Zornig sigtet for menneskesmugling

Politik

30/10/2015 19:56

Nick Allentoft

Lisbeth Zornig Andersen er i dag blevet afhørt og sigtet af politiet for menneskesmugling.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Årsagen er, at hun den 7. september i år samlede en familie med to femårige piger op på en vej ved Rødbyhavn og gav dem et lift mod København. Familien var syriske flygtninge, der havde mistet alt på deres rejse gennem Europa, og kun havde det tøj, de stod og gik i.

Om Huset Zornig

Find artikler og blogs fra Huset Zornig og Lisbeth Zornig Andersen her.

Ifølge politiet er der tale om menneskesmugling. Der er endnu ikke rejst tiltale i sagen.

”For mig er det uforståeligt, at det skulle være ulovligt at hjælpe mennesker i åbenlys nød. De børn havde intet at gøre til fods på vejen, og jeg havde en tom bil, så naturligvis gav jeg dem et lift – ligesom mange hundrede andre danskere gjorde den dag, og i dagene efter, hvilket for mig var fantastisk hjertevarmende at opleve. Da nøden stod uden for døren, trådte danskerne i karakter på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Hvis det er ulovligt, så er der snarere noget galt med loven, end borgerne,” siger Lisbeth Zornig Andersen, der arbejder med socialt udsatte borgere, stifter af Huset Zornig og tidligere Børnerådformand.

Hun peger på, at vi står i en ekstraordinær situation i hele Europa med den voldsomme flygtningebølge, der ruller ind over EU-landene, som kræver nye svar og handlinger.

”Myndighederne fremstår i de fleste lande som handlingslammede og ved ikke, hvordan de skal agere. Vi ser stribevis af menneskelige tragedier, vi ser uledsagede flygtningebørn, der forsvinder, familier der drukner, børn der bliver slået ihjel, og mennesker, der mangler mad, medicin, varme, ly og transport. I den situation træder hundreder, tusinder af borgere til og udfylder det vakuum, som myndighederne og såmænd også frivilligorganisationerne ikke udfylder. Det er lovgivningen åbenbart ikke indrettet efter. Så hvis denne sigtelse fører til en retssag, så vil jeg se frem til debatten. Lige nu går myndighederne efter en lang række borgere, der, som jeg, handlede af omsorg for vores medmennesker, og jeg synes ganske enkelt ikke, at det er rimeligt, at de skal leve i frygt for at blive straffet for det. Jeg håber, at min sag bliver den prøvesten, der slår fast, om lovgivningen er i overensstemmelse med vores menneskelige værdier, eller om lovgivningen har brug for at blive opdateret til den virkelighed, der udfolder sig i Danmark og hele Europa i dag,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Under afhøringen interesserede politiet sig for, hvorvidt Lisbeth Zornig Andersen var klar over, at det var ulovligt at give flygtningefamilien et lift.

”Mit svar til det er, at det vidste jeg ikke. Jeg havde ikke en tanke på at sætte mig ned og læse jura i situationen for at finde ud af, om det var lovligt at hjælpe disse mennesker eller ej. Min mand ringede til politiet for at spørge dem, og svaret var, at det kunne de ikke svare på. På stedet, da jeg samlede familien op, var politiet til stede, og jeg spurgte en betjent, om han ville stoppe mig, hvis jeg gav familien et lift. Det ville han ikke. Når politiet ikke kan svare på, hvad der er ulovligt, og ikke griber ind, så kan det være ret besværligt at vide, hvor man står som borger. Men jeg ser ikke det, som det væsentlige her. Det væsentlige er, at vi skal kunne hjælper mennesker i nød uden at blive kriminaliserede. Punktum,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Advokat Bjørn Elmquist repræsenterer Lisbeth Zornig Andersen.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.