt for høje fejlprocenter.
Konsekvenserne er skræmmende: De splitter velfærdssamfundet ad
De senere års reformer af velfærdssystemet kan hver for sig være fornuftige nok i en ideel virkelighed. Altså den verden, hvor det offentlige velfærdssystem leverer det sikkerhedsnet under borgerne, som eksempelvis et højt skattetryk skulle forsvare eller omkring 750.000 offentligt ansatte hver dag vedligeholder og driver.
Selvfølgelig skal vi sikre et arbejdsmarked, der har plads til de fleste.
Selvfølgelig skal det enkelte menneske forsørge sig selv og sine.
Naturligvis skal offentlig forsørgelse være noget midlertidigt for langt de fleste.
Helt klart, at velfærdssamfundet skal sikre et ordentligt og værdigt liv for vores mest udsatte.
Men med den fremgangsmåde som de senere års velfærdsreformer er rullet ud med er det forståeligt, at flere og flere danskere mister tilliden til systemet. Tilliden til politikerne. Tilliden til velfærdsmodellen.
Det skaber den slags protester, som nu mod kontanthjælpsloftet.
Reaktionerne, forargelsen og medfølelsen taler måske nok om kontanthjælpsloftet, men handler reelt om de mennesker, som skal indrette deres liv under det.
Mennesker, der er låst i et offentligt system, som har fået monopol på at bestemme over deres liv. I mange situationer er der reelt tale om moderne stavnsbinding. Denne gang blot til det offentlige system. Udsatte borgere har sjældent, yderst sjældent, noget alternativ til at acceptere sagsbehandlernes og systemets krav og forslag.
En samfundspædagogik, der klientgør og fortæller borgere og erhvervsliv, at det offentlige tager sig af udsatte mennesker, forventer åbenlyst også, at det så sker.
Men den offentlige hjælp bliver umenneskelig, når den i stigende grad leveres i mistro til borgerens vilje og evner, og samtidig stresser udsatte mennesker økonomisk.
Derfor burde regeringen og embedsværket skrue lyttelapperne væsentligt bedre på, og tænke sig om en ekstra gang.
