Der var en gang en meget udadvendt og altid smilende ung kvinde der forelskede sig i en ganske ung mand, der både var genert og indadvendt på den allermest charmerende måde. De blev gift og levede lykkeligt sammen. Efter flere år fik de deres store ønske opfyldt: de fik først en datter og derefter en søn.
Deres dejlige børn kom i vuggestue og børnehave og startede i skole, men begge to fik flere og flere problemer. Til sidst blev sønnen henvist til Børne- og ungdomspsykiatrien hvor han fik nogle diagnoser. Behandlerne gav forældrene, skolen og kommunen gode råd, og sagde farvel til familien.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Et af rådene var, at forældrene skulle have hjælp. De syntes, de mange diagnoser gav dem flere problemer end de kunne magte. Så forældrene fik tilbudt parterapi i kommunens familiehus. Her sagde de:
"Vi taler ikke om diagnoser, vi vil meget hellere tale om hvordan I har det og hvad I føler". Det forstod forældrene ikke rigtig, men de kom til alle samtalerne og gjorde deres bedste for at tale om deres følelser.
Desværre hjalp det ikke, og deres søn begyndte at tale om selvmord og blev igen henvist til børne- og ungdomspsykiatrien. Her mødte jeg forældrene.
Faderen fortalte mig, at hans søn lignede ham, at det var hans gener der var skyld i barnets problemer. Derfor tænkte han, at det måske var bedst, hvis han lod sig skille, for ikke at skade sit barn yderligere. Den far havde ganske rigtigt nogle af de samme træk som sin søn, men det var forældre-skyldfølelsens onde tanker der nu styrede ham.
Moderen var mere bange for at kommunen ville tvangsfjerne deres søn. I familiehuset sagde de til hende, at hun støttede sin søn i at være anti-social, fordi hun lod ham gå direkte hjem efter skole, i stedet for at gå i klub. Hun vidste, at han var for træt til klub. Og så var hun dybt ulykkelig på sin mands vegne, for hun elskede sin mand meget højt og ønskede ikke en skilsmisse.
Helhedsindsatsen virker
Så jeg tilbød dem psykoterapi. Her talte vi om hvordan forældreskyldfølelse, angst, selvmordstanker og selv-bebrejdelser havde fået magten i deres hjem. Vi brugte også tid på at udforske hvad sønnens diagnoser, bla. autisme var for noget; hvordan autismen kan være en kæmpe støtte, f.eks. når man skal koncentrere sig, blive dygtig og fordybe sig, og hvordan det kan være en hæmsko når der er krav om at man skal udtrykke følelser, være fleksibel og impulsiv. Vi brugte tid på at udforske hvad de hver især satte pris på ved hinanden og dem selv. Derudover deltog jeg i samtaler med skole og sagsbehandler og vi søgte gennem samarbejdet en fælles forståelse, som kunne være til gavn for hele familien.
Forældrene var meget glade for behandlingen. Den hjalp hele familien på fode igen.
Da vi afsluttede vores samtaler, spurgte jeg dem, hvad der havde været mest brugbart, og hvad de ville anbefale at jeg gjorde anderledes, når jeg mødte en ny familie med lignende problemer.
De sagde, at det var helt afgørende, at jeg forstod diagnoserne, og at jeg kendte en måde at tale på, som var god for dem. At jeg gav dem selvrespekten tilbage. Det var vigtigt, at jeg talte flere gange med skolen og de andre i kommunen, så alle forstod at de ikke burde skilles, at de ikke var dårlige forældre, men gode forældre.
De sagde også, at det var en stor fejl, at vi i børne- og ungdomspsykiatrien havde afsluttet dem lige så snart vi havde fundet diagnosen. Vi burde have fulgt dem indtil vi kunne se, at de var på rette vej.
Det var en fejl, at vi ikke havde givet dem familieterapi med det samme, så ville de måske have lært at forstå diagnoserne, faderen var måske ikke blevet angrebet af forældreskyldfølelse, moderen ville måske aldrig være kommet i tvivl om sin kærlighed eller sine evner som mor, og forældrene havde bedre kunne støtte deres søn, så han ikke havde fået det så skidt.
Det var en fejl, at vi havde fortalt dem, at kommunen kunne hjælpe forældrene , når kommunens psykologer ikke ville tale om diagnoser, og ikke forstod hvordan man taler med folk der har autisme.
Det var nogle gode råd, og jeg synes forældrene havde ret i de ting de påpegede. Det er helt ok, at psykologer i kommunen ikke ved så meget om diagnoser, men det er ganske arrogant og nedladende at nægte at tale om dem.
Vi skal afslutte efter diagnose
Men det der slog mig mest, og gav mig dårlig samvittighed på mit fags vegne var, at vi ikke havde givet dem den støtte og behandling alle familier bør få, efter et udredningsforløb hos os. Det er jo os i børne- og ungdomspsykiatrien der skal give give behandling for den diagnose vi stiller. Vi skal give psykoterapi, forældre-og familieterapi, for vi kan afpasse vores terapi og vores sprog efter de diagnoser folk har. Jeg brugte meget af min børne- og ungdomspsykiatriske viden i dette psykoterapeutiske arbejde.
Når man arbejder i Børne-og ungdomspsykiatrien lærer man at stille diagnoser, at yde psykoterapi, og at tilpasse sin tale efter hvilken diagnose der er på spil. Vi kan både rådgive, yde psykoedukation og psykoterapi. Vi kan ordinere medicin og tale med både børn og voksne om virkninger og bivirkninger. Vi kan rådgive pædagoger og skolelærere om børn med den ene eller den anden diagnose.
Det er de kompetencer vi har i børne- og ungdomspsykiatrien, og som er nødvendige for at kunne hjælpe familier med psykisk sygdom.
Men i dag skal vi være så effektive, at vi kun stiller diagnosen, derefter skal folk afsluttes.
Jeg tror ikke, at lands- eller regions-politikerne ved, at kravene om hurtig udredning tvinger vores ledere til at nedprioritere behandlingen. Og jeg tror ikke vi børne- og ungdomspsykiatere er gode nok til at råbe op og sige det.
Det uetiske arbejde
Lige nu er der mange der forlader børne- og ungdomspsykiatrien. Både de ældre og erfarne og de helt unge læger. De vil så gerne hjælpe familier som denne. Men de fleste må kun stille diagnoser, de får ikke lov til at give familieterapi som den jeg lige har beskrevet. For det måles der ikke på.
Forleden mødte jeg en ung læge, som jeg troede skulle være børne-psykiater. Men nej, det skal hun ikke.
"Nina, jeg kan ikke arbejde et sted hvor jeg bare skal fortælle folk hvad de fejler, men jeg ikke må behandle dem, hverken forsøge at helbrede eller lindre. Du lærte mig teorien og viste mig hvordan jeg rent praktisk kan give familieterapi. Men jeg fik jo aldrig lov til at give familieterapi, de skulle bare afsluttes til kommunen. Det var uetisk, det kan jeg ikke leve med."
Politisk bliver vi målt på korte ventelister, ikke på om vi giver god behandling. Vi skubber behandlingopgaven over på kommunerne. En behandlingsopgave som ikke er deres. Det er ikke bare utilfredstillende for os børne- og ungdomspsykiatere og uretfærdigt overfor kommunerne, der er hårdt spændt for allerede. Det er urimeligt, uetisk og rigtig dårligt for børnene, de unge og deres forældre.
PS: Familien i denne fortælling er både fiktiv og fuldstændig sand. Mens jeg skrev, tænkte jeg på adskillige forskellige familier jeg har haft i familieterapeutisk behandling, de havde alle forskellige og mere komplekse problemstillinger, end det jeg her har beskrevet, så ingen af familierne var præcis som denne.
