Zornigs otte bud på et bedre børneliv

Antallet af mønsterbrydere er faldende, antallet af børn, der vokser op i familier med psykiske lidelser er stigende, ligesom der bliver drukket mere end nogensinde i de små hjem.   Børn bliver stadig slået derhjemme og seksuelle overgreb fortsætter på trods af vores voksende viden på området. Men den viden hjælper ganske lidt i forhold til den eksplosive efterspørgsel, der globalt er på børneporno. Oven i det hele, skal vi i Danmark nu også støtte et stigende antal flygtningebørn, der kommer med sprogvanskeligheder og en rygsæk af traumatiske oplevelser fra hjemlandets krig og den farefulde færd til Europa.

Der er rigeligt at tage fat på. Men hvor skal man starte? Nytter det overhovedet noget?

Den socialpolitiske redegørelse, som social- og Indenrigsminister Karen Ellemann præsenterede lige før sommerferien, taler sit eget tydelige sprog. Det går rigtig skidt med at se effekten af de sociale indsatser, vi som samfund bruger op mod 50 mia. kr. på om året. Jeg er nu ikke helt så pessimistisk i vurderingen af redegørelsen, som tidligere direktør for Socialstyrelsen Knud Aarup er. For jeg ved, at selv om man ikke altid kan måle effekten, er den der alligevel. Der bliver bare ikke altid målt på det, der virker.    Den anden virkelighed For eksempel den unge kvinde, jeg kender. Hun oplevede overgreb i stil med Tøndersagen, men formår nu at sove til middag med hovedet på brystet af en pædagog. Før sov hun stort set ikke, med hvad det har af  fysisk betydning for et menneske. Det er da en tydelig effekt. Det hedder tryghed og trivsel. Man kunne faktisk måle kvindens trivsel på antallet af timers uafbrudt søvn på et døgn. Men tryghed og trivsel indgår helt sikkert ikke i Finansministeriets regnedrenges algoritmer.   Hvad der derimod indgår er, om kvinden kommer på arbejdsmarkedet. Det tror ingen omkring hende, at hun nogensinde kommer til. Så i statistikken har indsatsen overfor hende ikke virket. Jeg kender en anden virkelighed. Men den måles ikke.   Kvalitetstjek af vores syn på børn Lad os lige tjekke vores børnesyn. Hvad tror vi egentlig om børnene? De sårbare? Dem fra ustabile hjem? Tror vi egentlig på, det kan lykkes dem at få en bedre skæbne end deres forældre? Tror vi, de har behov for andre incitamenter og motivation end børn fra velfungerende hjem? Hvad drives de af? Pres eller ros?

Min fornemmelse er, at folk med hænderne dybt begravet i børnevirkeligheden på institutionerne og i skolerne ved, at selv møgungerne, som lyver og stjæler, drives af ros og kærlighed.

Godt nok kan det af og til være sindssygt svært at kramme en knægt, der for et øjeblik siden kaldte én for en møgluder, men de gode folk derude ved, at det er det, der skal til. Og de gør det. For de ved, at mennesket er ”heliotropisk”. Det stræber efter lyset ligesom planterne. Og de ved, at for nogle af de her børn, er de professionelle voksne det eneste lys, de her børn har.     Det står straks værre til på politiker niveau.   Det er som om især dem i blå blok tror, at der findes to børnearter. Der er de velfungerende, der motiveres gennem ros, præsentation af muligheder og opbakning. Og så er der de udsatte børn, der skal presses gennem ”tydelighed”, krav og sanktioner.

Forfatteren er oplægsholder på Børneårsmødet 2016 - læs mere her

Det er desværre det vi ser på børne- og voksenområdet. Vi må gøre op med forskelligartet børnesyn og blive enige om, at ALLE børn vokser af omsorg, tid med de voksne og stimulans af nysgerrighed og selvværd. Og det ER jo sådan. Jeg ser det så ofte. Når umulige Ibrahim går fra at strejfe på gaderne til at ville være skuespiller. Forskellen var en fritidspædagog. Eller når Michella går fra at tro, hun ingenting kan, til at hun bliver cirkusprinsesse. Forskellen var igen en voksen.    Hvad skal der til? De otte bud.   1. Tro på barnet Ja, der skal åbenlyst nogle voksne, der tror på en.    2. Modstand gør stærk Vi skal forstå, at en svær opvækst rent faktisk kan gøre et barn stærkere og klogere. Ikke at vi skal stræbe efter at hærde vores børn på den måde. Men vi skal forstå, at netop en hård opvækst giver noget andet, der kan bruges. Det forsker blandt andre professor Hanne Warming i på RUC i projekt ”Det særlige som ressource”. Der er allerede nu mange interessante pointer, der vender op og ned på vores forståelse af, hvad en anderledes opvækst kan bibringe. Allerede Tove Ditlevsen elskede lyvebørnene, stjælebørnene og løftebryderbørnene. Som hun siger i digtet ”Børn”: ”Det er på vilde buske sjældne blomster gror”.    3. Sæt lys på de sorte huller Men selvom man har anderledes og interessante ressourcer på baggrund af en barsk opvækst giver det jo i sig selv ikke skolefærdigheder. Mange udsatte børn har sorte huller i deres læring. Nogle har været fraværende i skolen i årevis. Andre har skullet kæmpe med højbelagt mobning hver dag. Det lærer man ikke af. I hvert fald ikke noget godt. Gudskelov ved vi fra forskellige projekter og forskning, at også udsatte børn kan tage tigerspring fagligt ved den rette støtte og faktisk hente fuldt og helt ind på deres jævnaldrende. Hvis vi spotter børnene og sætter ind systematisk.    4. Gør det trygt for børnene at fortælle En del børn døjer desværre så meget med hændelser mellem kl. 15 og 8 i en hverdag, at det kan være svært at holde sig vågen og koncentrere sig mellem kl. 8-15. En del børn – omkring hver 6. – oplever vold derhjemme, og ca. hver 10. barn oplever seksuelt krænkende adfærd fra voksne omkring dem. De fortæller det ofte ikke til nogen.

Vi skal i skoler og daginstitutioner lære børnene at sætte ord på den slags oplevelser. Det beskriver håndbogen ”Jeg ville have sagt det, hvis…”, som ligger til gratis download på Huset Zornigs hjemmeside. I den kan man få en række krænkede børns bud på, under hvilke omstændigheder, de ville have fortalt det til en voksen. Vi SKAL de her krænkelser til livs. Og den eneste måde er at få børnene til at fortælle, mens det sker. Jeg selv er lige nu i gang med en før-skole bog til børnene om at være en god kammerat, der ikke holder på dårlige hemmeligheder, der gør ondt i maven.    5. Forældre vil gerne En genvej til et godt børneliv, som vi i en del år måske har overset lidt, er vejen gennem forældrene. For forældre VIL gerne. De kan måske bare ikke altid helt. Især anbragte børns forældre er voldsomt stigmatiseret og dømt ude af ligningen, når der træffes beslutninger om et barn. Sådan føles det i hvert fald for forældrene. Her er den gode kommunikation og inddragelse afgørende.    6. Hjælp til at stoppe grubleriet Som beskrevet er der masser af udfordringer, som børn og unge har god grund til at bekymre sig for. Som de kan gruble over. Metakognitiv terapi er et bud på en teknik til at stoppe grubleriet. Til at lade tankerne passere uden nødvendigvis at handle på dem. Jeg mødte den terapiform første gang på døgninstitutionen Globus i Glostrup. Her arbejder de systematisk med at lære børnene at stoppe deres grubleri. Ikke at man ikke må være bekymret over f.eks. hvordan forældrene har det derhjemme. De lærer bare at sætte grubleriet i system, så de får fred i hovedet til også at leve livet, grine og passe deres skole. Metakogniv terapi er relativt nyt i Danmark. I Norge anvendes det langt mere systematisk i forbindelse med støtte af udsatte børn og unge. Det er helt sikkert noget, vi i Danmark skal undersøge nærmere.         7. Brug etableret viden Vi har en hastigt voksende udfordring med at lykkes med en god integration af flygtningebørn. Det starter, den dag de kommer til landet. Og det gøres rent praktisk bedst i skolen. Gudskelov er der også en række gode redskaber til at få givet disse børn en god start på en tilværelse i Danmark. Blandt andre Røde Kors-skolerne kan noget der, som folkeskolerne ude i landet bør kigge nærmere på.    8. Lad de små voksne være børn En del flygtningebørn har helt sikkert forældre med psykiske lidelser. Det slår sjælen i stykker at opleve død og ødelæggelse. Men de børn er ikke alene om at leve med psykisk sårbare forældre. 80.000 børn – altså næsten hvert 10. – lever med en forælder, der i perioder ikke mestrer et stabilt liv. En del af børnene tager over og bliver den lille voksne, der forsøger at sørge for, at mor ikke græder eller far bliver vred. For mig at se, er dette den mest oversete gruppe af udsatte børn. Vi skal have bedre redskaber til både at støtte barn og voksen i at leve et godt liv – og gerne sammen - på trods af et skrøbeligt sind. Det er der heldigvis flere og flere, der får øjnene op for. Især Norge er godt med. Her er det værd at se hen i forhold til støtte og beskyttelse af barnet som pårørende.    Der findes helt sikkert også andre gode veje til et bedre børneliv.   Artiklen er udgivet første gang i august 2016