Der skal lyde stor ros til fungerende sundhedsminister Karen Ellemann for at droppe lovforslaget om nye bosteder med tvang. Kritikken har været hård, og den er kommet fra mange forskellige parter. Og selvom det måske er lidt tidligt at konkludere, at forslaget er helt dødt, så er det utrolig opløftende at opleve, hvordan en politiker lytter til en faglig funderet kritik. Det lover i sig selv godt.
Læs mere fra Granhøjen
Granhøjen har en blog på DenOffentlige, hvor institutionen løbende deler viden og forholder sig til debatten om bosteder.
Forstander Grete Mikkelsen har skrevet flere indlæg.
Forløbet frem til lovforslaget var ellers udtryk for noget, vi alt for ofte ser i sundhedsvæsenet. Baggrunden var det tragiske drab for på Lindegården for snart et år siden. Både politikere og fagforeninger var hurtigt ude med behovet for handling. Jeg advarede den gang i et debatindlæg i Altinget mod panikløsninger. Vi har set det så mange gange før. En tragisk hændelse, en skandale, et broddent kar, og så er politikerne klar med de hurtige og ofte uigennemtænkte løsninger. Men denne gang viste det sig altså, at det gik lidt for stærkt.
Hvor var selvrefleksionen?
Hvordan opstod så dette lovforslag om nye bosteder med tvang? Selvom forslaget kom hurtigt på banen som et columbusæg, der kunne skabe ro i socialpsykiatrien, tror jeg, at forslagsstillerne rent faktisk mente forslaget. De har helt sikkert ment det med de bedste intentioner. Men for mig at se repræsenterer forslaget en holdning om, at psykisk syge mennesker er farlige, og bliver de for farlige, skal de spærres inde. At vi kan løse problemer med manglende samarbejde med beboerne på bosteder ved at tilbyde dem mindre samarbejde og i stedet møde dem med mistro og tvang. Hvor var selvrefleksionen i psykiatrien i forhold til om personalet er godt nok uddannet? Hvor var erkendelsen af, at når problemerne eskalerer, så er det systemet, der fejler. Den var væk.
Vores erfaring på Granhøjen er, at når beboere skaber konflikter og bliver udadreagerende, handler det ofte om problemer med samarbejdet, og at rammerne for samarbejdet ikke er tilstrækkelig afklaret. Så bliver beboeren frustreret. Beboeren har måske en bestemt forventning fra personalet, måske har de bedt om hjælp men er ikke blevet forstået, måske havde de en helt anden forventning til rammerne. Eller måske har kommunen placeret beboeren i et forkert tilbud, der ikke er målrettet vedkommende. Konflikten er beboerens måde at fortælle det. Tvang er ikke svaret i den situation.
Tvang ville derfor aldrig komme inden for dørene på et bosted hos Granhøjen. Møder vi beboerne med mistro, så får vi det selv igen. Det er en ond cirkel at bevæge sig ind i.
Nye holdninger i psykiatrien
Den debat, vi har set om lovforslaget, hvor nogle på den ene side har forsvaret forslaget om øget tvang, og andre på den anden side har talt for, at vi sætter ind med mere og bedre behandling, handler om, hvordan psykiatrien grundlæggende skal udvikles, og hvordan vi i samfundet ser på mennesker med psykiske lidelser. Når fx Lægeforeningen, Dansk Psykiatrisk selskab, Danske Patienter og Bedre Psykiatri går så markant mod lovforslaget med øget tvang, så er det udtryk for, at vi måske er på vej mod nye holdninger i psykiatrien. Derfor er det, at lovforslaget bliver droppet, ikke bare godt, fordi det var et dårligt lovforslag. Det er også en sejr for holdningen om, at udfordringerne i psykiatrien skal løses med samarbejde og tilllid.
Nu skal regeringen så finde en ny løsning. Karen Ellemann fastholder, at der skal nye bosteder til, men ministeren skal nu vise, at hun ikke blot har lyttet til en kritik men også til en anden grundlæggende holdning til psykiatrien.
Derfor håber jeg meget, at hun lægger det eksisterende lovforslag helt til side og inviterer til et bredt samarbejde, der foruden at involvere organisationer som fx Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd Dansk Psykiatrisk selskab, Danske Patienter og Bedre Psykiatri, SIND også involverer bostederne og denne gang tilmed den private del, der kan bidrage med både faglig viden og erfaring. Måske ministeren tilmed kunne få blik for, at vi allerede har de bosteder, ministeren ønsker. Blot uden tvang men med samarbejde og konfliktløsning.
Det er ikke et nederlag for regeringen at trække et lovforslag tilbage, når det skyldes en faglig funderet kritik. Så er det en sejr for regeringen. Fortsæt i det spor. Vi bidrager gerne.
