Forleden dag sagde jeg farvel til en familie jeg har kendt gennem flere år. Jeg er så heldig, at jeg arbejder i en lille enhed, hvor vi godt må følge patienterne så længe, der er behov for det.
Der er altid en bestemt ting, jeg bruger tid på i den sidste del af min sidste samtale med en familie. Jeg beder dem om gode råd, hvis jeg en dag møder en familie, der ligner deres. Denne gang talte vi også lidt mere overordnet, fordi moderen er medlem af Facebook grupper, der er for forældre til børn med et psykisk handikap.
Jeg fik mange gode råd.
Det sidste de sagde på vej ud af døren var: Når udredningen er færdig, og man bare skal afsluttes til kommunen, kunne man så ikke få en kontaktperson, i Børne- og Ungdomspsykiatrien, som man kunne ringe til, hvis der bliver brug for det? Indtil man fylder 18 år? For der sker så meget, og der er så mange derude, som bare ikke får den hjælp de skal have!
Tja, hvorfor egentlig ikke? Hvis man som patient eller pårørende har fået tillid til en sygeplejerske, en psykolog eller en læge, ville det så ikke være ok, at man henvendte sig, hvis man havde brug for det?
Der kan hurtigt løbe mange modargumenter gennem en ”læge-” eller ”lederhjerne”: Vil vi ikke drukne i henvendelser? Vil det ikke være umuligt at styre? Der ville også være nogle mere ”styrings-modargumenter”: Men så kan vi jo ikke måle på, hvor mange patienter vi afslutter hvor hurtigt. Eller måle på hvor effektive vi er, for så afsluttes de jo først når de er 18 år. Hvad skal vi så styre efter?
Men alle de argumenter blegner hvis det overordnede princip er: Patientens behov i centrum.
Man kunne selvfølgelig også se på nogle fakta. Hvem har erfaring med at ”lade folk blive i systemet?” eller ”Give folk det de beder om?”. Jeg kender ikke til sådanne tal. Findes de?
Men som ganske ung speciallæge overtog jeg selv en patient til psykoterapeutisk behandling. Jeg fik at vide, at jeg skulle ”styre moderen hårdt”, for hvis hun fik lov, ville hun ringe til datterens terapeut flere gange om dagen. Jeg husker, at jeg ganske som forudsagt fik en telefonopringning, næsten med det samme fra moderen. Jeg tænkte, at hun nok var interesseret i at vide, om jeg var kompetent, havde forstand på datterens sygdom, og om jeg var et sympatisk menneske, som hun turde overlade sin datter til. Så jeg gav hende svar på hendes spørgsmål, og fortalte hende, at jeg forestillede mig, at hun ville være utryg ved mig i et stykke tid, og at hun derfor endelig skulle ringe, hvis der var noget, hun havde på hjertet. Jeg lovede hende, at hvis jeg ikke lige tog telefonen, ville jeg gøre mit bedste for at ringe tilbage. Jeg tror, jeg fik en enkelt opringning mere. Da jeg senere spurgte, hvorfor jeg ikke fik flere opringninger, svarede hun at det ikke var nødvendigt, for hun var helt tryg ved mig.
Den historie bærer jeg med mig. Den giver mig mod til at give både telefonnummer og e-mail til de forældre som jeg møder i mit arbejde. Og jeg har endnu ikke oplevet nogen der misbrugte min tillid. Derimod har jeg ofte mødt forældre, der beder om at få en ekstra tid, når jeg foreslår at vi stopper. Hvis vi så lægger den tid tre eller seks måneder ud i tiden, så er de trygge, og de ved, at der en læge de har tillid til, som de kan kontakte i den nye periode, hvor de ”skal stå på egne ben”. Den samtale, som ligger efter flere måneder bliver nogle gange aflyst, andre gange bliver den brugt til at sige tak for hjælpen, og jeg får nogen erfaringer med hvad der har hjulpet barn og forældre. Det er mine fakta. På baggrund af mine fakta tror jeg, at det er godt givet ud, at folk har en kontaktperson i Børne- og Ungdomspsykiatrien.
Men hvorfor har vi det så ikke allerede? Jeg ved, at det får ”gennemløbstiden” for mine patienter til at se helt forfærdelig lang ud, men hvis det giver tryghed, er sådan et tal så ikke mindre vigtigt?
Jeg ved, at de i pædiatrien ofte følger deres patienter med ambulante tider hver halve eller hele år. Også selvom de ikke får medicin. Vi må kun følge dem, der får medicin af os. Hvorfor ikke alle de andre?
Som læge er det faktisk en stor glæde at ”kunne følge sine patienter” og se om de får det bedre. Og det føles særdeles relevant, at jeg er den læge, der bliver spurgt til råds, hvis de foranstaltninger der iværksættes ude i kommunen ikke hjælper. Det sker jo en gang imellem.
Faktisk synes jeg slet ikke, at vi som børne- og ungdomspsykiatere kan være fagligt tilfredse med et system, hvor vi udreder, men ikke ser om behandlingen lykkes. Som procedurerne er i dag, bliver de fleste patienter afsluttet efter de har fået diagnosen, fordi de skal have al deres behandling ude i kommunen og skolen. Derfor ser vi ikke alle de gange det går godt, eller skidt. Kun hvis det går så skidt, at alle er enige om at der er brug for en ny udredning, bliver de genhenvist. Men mistrives de bare og livet går sin skæve gang, eller kommer de i trivsel og de kan lægge deres diagnose bag sig, ja så ved vi det ikke.
Prøv at forestille jer en kirurgisk afdeling, hvor kirurgen tager et røntgenbillede af et ben og konstaterer at knoglen er brækket. Herefter siger han til patienten: ”Dit ben er brækket, nu orienterer vi din kommune og fortæller at knoglen er brækket. Så er det en socialrådgiver, der beslutter om dit ben skal i gips, have en skrue eller du skal have krykker. Farvel og tak for besøget.” Patienten går ned i kommunen og en af de ansatte ser på ham, beder ham stå opret og kigger indgående på hans cowboybukser. ”Dine ben ser da helt ens ud, jeg tror nu ikke på de røntgenbilleder. Mon ikke du bare skal have nogle dages hvile, så går det nok over.” Det kan også være, at de i en anden kommune vil sige: ”Hvad synes kirurgen, der skulle gøres?” Måske beder de så kirurgen om en statusattest og spørger ham om råd. Jeg ser begge scenarier for mange patienter, der bliver udredt i børne- og ungdomspsykiatrien. Det virker ganske tilfældigt om vores viden blive brugt eller ej.
Jeg er sikker på, at kirurgerne gerne vil følge deres patienter for at se om gips, krykker eller skruer giver det bedste resultat. På samme vis burde vi læger, psykologer og sygeplejersker i børne- og ungdomspsykiatrien følge vores patienter for at se hvilken behandling, der giver det bedste resultat. Men det gør vi sjældent!
Så hvis forældrene gerne vil have en kontaktperson, og vi rent fagligt burde følge dem, er det så ikke bare det vi gør? (selvom de nuværende styringsredskaber ikke støtter en sådan faglig tilgang til patientbehandling).
