Læreren i det enogtyvende århundredes folkeskole

Velfærd

19/12/2012 11:21

Nick Allentoft

Jeg har overladt scenen til en lærer i det enogtyvende århundredes folkeskole, som fortæller om sig selv og sine professionelle værdier. Med dette perspektiv i tankerne mener jeg, at det er afgørende, at skoleudvikling bygger på faglig viden om praksis, teoretiske indgangsvinkler inden for det didaktiske og pædagogiske felt, og professionel dialog.

Af Claus Drachmann, Skoleleder på Vaarst Fjellerad Skole 

Tak for muligheden for at svare på dine vigtige spørgsmål i folkeskoledebatten, Benedikte Ask Skotte. 

Folkeskolen, som dannelsesinstitution, undergår flere forandringer, hurtigere end nogensinde. Og med rette. Paradigmet skifter – for skolen, for menneskene i den og for verden.

Når alt forandres, hvilke kvalifikationer skal en lærer have for at fylde læringsrummet med dannelses-ilt og bibringe den kommende generation af verdensborgere dannelses-energi?

 

Læreren får ordet

Jeg har overladt scenen til læreren i det enogtyvende århundredes folkeskole, der her fortæller om sig selv og sine professionelle værdier:

”Mit lærer-liv består af en lang arbejdsproces, der har til formål at skabe hele mennesker.

Jeg forstår dannelse som samspillet mellem viden og færdigheder, barnets personlige udvikling og barnets sociale fællesskab som grundlag for udviklingen.

Jeg blev lærer af flere årsager. Den mest centrale er dog, at jeg drømmer om at give børn lyst til at lære hele livet. Når børnene flyver fra min undervisning skal de have lyst og mod til at gå til verden med nysgerrighed.

Jeg tror på børns grundlæggende ret til at høre til et fællesskab, og denne ret kan jeg sikre gennem den viden, jeg har, om hvordan sociale fællesskaber bliver til og hvordan kulturer opstår. Jeg forstår og anerkender, at det er min opgave, at skabe faglige og sociale fællesskaber i folkets skole, hvor ingen børn eller forældre står udenfor.

Samtidig erkender jeg, at den opgave er yderst kompleks, at den aldrig er færdig, og at jeg ikke kan løse den alene. Skolen som organisation og mit team, hvor jeg samarbejder med forskellige faggrupper, har dermed afgørende betydning for min succes.

”Jeg er et solidt forbillede. Mine værdier er synlige, og jeg drømmer om, at børnene finder deres egne værdier med udgangspunkt i dem, jeg repræsenterer. Jeg har den personlige og professionelle fingerspitzgefühl, der gør, at jeg er en anerkendende opdrager. Min grænsesætning gør børnene trygge og betyder, at børnene kan deltage i folkets skole, uden nødvendigvis at være udstyret med alle forudsætningerne forud herfor.

Min udvikling af undervisningen smelter sammen med den, jeg er, og det samfund jeg færdes i. Det gør min formidling og interaktion med eleverne autentisk og levende – og derved bliver det meningsfyldt for eleverne at gå ombord i den viden, jeg og skolen skaber rammer for, at de kan udvikle individuel forståelse for.

Jeg er opmærksom på, at mine elever tilskriver mig autoritet, fordi det er tydeligt for dem, at jeg tager ansvar som voksen, som pædagogisk medarbejder og som menneske.”

Som professionel underviser har jeg min opmærksomhed rettet mod det mulige skel, der kan være mellem folkets skole og det omgivende samfunds sprog og kultur.

Jeg kan ikke holde den opmærksomhed opdateret uden brug af mit netværk – mere specifikt både det fysiske og nære netværk, men i høj grad også i de virtuelle, hvor jeg har chance for at få inspiration, motivation og hjælp til at tune og måske endda påvirke verdensbilledet, så skolens verden og det omgivende samfund spejler sig i hinanden.

Fordi jeg er i stand til at kommunikere og formidle stof i nutidens sprog, og ved at gøre brug af et bredt udvalg af informationskanaler - i en stadig justeret øjenhøjde med børnene og forældrene, oplever jeg anerkendelse og forståelse.

Når jeg ikke opnår anerkendelse, eller når jeg ikke møder forståelse, er jeg kommunikativt opmærksom på min professionelle rolle, og på de muligheder jeg har for at nedtrappe konflikter og genetablere tillid.

”Jeg bruger min viden om kommunikation som redskab i de utallige samarbejdsrelationer jeg indgår i, og jeg anerkender, at dannelse af det hele barn kræver mangfoldige fællesskaber. Derfor ser jeg også samarbejdet med barnets familie, som både en gave og en opgave, der har afgørende betydning for, at min faglighed kan folde sig ud i skolen. Mit fag bliver også til i kritikken og idérigdommen, klagen og anerkendelsen, udeblivelsen og indlevelsen fra eleverne og deres familier. 

Inden jeg giver ordet tilbage til skolelederen, er det på sin plads at tilføje, at min skoles hjerte, saft og kraft kommer af, at vi er ambitiøse om vores profession. Derfor forventer jeg også, at min ledelse skaber rammer og opsætter synlige mål for, at skolen kan være i kontinuerlig udvikling." 

Således klogere på et ”lærer-perspektiv” 

På baggrund af det ovenfor beskrevne, er det afgørende at skoleudvikling bygger på faglig viden om praksis, teoretiske indgangsvinkler inden for det didaktiske og pædagogiske felt, samt professionel dialog.

Grundlaget for udvikling skal altså være lødigt, men der kan aldrig være undskyldninger for ikke at udvikle skolen. Løbende udvikling indenfor skolens arbejdsfelt er afgørende for at kunne imødegå den dynamiske dannelsesopgave, der hører samfundet til i dag.

Treenigheden af pædagogiske medarbejdere, forældre og ledelse tager ansvar for dannelse af mennesker. Dannelsesansvaret har vi sammen retten til at tage og medansvaret for at bære. Det bliver aldrig en købmandsforretning, hvor du, som forælder, afleverer din kurv, og venter på at den bliver fyldt for dine skattekroner.

Under en skoleledelse, der forstår opgaven, bliver skolen aldrig et multiresistent univers, hvor forældre-repræsentanter ikke har indflydelse og hvor pædagogisk personale har fundet ”metoden” og set ”lyset”, parallelt med det samfund skolen indgår i.

For børnenes skyld - det må ikke finde sted i folkets skole.

Senest har folkeskolens stakeholdere diskuteret folkeskolen som en selvejende institution. Det rummer mange positive elementer, men i forhold til forældresamarbejdet er der risiko for at et arbejdsgiver-arbejdstager forhold mellem ledelse og forældre kan forhindre den centrale pædagogiske dialog mellem netop skolen og forældrene, når rollerne ændres. Forældrerepræsentanternes rolle, i dag, giver netop mulighed for at skole og forældre kan og bør rykke tættere sammen om vor fælles dannelsesopgave.

Jeg ved vi kan – vejen hertil findes lokalt og i dialog!

Kære læser, dvæl et øjeblik ved en tidligere bidrager til denne blogstafet, professor Steen Hildebrandts tydeliggørelse, i sin bog, af at ”Børnene er det vigtigste”– alene overskriften bør give anledning til ledelsesmæssig refleksion over skoleledelsens anvendte tid.

Og kære læser, dvæl et øjeblik ved om det første, du forventer af dit barns skole, er det du selv oplevede som mangelfuldt og eller oplysende i din skolegang – og reflekter så over, hvad skolen skal danne til, når samfundets paradigme skifter med større kraft og hastighed end nogen generation har oplevet før os.

Mine refleksioner du kan finde på Facebook på Skolelederens Blog.

Vil du ”nøjes” med Vaarst-Fjellerads updates, kan du like vor skole her.

Er du ikke til Facebook eller andre sociale medier kan du ringe og aftale, hvornår du kigger forbi.

En Ambitiøs Folkeskole skal opleves live – og du, kære læser er altid velkommen på VFS.

Stafetten går til Dorte Lange

Stafetten giver jeg videre til Dorte Lange, Næstformand i Danmarks Lærerforening. Det gør jeg fordi Dorte Lange repræsenterer en del af ledelsesteamet i en organisation, der er medvirkende til at sætte dagsordnen i den skole, jeg har ansvaret for at gøre endnu bedre. 

Jeg drømmer om, Dorte Lange giver et bud på hvordan en organisation, som Danmarks Lærerforening, kan bidrage til kulturudviklingssparathed hos Danmarks lærere.

Mest Læste

Annonce