Af Niels Højberg, stadsdirektør, Aarhus Kommune:
Søren Brøndum, partner, Brøndum og Fliess, spurgte i sit indlæg til stafetten om følgende:
Hvilke vilkår har ydelsesinnovation i den offentlige sektor, set i forhold til effektiviseringsdagsordenen?
Finanskrisen og det efterfølgende fald i bruttonationalproduktet har af indlysende årsager sat den offentlige sektor under stort pres. Tilpasningen er i fuld gang og kommunerne kommer i regnskab 2010 for første gang siden slutningen af 1980´erne med et regnskab, der ligger markant under forrige års regnskab med ca. 1,7 mia. kr., selv om den danske befolkning stiger med ca. 25.000 om året for tiden. Kommunerne har i 2010 sagt farvel til ca. 10.000 ansatte og alle indikationer peger på, at faldet både i de samlede udgifter og antal ansatte falder yderligere i 2011.
Næsten alle kommuner er derfor i gang med at trimme budgetter, organisation og ydelser. Hvordan forholder denne effektiviseringsdagsorden sig så til ydelsesinnovationen? Mange initiativer omkring innovation af det offentlige ydelser giver indtryk af, at vi bevæger os ind på et territorium, hvor vi det offentliges velfærdsydelser nytænkes over en bred bank. Spørgsmålet kan være svært at vurdere, men vi har en faktuel baggrund, som vi kan bruge til at komme et svar nærmere: KREVI.
Evalueringsinstituttet har her for nylig for anden gang udsendt en prisværdig klar og velgennemarbejdet oversigt over forslag til økonomiske effektiviseringer fra de kommunale administrationer.
7200 effektiviseringsforslag gennemtrævlet
Publikationen er blevet til ved, at KREVI minutiøst har gennemgået 73 kataloger fra ligeså mange kommuner for at sætte fokus på, hvordan kommunerne arbejder med udgiftsstyring og udgiftsreduktion i disse år. I alt indeholder katalogerne 7.200 reduktionsforslag. Der er registreret 2.100 økonomiske effektiviseringsforslag, som er samlet til 581 forslagsbeskrivelser.
Termen ”økonomiske effektiviseringsforslag” defineres som forslag, hvor serviceniveauet opretholdes for færre ressourcer, men også forslag, hvor serviceniveauet reduceres, men hvor besvarelsen vurderes at være større end det forventede nyttetab ved servicereduktionen har fundet nåde for redaktionens hårde blik. Forslag, der kun vedrører reduktion af serviceniveauet er ikke medtaget.
Enestående indblik
De 581 forslag giver et enestående indblik i de håndtag danske kommuner i 2010 har brugt for at omstille serviceproduktionen til på en mere effektiv måde.
De forskellige forslag er ”gefundenes gefressen” som idekatalog i bestræbelserne på at effektivisere kommunernes drift uden blot at skære i servicen og er pædagogisk opdelt i kategorier som strukturtilpasninger inkl. Lukning af fysiske enheder, organisatoriske tilpasninger, bedre tilrettelæggelse af arbejdet, digitalisering og ny teknologi, eksternt samarbejde, tilpasning af ydelser, omlægning af servicetilbud, konkurrenceudsættelse, effektivisering af indkøb og er samtidig opdelt på sektorer og påført navnet på en eller de kommuner, der har arbejdet med temaet i budgetlægningen.
Begrænset bidrag til innovation
Oversigten giver imidlertid ikke en afklaring af, om byrådene har valgt at følge forslagene i den endelige budgetvedtagelse.
Oversigten giver indtryk af et opgør med megen vanetænkning og indeholder mange billeder på en kreativ nytænkning af rammerne for velfærdsproduktionen.
På den anden side er der kun begrænsede bidrag til en egentlig radikal innovativ tilgang til velfærdsproduktionen. Situationen er mange steder den, at forslagene opstår i de enkelte sektorområder med sigte på de opgaver, den enkelte sektor løfter selv. Kun sjældent er der tale om løsninger, der fokuserer på tværgående løsninger – og de bliver nærmest fraværende, når vi kigger på grænsen mellem regioner og kommuner på sundhedsområdet. Et område, vi alle erkender, vil give de største økonomiske udfordringer de kommende år.
Medfinansieringen skal gentænkes
Min personlige vinkel på dette afgørende problem er den, at de nuværende medfinansieringsstrukturer for kommunerne af regionernes udgifter til sundhed ikke giver reelle incitamenter for kommunerne til at investere i bedre forebyggelse.
Systemet må gentænkes, så der bliver økonomisk logik i den fælles finansiering og på en sådan måde, at der også bliver økonomiske incitamenter til et integreret samarbejde mellem sygehusene, de praktiserende læger og kommunerne. I dag optræder kommunerne som malkeko i bestræbelserne for at finansiere den fortsatte og berettigede vækst i sundhedssektoren.
Vi kan derfor igen spørge, hvor bliver innovationen af? Den kan være svær at spotte i det daglige og i KREVIS glimrende oversigt over kommunernes konkrete og vellykkede arbejde med at nedbringe udgifterne i kølvandet på finanskrisen.
Stafetten går til Annemette Digmann
Jeg vil derfor give stafetten videre til Annemette Digmann, Udviklingschef i Region Midtjylland, og spørge:
Hvad skal der til for, at kommunerne og regionerne kan udvikle innovative løsninger i fællesskab med særlig fokus på sundhedsområdet?
