For et par lørdage siden havde jeg Liberal Alliances folketingsmedlem Joachim B. Olsen i studiet i mit program Zornigs Zone på Radio24Syv. Joachim fremstilles ofte i medierne som en kynisk ultraliberalist, der intet har til overs for de svage i samfundet. Jeg har et mere nuanceret indtryk af ham, og det ville jeg gerne have uddybet. Det udviklede sig til en interessant snak om, hvem det er, der skal hjælpes i vores samfund og hvordan.
Min holdning er som oftest, når vi har med udsatte familier at gøre, at der ikke er én løsning på problemet, men at der er en masse komplekse forhold, der skal løses for at familien kan komme til at fungere. Det løser ikke folks problemer at give dem et job, hvis de drikker, hvis de ikke har nogle tænder i munden, hvis de har en enorm gæld – det er mange løsninger der skal til - og for hele familien – og på én gang.
Nedsættelse af kontanthjælpen har der været talt om - og det er jeg imod. For de voksne i ”Underdanmark” er så prægede af generationers dårlige nedarvede mønstre, at de ganske enkelt er for svære at ændre. Derfor skal de nok sørge for at få råd til deres cigaretter og øl, selv om de får færre penge, så det bliver hurtigt børnene, der kommer til at lide endnu mere afsavn. Min pointe er, at vi ikke bare kan bede dem om at ’tage sig sammen’ – det magter de ganske enkelt ikke, for så havde de gjort det.
Læs også: Zornig: Socialkrisen er akut
Når jeg holder foredrag, spørger jeg ofte deltagerne: ”Hvem af jer, der har været på slankekur, har fejlet mindst én gang?” Så ryger der en skov af hænder i vejret. Så spørger jeg: ”Hvem af jer, der er holdt op med at ryge, er begyndt igen mindst én gang?” Her kommer endnu en skov af hænder.
Når de typiske danske middelklasseborgere, der har overskud til at tage del i samfundsdebatten og komme til foredrag på det lokale kulturhus eller bibliotek, ikke engang kan ”tage sig sammen”, hvordan kan man så forvente det af mennesker, der kommer fra det underskudsmiljø, jeg er vokset op i?
Det er svært at bryde mønstre, selv når man har overskud.
Omvendt er det heller ikke en løsning bare at sende flere penge. Men hvad gør vi så?
Skal de udsatte sættes under administration, som min bror er blevet det? Han holdt først op med at lave kriminalitet den dag, han fik at vide, at han fik udbetalt 200 kroner hver dag. Det virker, men jeg synes ikke det er værdigt at tage folks frihed fra dem på den måde.
En anden model er den, jeg tror mest på, og som de for øjeblikket er i gang med at afprøve i Rebild Kommune.
Her sætter kommunen to kærlige og fagligt dygtige socialrådgivere, der fungerer som et team, på hele familien. To pga. lovgivningen – en socialrådgiver havde været mere optimalt. Socialrådgiverne tager rollerne som den spillende træner og er med til strukturere livet og give dem mod og tro på, at de kan. Gennem et par år bliver det socialrådgiverens rolle at hjælpe familien med at ændre deres mønstre.
Vi trænger til en debat om, hvordan vi som samfund kan være med til at hjælpe med at ændre uhensigtsmæssige mønstre på en værdig måde, for mit grundsyn er, at mennesker gerne vil gøre det bedste, hvis de har rammerne.
Jeg tror mennesker ligesom planter er heliotropiske – at vi søger op mod lyset og stræber efter at være den bedste udgave af os selv. Vi skal give de udsatte en tro på, at der er lys deroppe og det tror jeg bedst man gør ved at give dem en masse små succesoplevelser - og skærme dem fra de store nederlag.
Ikke ved blot at sende flere penge. Hvad tænker du?
